Den tidligere vinder af Tour de France Jan Ullrich er blevet anholdt på Mallorca.

Det skriver tyske BILD.

Den tidligere cykelrytter bor på den populære ferieø Mallorca, hvor han fredag endte i håndgemæng med en eller flere deltagere til en fest hos naboen.

Naboen er den 54-årige tyske skuespiller Til Schweiger, der blandt andet har været med i den Oscar-nominerede Quentin Tarantino-film Inglorious Basterds.

Schweiger skulle have holdt en fest for at fejre afslutningen af optagelserne til en ny film, hvor han havde inviteret en række venner. Ifølge BILD er Ullrich og Schweiger venner privat, men Ullrich var ikke inviteret til festen.

Et øjenvidne fortæller til det tyske medie, at Ullrich havde stået ved hegnet mellem de to huse, hvorefter han er kravlet over hegnet og ind til festen, hvor han har udvist aggressiv adfærd. Politiet blev tilkaldt, og Ullrich blev anholdt og ført væk. Også Til Schweiger fulgte med på politistationen.

Til Schweiger, arkivfoto.
Til Schweiger, arkivfoto. Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

»Jeg har tilbragt fem timer på politistationen. Jeg kan bekræfte, at der har været et sammenstød med min nabo, Jan. Sådan havde jeg ikke regnet med, min ferie skulle forløbe,« siger Schweiger til BILD.

Jan Ullrich vandt Tour de France i 1997 - året efter Bjarne Riis. På cykel-cv'et kan Ullrich også bryste sig af OL-guld fra Sydney i år 2000, to gange VM-guld i enkeltstart, den samlede sejr i Vuelta a España i 1999 og i alt syv etapesejre i Touren.

I 2013 stod Jan Ullrich frem og indrømmede brug af doping gennem et samarbejde med dopinglægen Eufemiano Fuentes. Året før var han blevet dømt for brug af bloddoping.

»Snyd er for mig først, når jeg får en fordel, og sådan var det ikke. Jeg ønskede bare at sikre lige muligheder,« udtalte Ullrich dengang til det tyske nyhedsmagasin Focus.