En aktie i det tidligere hæderkronede flyselskab SAS kunne i går købes for 4,93 kr. Kun lidt mere end de fire kr. som en række på en lottokupon koster.

Spørgsmålet er også, om flyaktien er mere værd - nu hvor ledelsen har truet med at lade selskabet, der er delvist ejet af de tre nordiske regeringer, gå konkurs her i weekenden, hvis ikke de ansatte går voldsomt ned i løn.

Sammenligner man udviklingen i aktiekursen for SAS med kurserne for andre store europæiske flyselskaber som hollanske KLM og Lufthansa, så er SAS dykket som en sten under den nuværende bestyrelsesformand Fritz Schur siden 2008. Udviklingen i aktiekursen, siden Schur blev bestyrelsesformand, er omtrent, at en investering på 100 kr. er blevet til 61 kr. i Lufhansa, 30 kr. i KLM, mens der kun er otte kroner tilbage for SAS-aktionærerne.

Sikker Venstre-støtte

En investeringsrådgiver i en bank fortæller til BT, alt mens de andre to flyselskaber har folk i bestyrelserne med mere end 20 års erfaring i luftfart, så har den danske regering udpeget en mindre papirproducent fra Jylland i form af Fritz Schur, der er kendt som leder af den liberale erhvervsklub, der spytter store beløb i Venstres valgkampe, hvilket han beskriver som ’ubegribeligt’.

Senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen synes ikke, at det er fair at sammenligne de andre flyselskaber med SAS, fordi de har mange flere lønsomme oversøiske ruter.

- Men kigger man på aktiekursen, så er SAS faldet som en sten. Det er fuldstændig åbenlyst, at SAS ikke er kommet så godt ud af krisen som de andre selskaber. Og det ansvar kan man placere hos både bestyrelsen, ledelsen, konjunkturerne og de ansatte. Aben for, hvorfor man ikke har reageret i tide, kan placeres mange steder siger han til BT.

Sohn: Gå af, Schur

I denne uge opfordrede tidligere erhvervsminister Ole Sohn (SF) Fritz Schur til at trække sig.

- Når man gennem flere år som bestyrelse og ikke mindst bestyrelsesformand ikke har formået at skabe en forretning i SAS, som kan klare sig selv, er det vel på sin plads at spørge sig selv, om man er den rigtige mand på posten, siger Ole Sohn til dagbladet Børsen.

En opfordring, der fik statsminister Helle Thorning- Schmidt (S) til at sige, at alle havde et ansvar.

Ifølge professor i ledelse på CBS, Flemming Poulfelt, så er det direktørernes og bestyrelsens ansvar, at SAS i de sidste mange år har givet milliardunderskud.

- Man skal altid bebrejde ledelsen for ikke at have reageret i tide, når resultaterne er så dårlige, siger han.

Også formanden for Danmarks Rejsebureau Forening undrer sig - også fordi han tror, at SAS’ meldinger om en mulig konkurs kan skræmme kunder væk.

- SAS ligger allerede ned. Det er tankevækkende, at de er kommet så langt ud. Man kan undre sig over, at de kommer med den her melding - fordi deres kunder må jo reagere. Tør de købe billetter hos dem? Vi har bare i år haft store konkurser hos Spanair og Cimber. Skal vi nu også have en hos SAS? Man kan også godt undre sig over, hvorfor han har fået den post. Men han har vel haft de politiske kontakter, der skulle til, siger Lars Thykier.

SAS-formand Fritz Schur er ikke vendt tilbage med en kommentar.