Hjemme igen: TV2-reporter Rasmus Tantholdt er hjemme igen efter at være blevet overfaldet af voldelige demonstranter i Egypten I sidste uge var han centrum for et så dramatisk angreb fra egyptiske demonstranter, at TV2 Nyhederne lørdag valgte at sende ham hjem. Men står det til Rasmus Tantholdt selv, er han klar, så snart de har brug for ham dernede igen.



I går, da B.T. træffer ham, er han hjemme igen og befinder sig til børnefødselsdag. Livet som krigsreporter er kontrastfyldt, men det er han vant til.



- Jeg har det o.k., og jeg er på standby til at tage af sted igen snart, hvis jeg bliver bedt om det. Jeg tager dog nok ikke lige til dét sted igen, hvor overfaldet skete. Min dømmekraft fejlede, jeg skulle være blevet på hotellet, men jeg har lært af det.

Han har igennem sin tid på TV2 Nyhederne rapporteret fra adskillige krigszoner, hvor han har har været vidne til lidt af hvert, men intet slår overfaldet i Egypten torsdag. Rasmus Tantholdt og fotografen Anders Bach var sammen med to egyptiske chauffører på vej til havnebyen Alexandria i det nordlige Egypten, da bilen pludselig blev overfaldet af omtrent 70 mennesker, der slog løs på den med køller og knive.

- Jeg tænker i sådanne situationer meget rationelt, så jeg bevarede roen og havde kun fokus på at komme helskindet ud af situationen, siger Rasmus Tantholdt, der på gebrokkent arabisk forsøgte at henvende sig til dem, der så mest sympatiske ud. Heldigvis trådte politiet til og fik stoppet tumulten.

Tirsdagen forinden var det også nær gået galt, da han rapporterede blandt ophidsede demonstranter i turistbyen Luxor. Han nåede dog at flygte ind i en butik, inden det kulminerede. I dag spørger han sig selv, hvad der gik galt.

- Der skete det meget uventede, at demonstranterne pludselig fra den ene dag til den anden vendte deres vrede imod udenlandske journalister. De, som støtter Mubarak, føler, at den internationale dækning af begivenhederne er meget ensidig, siger Tantholdt og tilføjer, at vreden mod de udenlandske journalister virkede organiseret, fordi den opstod så pludseligt.

- Man kan mistænke deres statslige tv for at have spredt rygter om de udenlandske journalister, hvilket har optrappet vreden.

Rasmus Tantholdt har flere gange rapporteret fra krigen i Afghanistan, hvor han også har været vidne til dramatiske episoder, men han har aldrig oplevet noget så ekstremt som folkeopstanden i Egypten.

Bevar perspektivet

Rasmus Tantholdt tilføjer dog, at hans oplevelser skal ses i perspektiv af de lidelser, befolkningen i konfliktområderne oplever.

- Det, jeg har oplevet, er intet i sammenligning med deres oplevelser. Derfor må vi ikke glemme at holde fokus på dem i stedet for på, hvordan journalisterne behandles. Der er jo også den væsentlige forskel, at jeg kan jo bare tage hjem igen, hvor der er fredeligt, og for eksempel være til børnefødselsdag som i dag. Den mulighed har de ikke.