Hjælpen er på vej.

Danske boligejere, der som Bo Herold og Helle Madsen fuldstændig uforvarende bliver opkrævet renter af en restskat, som udelukkende skyldes Vurderingsstyrelsens forsinkede ejendomsvurderinger, får deres penge retur.

Det gælder ikke blot boligejere, der bliver ramt af de - også ifølge skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen - helt urimelige opkrævninger af renter fremadrettet, men også bagudrettet.

Det fastslog skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen på et samråd 19. februar, som Danmarksdemokraterne havde indkaldt på baggrund af B.T s afsløring i januar af, at skattemyndighederne opkræver strafrenter i form af rentetillæg og løbende renter af boligejere, som har fået en restskat, der alene skyldes Vurderingsstyrelsens forsinkede og skæve ejendomsvurderinger.

På samrådet pointerede skatteministeren, at hun har sat sine embedsfolk til at finde en løsning, så hurtigt som muligt. Mere konkret blev hun ikke.

Men nu står det klart, at Folketinget kommer til at ændre en eller flere love, for at skattemyndighederne på lovligt grundlag kan få sendt de opkrævede renter retur til de ramte boligejere og for at kunne annullere fremtidige opkrævninger.

Det fremgår nemlig af et svar, Skatteministeriet har sendt til B.T. onsdag.

»Den nuværende praksis om renter og restskattetillæg ved restskat er fastsat ved lov, og derfor vil en ændring af denne praksis kræve en lovændring. Da der er tale om en lovfastsat praksis, er det Skatteministeriets vurdering, at der ikke kan ske eftergivelse af de restskattetillæg og renter, som er blevet opkrævet hos boligejere som følge af en restskat, der skyldes de forsinkede ejendomsvurderinger,« skriver Skatteministeriet og tilføjer:

»På baggrund af ønske fra skatteministeren er ministeriet i gang med at se på mulige løsninger på renteproblemstillingen. Det er for tidligt at oplyse, hvilke lovændringer der overvejes, da det vil afhænge af den konkrete løsningsmodel.«

Skatteministeriet har endnu ikke et overblik over, hvor mange penge de berørte boligejere, der er ramt af renteproblemet, skal have retur eller med ny lovgivning slipper for at blive opkrævet fremadrettet.

Men skatteministeren forventer ifølge et svar til Skatteudvalget at have et overblik ‘medio marts’.

For den enkelte boligejer drejer det sig i de hidtil omtalte sager i sagen om beløb op til cirka 14.000 kroner og ned til nogle få hundrede kroner.

Både den tidligere departmentschef i Skatteministeriet, Peter Loft, og juraprofessor Rasmus Grønved Nielsen har sået alvorlig tvivl om, hvorvidt renteopkrævningerne overhovedet er lovlige og har i lighed med Danmarksdemokraterne opfordret Folketingets Ombudsmand til at gå ind i sagen