I den forgangne uge har boligminister Kaare Dybvad kastet sig ud i opgør med den generation, han kalder 89erne og deres ideologi.
Det har fået mange til tasterne – også med påstande om historieforfalskning fra ministeren.
Hvis man tror på, at store politiske begivenheder påvirker hele generationers måde at være i verden på, hvad mon 'Generation Corona' så tager med videre?
Jeg opfatter mig selv som en del af 89erne. Jeg var 16 år, da muren faldt.
Kort efter væltede hele Østblokken, og apartheidregimet blev afskaffet i Sydafrika.
Det vil for altid sidde i mig som en grundlæggende – ikke tro – men viden om, at verden kan blive bedre, friere og mere retfærdig.
Derfor spærrede jeg, ligesom mange andre, øjnene op, da Kaare Dybvad argumenterede for, at den grænseløshed, han ser 89erne som et udtryk for, bør rettes:
»Når man har det verdensbillede og kigger på, hvad vi foretager os i disse år, så kan jeg godt forstå, at man opfatter det som noget helt andet, og at man undrer sig over, at man nu vil tvinge folk til noget. Men den politik, vi repræsenterer, er et korrektiv til en udvikling, som har været meget grænseløs.«
Nu vil Dybvad og regeringen altså korrigere grænseløsheden ved at blande boligmassen, gymnasieeleverne og hvad de ellers måtte få øje på, som – i deres optik – kan øge retfærdigheden og fællesskabet i Danmark. Fair nok. Men det er så også en af de politiske lærdomme, som Generation Corona tager med sig i deres politiske dannelse.
I politisk forstand er det både ret almindeligt at bygge sit eget politiske projekt som en modsætning til det foregående. Efter Schlüter måtte gå af på grund af Tamilsagen, lovede Nyrup 'anstændighedens årti'. Da Fogh vandt over Nyrup efter løftebrud om efterløn, indførte han kontraktpolitik.
Det er også ganske almindeligt i politik, at man genfortolker epoker, som egentlig ellers er parkeret et sted i historien. Vi har for eksempel tidligere set Socialdemokratiet genbehandle Vestegns-borgmestrenes opråb om behovet for en strammere udlændingepolitik i 1990erne.
Man kan kalde det omskrivning af historien, genanalyse, perspektivering, erkendelser eller hvad man vil efter temperament. Men at den slags sker hele tiden, er ganske vist.
Og lige nu er der så én dominerende opfattelse af corona-situationen: Det var en voldsom global trussel, som Danmark – primært nationalt – håndterede godt baseret på et 'ekstremt forsigtighedsprincip'.
Hvor vi som 89ere lærte, at lænker kunne brydes, kan jeg ikke lade være med at tænke, om Generation Corona i stedet lærer, at verden er ufattelig farlig?
Når man samtidig politisk går i gang med en stor 'ommøblering' af samfundet – blandt andet med tvang og fjernelse af fritvalgsmuligheder – vil det så sætte sig som en mistro mod individets evne til at træffe fornuftige valg? Eller vil denne generation vende sig mod den ideologi og kræve mere frihed?
Uanset hvad, kan man være sikker på, at det vil påvirke måden, man i fremtiden taler om politik og forstår ikke bare politik, men verden på.
Jeg kan se, at der lige nu er gang i en socialdemokratisk korrektion baseret på et opgør med frihed som det styrende princip og erstattet af retfærdighed som det styrende princip.
Men jeg er 89er, så jeg vil for altid tro på, at menneskers frihedstrang ikke kan holdes nede. Jeg så det ske. Og det var mirakuløst. Jeg håber ikke, at Generation Corona for altid vil vende tilbage til princippet om ekstrem forsigtighed og begrænsninger for retfærdighedens skyld.
Ugens strandløve:
Vi kan tydeligvis ikke helt blive enige om regler og god opførsel, når det bliver varmt i Danmark. Københavnere nær havnens badesteder lider voldsomt under larm, affald og manglende toiletter.
I Gentofte er de nu også trætte af de gæster, der kommer fra byen og benytter en anden kommunes strande. Og langs de nordsjællandske kyster har en lille giftig fisk heller ikke forstået, hvor grænsen går.
Det er noget værre rod. Fjæsingen er der næppe så meget at gøre ved, men resten synes at være udfordringer, der kan håndteres med almindelig god opførsel og et par toiletter. En sag for en vaks kommunalpolitiker!
God badedag – husk at behandle området, som om det var din egen have og med respekt for naboen!
Ugens UEFA-bøf:
Det står efterhånden ret klart, at det var rimeligt organiseret, da fans stormede Wembley ved EM-finalen. Nogle bestak sig ind, mens andre gik efter svagheder i sikkerhedssystemet, som de udvekslede viden om gennem chatgrupper.
Stadion hævder fortsat, at det var en lille gruppe, der slap ind, men der er efterhånden mange vidneforklaringer og journalistiske gengivelser, der peger på, at der var tale om hundredvis af mennesker. Der har været massive sikkerhedsproblemer omkring adgang, antal mennesker på stadion og deraf følgende fare for, at folk kunne blive mast – men også deciderede overfald og slagsmål.
Der er naturligvis ingen, der forestiller sig, at UEFA gør noget tilnærmelsesvis passende ved det store problem. De kommer maksimalt til at trække lidt i nogens lommepenge. Og det er ufattelig ærgerligt, for det delte værtskab var faktisk en kæmpe succes.
Ugens modige:
De danske atleter er draget til OL i Tokyo, men før de overhovedet tog afsted, var de underlagt strenge restriktioner, og det, der møder dem i Japan, bliver blot endnu værre.
Det har fået landstræneren for herrehåndboldlandsholdet, Nikolaj Jacobsen, til at sige: »Jeg er nødt til at sige, at med de restriktioner, der er nu, så fatter jeg ikke, at man vil gennemføre OL. Jeg forstår det ikke. Det er, som om det skal afholdes af hensyn til alle mulige andre end atleterne.«
Sandheden er nok nærmere, at selv hvis man nedsatte det mest imponerende udvalg i verdenshistorien til at tage stilling til sagen, så ville ingen turde tage ansvaret for en aflysning. Hvor er Mette Frederiksen, når man skal bruge hende?
