Den tidligere Tour de France-vinder Jan Ullrich går igennem, hvad der ligner sit livs største nedtur, efter et hav af skandaler er væltet ned over ham.

Nu forklarer tyskeren sig så, efter han senest blev anholdt i Frankfurt for at have mishandlet en prostitueret og dernæst blev sendt i et fire ugers behandlingsforløb for sit alkohol- og stofmisbrug.

»Jeg har det meget bedre nu, for jeg har fået lov til at ringe til mine børn hver dag. Mine børn er min medicin,« fortæller den 44-årige tidligere cykelstjerne ifølge CyclingWeekly.

Sådan så det ud, da Jan Ullrich blev arresteret på Mallorca.
Sådan så det ud, da Jan Ullrich blev arresteret på Mallorca. Foto: LLITERES
Vis mere

»Da problemerne for alvor startede med Sara (Ullrichs ekskone, red.), og jeg hverken kunne se eller tale med mine børn i flere uger, eksploderede jeg. Jeg smadrede nogle fjernsyn, og jeg rev boksepuden ned fra loftet,« siger han og fortsætter:

»For at falde ned tog jeg kokain og amfetamin, men det behøver jeg ikke længere. Når jeg kan tale med mine børn, er der intet behov for stoffer,« forklarer den tidligere Tour-vinder, der blev forladt af sin kone tilbage i foråret.

Inden episoden i Tyskland, var han blevet anholdt på den spanske ferieø Mallorca, hvor han boede. Her tiltvang han sig adgang til sin nabos fest, hvor han kom i håndgemæng med værten og nogle gæster.

Efterfølgende forklarede naboen, den tyske skuespiller Til Schweiger, at Jan Ullrich ikke længere var hans ven, før han igen fik styr på sit liv. Derudover afslørede han alt om sin nu tidligere vens stof- og alkoholmisbrug.

Slutpodiet i 2005. Lance Armstrong vandt, mens Jan Ullrich blev nummer tre. Siden er begge blevet slettet fra resultatlisterne på grund af dopingindrømmelserne.
Slutpodiet i 2005. Lance Armstrong vandt, mens Jan Ullrich blev nummer tre. Siden er begge blevet slettet fra resultatlisterne på grund af dopingindrømmelserne. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

Og under en uge efter anholdelsen på Mallorca, indtraf den næste skandale sig så, da det kom frem, at han på et hotelværelse i Frankfurt havde mishandlet en prostitueret. Den selvsamme prostituerede gik derefter til medierne og forklarede alt om overfaldet.

Et overfald, der også har betydet at den fallerede cykelstjerne er blevet tiltalt i sagen.

Foto: ENNIO LEANZA
Vis mere

I lyset af Jan Ullrichs gigantiske nedtur talte B.T. med de danske eks-cykelryttere Bo Hamburger og Jesper Skibby, der begge forklarede, hvordan de ramte et sort hul, da karrieren sluttede. Det kan du læse mere om her.

Lance Armstrong kom for en lille uge siden til Tyskland for at støtte sin mangeårige rival og nuværende ven. I et Instagram-opslag skrev han:

»Så dejligt at hænge ud med denne mand hele dagen. Som mange af jer ved, så holder jeg meget af Jan Ulrich. Han var sådan en særlig rival for mig. Han gjorde mig bange, han motiverede mig og bragte det bedste frem i mig. Ren klasse på en cykel,« lød det blandt andet fra Lance Armstrong , der fik frataget alle sine syv Tour-sejre efter at en kæmpe dopingafsløring.

Jan Ullrich indrømmede brug af doping efter sit karrierestop, hvilket har kostet ham al anseelse i hjemlandet. Lige siden har han været udsat for stor kritik fra den tyske presse.

Den tidligere danske cykelrytter og forhenværende holdkammerat med Jan Ullrich, Brian Holm, har også fortalt, hvordan den tyske presse burde have dårlig smag i munden over deres behandling af Ullrich. Det kan du læse mere om her.

Jan Ullrich vandt Tour de France i 1997, efter han året forinden blev nummer to efter danske Bjarne Riis.

Jan Ullrich hyldes som Tour de France-vinder i 1997.
Jan Ullrich hyldes som Tour de France-vinder i 1997.
Vis mere

Derudover har han også en Vuelta a Espana-sejr fra 1999, en OL-guldmedalje fra 2000 og en titel som verdensmester i enkeltstart i både 1999 og 2001 på CV’et.

Jan Ullrich stoppede karrieren i 2007.