Den tidligere Tour de France-vinder Jan Ullrich går lige nu igennem, hvad der ligner sit livs største nedtur. Og det sorte hul kender de to danske eks-cykelryttere Jesper Skibby og Bo Hamburger alt for godt til.

For et sort hul er lige præcis, hvad Jan Ullrich må være i lige nu. Forleden blev han anholdt i den tyske by Frankfurt for at have mishandlet en prostitueret på et hotel. Noget som den prostituerede siden har fortalt alt om.

Og få dage inden var det politiet på Mallorca, der måtte arrestere den 44-årige tysker, fordi han tiltvang sig adgang til sin nabos fest og kom i håndgemæng med flere gæster.

Sådan så det ud, da Jan Ullrich blev arresteret på Mallorca.
Sådan så det ud, da Jan Ullrich blev arresteret på Mallorca. Foto: LLITERES
Vis mere

Nedturen ser derfor ikke ud til at tage en ende for Jan Ullrich, og den tidligere cykelrytter Jesper Skibby, der også kørte i samme periode som tyskeren, er ked af det, han har været vidne til den seneste tid.

»Jeg synes, det er utrolig synd for ham. Den stakkels mand har brug for hjælp. Jeg ved kun det, der er blevet skrevet i medierne, men det er jo gået helt galt. Han kan jo ikke komme længere ned, og nu håber jeg bare, han får den hjælp, har har brug for,« siger Jesper Skibby til B.T. Sport.

Jesper Skibby har selv oplevet, hvordan det er pludselig at miste sin identitet.
Jesper Skibby har selv oplevet, hvordan det er pludselig at miste sin identitet. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Og den tidligere danske cykelrytter kan på nogle punkter godt se sig selv i det, tyskeren går igennem.

»Jan Ullrich og mine problemer kan selvfølgelig ikke sammenlignes, men jeg havde en identitetskrise, da min karriere stoppede. Jeg har været igennem nogle utrolig hårde perioder, fordi man pludselig mistede den, man var,« fortæller han.

Jan Ullrich var på toppen af sin karriere, da han i 1997 vandt Tour de France.
Jan Ullrich var på toppen af sin karriere, da han i 1997 vandt Tour de France. Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Jan Ullrich stoppede sin karriere i 2007, efter han året før blev smidt ud af Tour de France i forbindelse med dopingskandalen Operacion Puerto. Derfra blev han slagtet af den tyske presse, og flere tæt på Ullrich har siden fortalt, at han har haft svært ved at finde sin identitet siden sit stop. Ligesom Skibby, så var cykling nemlig alt for tyskeren.

Også den tidligere cykelrytter Bo Hamburger kan nikke genkendende til de mange personlige problemer, der kom, da karrieren pludselig var slut.

»Hele min identitet var: ‘Bo? Han er cykelrytter’. Det er noget, du går så meget op i, og det er hele dit liv. Og når det så ikke kan være det mere, så er det enormt svært at finde ud af, hvordan man kommer videre. Hvad er jeg? Og hvad vil jeg?,« fortæller han til B.T. Sport.

Eks-cykelrytteren Bo Hamburger blev ramt af depression et par år efter sit karrierestop.
Eks-cykelrytteren Bo Hamburger blev ramt af depression et par år efter sit karrierestop. Foto: Søren Lorenzen
Vis mere

Begge kalder perioden efter karrierestoppet for et sort hul. En periode, der var hård for dem, og hvor de var igennem depressioner. Og for Bo Hamburger ramlede det hele for alvor for ham en bestemt morgen.

»Første gang, jeg rigtig oplevede nedturen, var der faktisk gået et par år siden mit stop. Jeg vågner simpelthen op en morgen og tænker ‘hvad fanden sker der?’. Der følte jeg virkelig, jeg var nede i et sort hul. Det var en form for depression, jeg blev ramt af,« fortæller den tidligere cykelrytter.

Også Jesper Skibby havde en periode, hvor det hele var ét stort rod.

»Følelsen var lidt ligesom, hvis man forestiller sig, at man står på en mark og overvejer, hvilken vej man skal gå i samfundet. Skal jeg gå til højre, skal jeg gå til venstre, eller skal jeg gå ligeud? Det er sådan, det er, og jeg var helt lost. Og hvis du ikke finder noget at holde fast i, så kan det lynhurtigt gå galt,« fortæller han.

Jesper Skibby er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle tre Grand Tours.
Jesper Skibby er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle tre Grand Tours. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Det sorte hul er ikke noget ukendt fænomen for cykelryttere eller sportsfolk i det hele taget. Derfor mener de to cykelryttere også, at der bør gøres noget og foreslår, at der fra organisatorisk side bliver gjort en større indsats for at hjælpe cykelryttere og andre atleter.

»Jeg tror, man skal tage det her problem rigtig seriøst. Og hos Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark burde man også fokusere på at hjælpe udøvere, når de stopper. De skal forberede dem på, at ens identitet bliver taget fra én,« fortæller Jesper Skibby, der også får opbakning fra Bo Hamburger.

»Jeg kunne godt have brugt nogle år, inden min karriere stoppede, på at blive forberedt på, hvad der skulle ske. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle køre ti år mere. Der kunne jeg godt have haft brug for at få spørgsmålet, hvad jeg så ville. Og om der var noget, jeg kunne forberede mig selv på.«

Bo Hamburger vandt i 1994 en etape i Tour de France og har også kørt en enkelt dag i den gule førertrøje.
Bo Hamburger vandt i 1994 en etape i Tour de France og har også kørt en enkelt dag i den gule førertrøje. Foto: Lars Møller
Vis mere

Efter episoden på Mallorca har Jan Ullrichs nabo, skuespilleren Til Schweiger, fortalt åbent om den tidligere cykelstjernes voldsomme problemer med alkohol og stoffer. Her fortalte han samtidig, at han ikke længere vil være hans ven, før han igen bliver ædru.

Men ifølge Bo Hamburger, så er det i sidste ende op til sig selv at få styr på sit liv igen.

»Jeg kunne også på et tidspunkt sætte mig ned og begynde at tage kokain og begynde at drikke, og synes det hele var synd for mig. Men i sidste ende er vi herre over vores eget liv, og der er ingen andre, der kan ændre vores liv end os selv. Der synes jeg, at det er synd og ærgerligt, at Ullrich ikke formår at hanke op i sig selv. Det går ikke,« siger han.

Foto: ENNIO LEANZA
Vis mere

Helt galt gik de for Jan Ullrich, da han i foråret blev skilt fra sin kone gennem 13 år, hvorefter hun sammen med deres tre børn flyttede fra Mallorca og tilbage til Tyskland. Og det var noget, der tog særligt hårdt på den tidligere Tour-vinder, har han fortalt. Og læg så dertil de seneste to voldsepisoder.

Jesper Skibby befinder sig ikke længere i et sort hul, og han priser sig lykkelig for, at han i sin tid fandt en tilværelse, som han den dag i dag er glad for.

»Jeg har så været utrolig heldig stillet med mit job, at jeg hele tiden har haft et holdepunkt i min tilværelse, og det er måske det, Jan Ullrich har manglet. Hvor er hans holdepunkt?,« siger Skibby, der i dag arbejder som konsulent i en transportvirksomhed.

Jan Ullrich (tv.) og Lance Armstrong (i gult) kæmper om Tour-sejren tilbage i 2005.
Jan Ullrich (tv.) og Lance Armstrong (i gult) kæmper om Tour-sejren tilbage i 2005. Foto: JOEL SAGET
Vis mere

Mange sportsfolk vælger at blive i sporten på den ene eller anden måde, når de stopper som aktiv udøver, men sådan kan det ikke være for alle. Alle kan ikke være sportsdirektører, og det er heller ikke alle, der vil være det. Det fortæller Bo Hamburger, der i den grad skulle kæmpe sit for at indse, at der var andet i livet, han kunne.

»Jeg kom videre og ud på den anden side, fordi jeg begyndte at kigge indad. Jeg prøvede pludselig at dygtiggøre mig inden for nogle ting for at prøve at komme videre. Og jeg er stadig i en proces. Det skal man acceptere, fordi selvom du ikke vinder cykelløb og får det kick, så er der stadig masser af glæde i hverdagen.«