Hun er god til det med tal, 57 årige Linette Bech Nielsen fra Virum.
Hun er bogholder. Derfor spottede hun med det samme, at der var noget, der så besynderligt ud, da hun og hendes mand modtog de første opkrævninger af ejendomsværdiskat på deres nyopførte rækkehus, som de flyttede ind i i april 2020.
På grund af de stærkt forsinkede ejendomsvurderinger fra Vurderingsstyrelsen fik de først deres 2020-vurdering i 2025, og de har derfor ikke betalt ejendomsværdiskat, før de sidste år fik opkrævninger fra Skattestyrelsen for i første omgang 2021 og 2022 .
Det var her Linette Bech Nielsen spærrede øjnene op.
For ud over selve ejendomsværdiskatten havde Skattestyrelsen tilskrevet renter i 34 måneder for 2021 og 21 månneder for 2022, selvom den forsinkede skattebetaling ene og alene skyldes Vurderingsstyrelsens forsinkede ejendomsvurderinger.
Renterne for de to år lyder på 4.574 kroner, og når Skattestyrelsen får sendt opkrævninger ud for 2023, 2024, 2025 og 2026 vil renteopkrævningerne fortsætte.
»Det er langt ude,« siger Linette Bech Nielsen og fortsætter:
»Jeg har altid betalt min skat med glæde, men her hopper kæden jo helt af. For selvfølgelig skal jeg ikke betale renter af en forsinket betaling, når forsinkelse skyldes skattevæsenet selv.«
Hun tilføjer, at hun flere gange har rykket for at få en ejendomsvurdering, så hun kunne betale sin skat til tiden.
Linette Bech Nielsen er blot det seneste eksempel i rækken af frustrerede boligejere, der er stået frem i B.T,. siden B.T. i januar afslørede, at Skattestyrelsen opkræver strafrenter i form af et rentetillæg og løbende renter af for sent betalte ejendomsværdiskatter, selvom om skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen over for B.T. har kaldt det 'skørt' og erkendt, at ansvaret for forsinkelsen udelukkende ligger hos Vurderingsstyrelsen.
Både juraprofessor Rasmus Grønved Nielsen, Københavns Universtet, og tidligere departmentschef i Skatteministeret Peter Loft har i B.T. sået alvorlig tvivl om, hvorvidt renteopkrævningerne overhovedet er lovlige.
De peger begge på, at kildeskattelovens paragraf om rentetilskrivning på restskatter fra lovgivers side er formuleret med henblik på, at der tilskrives renter, når skatteborgeren er skyld i den forsinkede skattebetaling; ikke når det er skattemyndighederne selv, der er ansvarlige for forsinkelsen.
Renteopkrævningerne strider ifølge juraprofessoren og den tidligere departementschef samtidig mod et ved domstolene fastslået retsprincip om, at man selv sagt ikke skal betale renter af en forsinket betaling, når forsinkelsen skyldes kreditor - i dette tilfælde Vurderingsstyrelsens stærkt forsinkede ejendomsvurderinger.
Med et fint ord kaldes det fordringshavermora.
Linette Bech Nielsen udtrykker sig mindre højpandet.
»Det er jo rockermetoder. Jeg har fået en dummebøde for noget, jeg ikke er ansvarlig for. Det er grotesk.«
Siden 16. januar har B.T. bedt Skatteministeriet svare på, om det mener, at renteopkrævningerne er forenelige med retsprincippet om fordringshavermora.
Skatteministeriet har i over en måned svaret udenom, men onsdag har B.T. modtaget dette svar fra Skatteministeriet:
»På baggrund af ønske fra skatteministeren bliver der set på mulige løsninger på renteproblemstillingen.«
Og videre:
»Det er Skatteministeriets opfattelse, at der i den nævnte situation er hjemmel til at opkræve rentetillæg og renter af restskat. Opkrævningen har hjemmel i kildeskattelovens § 62 A i samspil med reglerne i ejendomsskatteloven og ejendomsvurderingsloven. Der er derfor tale om et specifikt område, der er underlagt en detaljeret regulering, som finder anvendelse forud for det almindelige ulovbestemte princip om fordringshavermora.«
»Med andre ord vurderes det almindelige ulovbestemte princip om fordringshavermora ikke at være til hinder for opkrævningen af rentetillæg og renter af restskat i den nævnte situation.«
Linette Bech Nielsen har bogstavelig talt kun latter til overs for det svar:
“Ha, ha, ha. Det siger jo sig selv, at man ikke kan opkræve renter af en forsinket betaling, når man selv er skyld i forsinkelsen. Hvis Skatteministeriet var en virksomhed, var den lukket for længst.«
»Man kan jo ikke udskrive en faktura og så vente med at sende den og så bagefter opkræve renter for den forsinkede betaling,« siger bogholderen fra Virum.
14. maj 2025 skrev hun til Skattestyrelsen og krævede at få renterne på 4.574 kroner refunderet.
Skattestyrelsen svarede kort, at hun kan forvente at få svar inden 14. maj 2026, men tilføjede for en sikkerheds skyld:
»Er der behov for yderligere frist, hører du fra os. Venlig hilsen Sagsbehandling og Juridisk bistand.«
Lisbeth Bech Nielsen havde svært ved at tro sine egne øjne.
»Det her er altså nogle tilstande, jeg ikke normalt ville forbinde med Danmark. Når man behandler almindelige skatteborgere på den måde, øger det mistilliden til hele skattevæsenet.«
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen er på baggrund af B.T.s afsløring kaldt i samråd om sagen i Folketingets skatteudvalg torsdag klokken 10.15.
B.T. dækker samrådet.
