256 grundspilskampe er nu overstået, og de 12 slutspilshold er fundet, mens de resterende 20 kan gå på tidlig ferie.
Det blev Tennessee Titans, Buffalo Bills og Atlanta Falcons, der snuppede de sidste tre billetter til slutspillet, der manglede at blive fordelt før 17. og sidste runde af grundspillet nytårsaften. Her var der 10 kampe med noget på spil, men flere af stjernerne i de resterende kampe fik et hvil inden slutspillet. Derfor giver det ikke så meget mening at kigge på holdenes nuværende form på baggrund af den seneste spillerunde.
I stedet vil jeg tage udgangspunkt i den power ranking, jeg lavede før sæsonen, og se, hvor god - eller dårlig - jeg var til at spå, hvordan sæsonen ville forløbe. Igen vil jeg understrege, at det hold, der ligger i toppen, ikke nødvendigvis er det hold, der er min favorit til at vinde Super Bowl. Hvem der er det, kan du læse nederst, hvor jeg vil sammenligne mine forudsigelser om, hvilke hold der ville gå i slutspillet (både før sæsonstart og halvvejs igennem grundspillet) med, hvordan det rent faktisk endte efter grundspillet, og hvordan det vil komme til at gå i slutspillet.
Hver uge i løbet af sæsonen har bt.dk gjort status over den forgangne runde med en power ranking, der rangerede NFL-holdene ud fra deres øjeblikkelige styrke, hvis de skulle møde alle de andre hold lige nu på neutral grund.
Her er BTs power ranking efter grundspillets afslutning (i parentes står holdenes sejrsstatistik - sejre, nederlag, uafgjorte - og placering på BTs power ranking før sæsonen):
Uenig? Kommentarer modtages på Twitter:
De foregående power rankings kan ses her: Før sæsonen | 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16
1. New England Patriots (13-3 - nummer 1 før sæsonstart)
Skeptikerne og alle Patriots-haderne - og dem er der mange af - havde travlt med at begrave de forsvarende mestre, da Kansas City Chiefs ydmygede dem i første runde. Og hvordan endte det så? Med Patriots’ ottende sæson i træk med 12 sejre eller flere og hjemmebanefordel i hele slutspillet. For ottende gang i Bill Belichick/Tom Brady-æraen. Grundspillet endte med at være én lang sejrsmarch, kun afbrudt af et par enkelte afvigelser. Som sædvanlig, fristes man til at sige. Selv om Patriots ikke på samme måde har været lige så dominerende, som man tidligere har set holdet være, slutter holdet, hvor det begyndte i sæsonens første power ranking. Som nummer ét. Holdet går også ind til slutspillet som den i mine øjne største favorit til at vinde Super Bowl, ligesom Tom Brady må være favorit til at vinde prisen som den mest værdifulde spiller i ligaen. Lever Patriots og Brady op til favoritværdigheden i begge tilfælde, vil det være første gang, det sker. Hvilket er et godt argument for, at det ikke sker ...
2. Pittsburgh Steelers (13-3 - nummer 4 før sæsonstart)
Når man tænker på, at Steelers besidder ligaens bedste wide receiver, running back, offensive linje og den quarterback i NFL, der har kastet for næstflest yards, er det forbløffende, at det tog 11 uger, før Steelers scorede over 30 point i en kamp. Det gjorde dog ikke så meget, for forsvaret har virkelig spillet på et højt niveau, så Steelers er cruiset igennem grundspillet - på nær et par mærkværdige nederlag i begyndelsen af sæsonen til Chicago Bears og Jacksonville Jaguars, hvor Ben Roethlisberger kastede hele fem interceptions, og så den hjerteskærende og dramatiske afslutning i kampen mod New England Patriots. I den kamp blev Antonio Brown skadet i læggen, og han kæmper nu for at blive klar til slutspillet. Hans tilstedeværelse er altafgørende, hvis Steelers skal slå Patriots og spille sig i Super Bowl.
3. Minnesota Vikings (13-3 - nummer 13 før sæsonstart)
Vikings har toppet denne power ranking tre af de seneste fire uger. Alligevel sender jeg holdet ned på tredjepladsen på denne afsluttende liste. Jeg har som sådan ikke en finger at sætte på Vikings’ præstation i denne sæson, for holdet har spillet forrygende. Jeg kan bare ikke se, at holdet vil kunne besejre Pittsburgh Steelers eller New England Patriots i en eventuel Super Bowl - heller ikke selv om den skal spilles i Minneapolis. Forstå mig ret, forsvaret har været et af NFLs bedste (statistisk set er det det bedste), og angrebet har også leveret varen. Især de to wide receivere Adam Thielen og Stefon Diggs, og især når man tænker på, at Vikings mistede både quarterback Sam Bradford og running back Dalvin Cook for hele sæsonen tidligt på året. Bradfords afløser, Case Keenum, begår meget få fejl og har leveret på Pro Bowl-niveau, selv om han ikke blev valgt dertil, men paradoksalt nok kan han ikke engang vide sig sikker på at beholde sit job som starter i næste sæson, for i kulissen lurer Teddy Bridgewater, der gjorde comeback i denne sæson efter sin lange skadespause. Medmindre altså Keenum overstiger alle forventninger og fører Vikings til triumf i Super Bowl …
4. New Orleans Saints (11-5 - nummer 14 før sæsonstart)
Da Saints vandt Super Bowl i 2009-sæsonen, var det takket være et dynamisk løbeangreb, et forsvar, der godt nok tillod 21,3 point i snit pr. kamp, men forcerede et hav af turnovers, og så selvfølgelig Drew Brees. Sidstnævnte har siden da gentagne gange stået bag nogle af ligaens mest scorende angreb, men de to andre ingredienser har manglet, hvilket er hovedårsagen til, at Saints har misset slutspillet de seneste tre sæsoner. Sådan er det ikke i år. Saints-forsvaret har været forrygende og kun tilladt 20,4 point i snit, mens løbeangrebet snitter 129,4 yards pr. kamp anført af ligaens bedste running back-duo i skikkelse af Mark Ingram og rookie Alvin Kamara. Og Drew Brees? Han har ikke været lige så dominerende som tidligere, men han har stadig den næsthøjeste passer rating blandt startende quarterbacks i NFL. Med andre ord: Saints er et af de mest komplette hold i ligaen, og det plejer at være en god opskrift på en tur til Super Bowl. Det indtryk ændres ikke af, at holdet sluttede grundspillet af med at tabe til Tampa Bay Buccaneers.
5. Los Angeles Rams (11-5 - nummer 29 før sæsonstart)
Med afstand sæsonens største positive overraskelse. Sean McVay må være favorit til at blive kåret til årets bedste træner med tanke på den forvandling, Rams-angrebet har gennemgået under den tidligere offensive koordinator for Washington Redskins. Holdet scorede i snit 29,9 point pr. kamp - flest af alle i NFL. Det skyldes ikke mindst running back Todd Gurley, der var fænomenal. Gurley løb for 1.305 yards (næstflest af alle) og 13 touchdowns (flest af alle), men lægger man hans evner som receiver oveni, er han den spiller i ligaen med flest yards fra scrimmage (2.093) og touchdowns (19). Der er dog også grund til at fremhæve Jared Goff, topvalget fra 2016-draften, der har hævet sit niveau betragteligt i forhold til sit rookie-år. Og så har forsvaret under Wade Phillips lignet et rigtigt Wade Phillips-forsvar: mange sacks og mange turnovers, hvilket førte til, at modstandernes quarterbacks noterede sig for den femtelaveste passer rating mod Rams.
6. Carolina Panthers (11-5 - nummer 16 før sæsonstart)
Ni gange i denne sæson har Cam Newton haft en passer rating under 71,0. Ni! Det er over en halv sæson. Alligevel er Panthers tilbage i slutspillet efter et års fravær. Alligevel er Panthers et af de bedste bud på en Super Bowl-vinder. På grund af Newton. Forvirret? Årsagen er simpel: For trods sin svingende sæson, der til quarterbackens forsvar også har budt på fire kampe med en passer rating på over 120, har Newton brugt et af de våben, der gør, at formlen til at beregne passer rating ikke er den bedste til at måle en quarterbacks værdi: hans evne til at løbe med bolden. Det er blevet til 754 yards og seks touchdowns. Den dobbelte trussel, som Newton udgør, fortsætter med at være en faktor, modstanderne har haft svært ved at dæmme op for. Læg dertil, at holdet i Jonathan Stewart har en effektiv running back, i Greg Olsen har en tight end, der er nærmest umulig at dække op, i Christian McCaffrey har en schweizerkniv af et offensivt våben, og et forsvar, der anført af Luke Kuechly kan stoppe selv de bedste angreb, og Panthers er en force, der skal tages alvorligt. Og har Cam Newton en af de dage, hvor han også er farlig med sin kanon af en arm, som han har en gang imellem, kan Panthers sagtens gå hele vejen.
7. Kansas City Chiefs (10-6 - nummer 12 før sæsonstart)
Chiefs vandt for andet år i træk AFC West, men hvilket Chiefs-hold får vi mon at se i slutspillet? Det hold, der blæste al modstand til side i sæsonens begyndelse og var det sidste ubesejrede hold? Det hold, der herefter tabte fem ud af seks kampe? Eller det hold, der til sidst genfandt melodien og sluttede sæsonen af med at vinde fem af de sidste seks kampe? Det store udsving er alarmerende, men også et udtryk for, at Chiefs er enormt afhængig af, at særligt to aspekter af spillet fungerer: løbeangrebet og forsvarets evne til at forcere turnovers. Når det er sagt, er det på sin plads at løfte på hatten af quarterback Alex Smith, der sluttede med den bedste passer rating af alle startende quarterbacks og for alvor har begravet sit ry for blot at være en game manager med et hav af dybe kast. Faktisk har kun Ben Roethlisberger ramt på flere kast over 40 yards end Smith, der også nåede 4.000 yards for første gang i sin 12 år lange karriere, og burde have været valgt til Pro Bowl.
8. Atlanta Falcons (10-6 - nummer 6 før sæsonstart)
Falcons sikrede sig den sidste slutspilsbillet i NFC på sidste spilledag med en 22-10-sejr over Carolina Panthers efter en af den slags helstøbte præstationer, som der ellers har været for få af i sæsonen. Det var ikke flashy ligesom sidste år - især løbeangrebet havde det svært - men Falcons anno 2017 er et hold, der kan vinde på flere måder, end holdet fra 2016-sæsonen var i stand til. Her bar det suveræne angreb holdet til Super Bowl, men da det gik i stå sidst i tredje quarter, var forsvaret ikke i stand til at holde fast. Sådan er det ikke i år, og det kan gøre Falcons til en joker i slutspillet, selv om det skal spille på udebane hele vejen.
9. Jacksonville Jaguars (10-6 - nummer 19 før sæsonstart)
Jeg havde - igen - fidus til Jaguars, men valgte alligevel at placere holdet som nummer 19 i min power ranking før sæsonstarten. Brændt barn skyr ilden, I ved. Jeg skal dog love for, at holdet denne gang levede op til den hype, der omgærdede Jaguars inden sæsonen. Forsvaret, der blev kraftigt forstærket før sæsonen, leverede en forrygende sæson og tillod kun 16,8 point i snit - næstfærrest i NFL. I A.J. Bouye og Jalen Ramsey har Jaguars ligaens bedste cornerback-duo, og med 55 sacls er det ikke noget tilfælde, at forsvaret har fået tilnavnet ‘Sacksonville’. Det ømme punkt har været quarterback Blake Bortles. På nær en god stime i december har Bortles ikke imponeret, men det har heller ikke været nødvendigt på grund af forsvarets dominans. Om det rækker i slutspillet, må tiden vise, men der er noget stort i gære i det nordlige Florida.
10. Philadelphia Eagles (13-3 - nummer 17 før sæsonstart)
Overordnet set har det været en fantastisk sæson for Eagles, der for første gang siden 2004 er det bedste hold i NFC. Men tabet af quarterback Carson Wentz har sat skår i glæden. Uden ham er Eagles ikke længere et realistisk bud på en Super Bowl-vinder i mine øjne. Nick Foles er en ganske hæderlig reserve, og jeg står ved, at Eagles også ville være et slutspilshold, hvis holdet havde haft ham bag center i en større del af sæsonen, end tilfældet har været. Så godt er resten af holdet nemlig. Men Foles besidder ikke Wentz’ evne til at skabe store spil. Der er for meget livrem og seler over hans spil, hvilket især kom til udtryk i sæsonens sidste kamp mod Dallas Cowboys, hvor han blot ramte på 4 af 11 kast for 39 yards og en interception, inden han blev sparet i de sidste tre quarters af 0-6-nederlaget. Jeg skal slet ikke afvise, at holdet kan vinde i Divisional Round, men i en eventuel NFC-finale mod Minnesota Vikings, Carolina Panthers, New Orleans Saints eller Los Angeles Rams ser jeg ikke Eagles være favorit trods hjemmebane og status af topseedet. Men der er så meget kvalitet i holdet, at fremtiden tegner lys.
11. Los Angeles Chargers (9-7 - nummer 20 før sæsonstart)
Anthony Lynn fik ikke den bedste start som ny træner for Chargers, der tabte sine første fire kampe i sæsonen. Det endte med at være for stort et hul at kravle op ad for Chargers, der trods ni sejre lige akkurat missede slutspillet, da Tennessee Titans vandt over Jacksonville Jaguars. Holdet er dog spækket med profiler, der lover godt for både holdets muligheder i fremtiden. Angrebet bugner af playmakere, som quarterback Philip Rivers udnytter til fulde, og forsvaret har en af ligaens bedste pass rush-duoer i Joey Bosa og Melvin Ingram og en talentfuld secondary anført af cornerback Casey Hayward. Kan enheden også blive bedre til at stoppe løbet, bliver Chargers et giftigt bekendtskab.
12. Seattle Seahawks (9-7 - nummer 3 før sæsonstart)
For første gang siden 2011 står Seahawks udenfor, når slutspillet begynder, og man har på fornemmelsen, at en æra er slut. Forventningen er i hvert fald, at Seahawks ‘Legion of Boom’ bliver splittet til atomer i offseason, og sådan som enheden har spillet i denne sæson, er det måske også godt det samme. Godt nok har safety Kam Chancellor og cornerback Richard Sherman været ude længe med skader (Chancellors kan endda tvinge ham til et karrierestop), men allerede før de to gik ned, var der en antydning af, at alderen var ved at indhente den ellers så skræmmende secondary. Også på den defensive linje kan Seahawks miste profiler som Cliff Avril og Michael Bennett, der - ligesom tilfældet er med Sherman og Chancellor - giver holdet problemer med lønloftet. Når man samtidig tænker på, at Seahawks har desperat brug for forstærkninger på angrebet - især offensive linjemænd og en running back, der kan skrabe mere end 240 yards sammen - ser jeg ikke holdet vende tilbage til slutspillet næste år.
13. Dallas Cowboys (9-7 - nummer 10 før sæsonstart)
Som forudset før sæsonen endte karantænen til running back Ezekiel Elliott med at koste dyrt for Cowboys. Efter en langstrakt juridisk proces endte Elliott med at sidde ude i seks kampe i november og første halvdel af december, og her led Cowboys tre klare nederlag og satte blot 22 point i alt på tavlen. Det blev dog også til tre sejre, så da Elliott vendte tilbage juleaften, var Cowboys stadig i live i kampen om en plads i slutspillet. Den formåede holdet ikke at snuppe, og derfor må sæsonen betegnes som en skuffelse. Det er da også værd at bemærke, at fire af de syv nederlag, holdet led, var med Elliott på banen. Af andre årsager til Cowboys’ tilbageskridt kan nævnes skaden til Sean Lee, der er lederen af forsvaret, og Dez Bryant’ pauvre produktion. Og så må quarterback Dak Prescott også tage sin del af ansvaret, for han faldt også voldsomt i niveau i forhold til sidste sæson.
14. San Francisco 49ers (6-10 - nummer 28 før sæsonstart)
I 49ers’ tilfælde har der snarere været tale om to sæsoner i én. For der er en klar skillelinje. Et før og et efter Jimmy Garoppolo. Før ‘Gesus’, som Garoppolo er blevet døbt, blev starter, tabte 49ers 10 ud af 11 kampe. Efterfølgende har 49ers ikke tabt, og holdets fem vundne kampe, er den længste aktive sejrsstime i NFL. Derfor blæser der optimistiske vinde over bugten i San Francisco, der med god luft i forhold til lønloftet har økonomisk råderum til at hente mange, store profiler til klubben i offseason. Når man dertil lægger, at holdet har været ramt af et hav af skader, ser det lovende ud for den kommende sæson. Ret skal være ret: Der var også en god grund til, at holdet tabte 10 af de første 11 kampe i sæsonen, for truppen savner kvalitet, men 49ers vil - med rette - sandsynligvis blive spået til en plads i slutspillet i 2018 hos mange iagttagere.
15. Baltimore Ravens (9-7 - nummer 25 før sæsonstart)
For fjerde år i træk missede Ravens slutspillet, selv om holdet havde et frygtindgydende forsvar. Tre gange har Ravens holdt modstanderne fra at score, og så har intet andet hold lavet lige så mange interceptions som Ravens. Desværre for John Harbaughs tropper har angrebet - til tider - været næsten lige så ringe, som forsvaret har været godt. En del af forklaringen kan være, at quarterback Joe Flacco var plaget af en rygskade i offseason, og selv om han så skarp ud i december, var han og wide receiverne et svagt punkt. Running back Alex Collins har dog været et fund. På den måde kom der dog lidt godt ud af det hav af skader, der ramte Ravens før sæsonstart og gjorde, at jeg ikke troede, holdet ville snuppe en af billetterne til slutspillet. Når man ser på, hvem der i stedet nappede de to wildcards i AFC-konferencen, er jeg ærgerlig over, at jeg fik ret ...
16. Detroit Lions (9-7 - nummer 23 før sæsonstart)
Jeg var så letsindig at udråbe Lions som mit bud på en vinder af NFC North halvvejs inde i sæsonen. Sådan gik det som bekendt ikke. Men det siger alligevel lidt om, hvor solidt Lions var som hold tidligere på sæsonen, selv om man ikke kan kalde holdet for dominerende. Det ligger dog heller ikke i holdets dna at tromle hen over modstanderne, men omvendt kan man heller aldrig afskrive Lions helt i nogen kampe, for få hold er lige så gode til at komme fra baghjul som Lions. Sidste år kostede tre nederlag på stribe divisionstitlen - men dog ikke slutspillet. I år smed Lions det hele på gulvet med et dumt nederlag til Cincinnati Bengals juleaften. Det endte med at koste Jim Caldwell en fyreseddel, men hvis holdet får fundet en running back, der kan lette presset på quarterback Matthew Stafford, og opgraderet forsvarets forreste syv vil Lions dog også næste år kunne spille med om slutspilsbilletterne.
17. Tennessee Titans (9-7 - nummer 15 før sæsonstart)
Tre nederlag i træk i december var tæt på at sende Titans ud i mørket efter en sæson, hvor holdet trods svingende præstationer - ikke mindst offensivt - konstant lå godt til i jagten på en slutspilsbillet. En sejr over Jacksonville Jaguars, der ikke havde det store at spille for i, i sidste kamp reddede dog sæsonen. Det har været en underlig sæson for Titans, som jeg tippede til at vinde AFC South, efter at holdet havde forstærket sig de rigtige steder. Men det, der i sidste sæson var et af de bedste løbeangreb, var i denne sæson bogstaveligt talt middelmådigt, og Marcus Mariota kastede alt for mange interceptions. Byggestenene er der, men Titans mangler at finde ud af, hvad holdets offensive identitet skal være fremadrettet. Skal holdet bygges op omkring Mariotas arm eller Mariotas ben og et stærkt løbeangreb?
18. Arizona Cardinals (8-8 - nummer 9 før sæsonstart)
Cardinals fik sæsonen ødelagt af skader til først running back David Johnson og siden til quarterback Carson Palmer, så egentlig er det mere end godkendt, at holdet fik otte sejre og dermed forbedrede sig i forhold til sidste sæson, for angrebsspillet har ikke været pænt at se på - med undtagelse af wide receiver Larry Fitzgerald. Spørgsmålet er nu, om tavlen bliver vasket ren i ørkenen. Der er usikkerhed omkring, hvorvidt træner Bruce Arians fortsætter, og det samme gælder Fitzgerald og Palmer. Til gengæld kan holdet glæde sig over, at Chandler Jones med sine 17 sacks var den bedste pass rusher i sæsonen. Efter to skuffende sæsoner er det ikke utænkeligt, at Cardinals-ledelsen vælger at trykke på ‘reset’-knappen.
Opdatering: Bruce Arians annoncerede kort efter publiceringen af denne power ranking, at han indstiller trænerkarrieren.
19. Buffalo Bills (9-7 - nummer 27 før sæsonstart)
I begyndelsen af sæsonen så det lovende ud for Bills, der både besejrede Denver Broncos og Atlanta Falcons på et tidspunkt, da begge hold var ubesejrede, ved hjælp af et godt forsvar og et angreb, der tog vare på bolden og dominerede langs jorden. Men så traf Bills-ledelsen to katastrofale beslutninger. Nose tackle Marcell Dareus blev sendt til Jacksonville Jaguars og quarterback Tyrod Taylor blev bænket til fordel for Nathan Peterman efter en skidt indsats i 10-47-nederlaget til New Orleans Saints. Eksperimentet med Peterman varede kun en kamp, for rookien kastede fem interceptions i én halvleg, og pludselig var Bills 5-5 ved indgangen til december. Bills fik dog lige akkurat rettet nok op på til at sikre sig en slutspilsbillet takket være Cincinnati Bengals' sejr i sidste øjeblik over Baltimore Ravens i sidste spillerunde. Jeg tror dog ikke, at Bills når videre end til wildcard-runden. Slet ikke, hvis running back LeSean McCoy ikke når at blive klar, efter at han måtte udgå i sæsonens sidste kamp mod Miami Dolphins. Men Bills-fansene kan dog trods alt glæde sig over, at slutspilstørken er slut efter 18 lange år. Og det faktum blev fejret med maner nytårsaften. Af både spillere og fans.
20. Washington Redskins (7-9 - nummer 22 før sæsonen)
Få hold har været så hårdt ramt af skader som Redskins, som derfor aldrig var i nærheden af at gøre sig gældende i kampen om slutspilsbilletterne. Det pudsige er dog, at holdets syv sejre var flere, end jeg havde regnet med, at det ville få - selv hvis alle mand havde været skadesfrie igennem hele sæsonen. På den måde har Redskins vist sig som et bedre hold end forventet. Det skyldes ikke mindst quarterback Kirk Cousins, der har sat sig selv i en ideel situation, efter at han de seneste to sæsoner har spillet under franchise tag. I offseason står han derfor til at blive NFLs bedst betalte spiller nogensinde, uanset om han vælger at blive hos Redskins eller skifte til for eksempel Denver Broncos, Cleveland Browns, Buffalo Bills, New York Giants, New York Jets eller Arizona Cardinals, som alle har brug for en quarterback.
21. Green Bay Packers (7-9 - nummer 2 før sæsonstart)
‘Med Aaron Rodgers som quarterback vil Packers altid være blandt de stærkeste hold’, skrev jeg før sæsonen. ‘Uden Aaron Rodgers som quarterback er Packers et af de dårligste hold’, kan jeg så konstatere 17 uger senere. Da Rodgers’ brækkede kravebenet i 6. spillerunde, lignede det, at holdets drøm at vinde Super Bowl ville lide et knæk. Det indtryk blev ikke svagere af, at holdet efterfølgende tabte fem ud af seks kampe, men da Rodgers gjorde comeback søndag 17. december, stod holdet alligevel i en situation, hvor det med tre sejre stadig kunne snige sig i slutspillet. Holdet tabte dog til Carolina Panthers, og så brast drømmen definitivt. Packers’ problemer siger alt om, hvor god Aaron Rodgers egentlig er, og hvor dårligt resten af holdet er. Det bør give stof til eftertanke hos ledelsen, hvis konservative tilgang til free agency måske er dét, der gør, at Packers ‘kun’ har vundet en Super Bowl med Rodgers. Jeg tror i hvert fald, jeg vil være mere påpasselig med at udråbe Packers som min Super Bowl-favorit i fremtiden.
22. Oakland Raiders (6-10 - nummer 5 før sæsonstart)
En voldsomt skuffende sæson af Raiders, der fik konsekvenser for cheftræner Jack Del Rio. Defensiv koordinator Ken Norton Jr. fik allerede sparket i løbet af sæsonen, og offensiv koordinator Todd Downing ryger nok samme vej, nu da holdet skal finde sig en ny træner. Angrebet i almindelighed og Derek Carr og Amari Cooper i særdeleshed er faldet gevaldigt i niveau i forhold til sidste år, og det blev aldrig en succes med tilbagevendte Marshawn Lynch som running back. Talentmassen er til stede, men Raiders har virket forkrampet og tynget af det enorme forventningspres, der var på holdet før sæsonen.
23. Tampa Bay Buccaneers (5-11 - nummer 8 før sæsonstart)
Sammen med New York Giants og Oakland Raiders har Buccaneers i min bog været sæsonens største negative overraskelse. Jeg havde forventet mig meget af Buccaneers, der i sidste sæson viste lovende takter især defensivt. Og med et opgraderet angreb lå det lige for, at Buccaneers kunne tage det sidste skridt op og give ellers stærke hold som Atlanta Falcons, New Orleans Saints og Carolina Panthers baghjul. Det skete ikke. Langtfra endda. Godt nok sluttede holdet af med en imponerende sejr over Saints, selv om quarterback Jameis Winston kastede hele tre interceptions. Netop Winston har været en af årsagerne til Buccaneers’ skuffende sæson. Han noterede sig for eksempel for karrierens dårligste quarterback rating (ikke at forveksle med passer rating, for her var det omvendte tilfældet). Skader spillede også ind på sæsonen - især forsvaret var hårdt ramt.
24. Cincinnati Bengals (7-9 - nummer 18 før sæsonstart)
En æra er slut i Cincinnati, hvor Marvin Lewis efter alt at dømme er fortid som cheftræner efter 15 sæsoner med flere slutspilsdeltagelser, men ingen sejre. Også selv om han selv siger, at han gerne vil vende tilbage. Hans kontrakt er dog udløbet, og det vil være overraskende, hvis ejer Mike Brown trods sine vane med at give sine trænere endog meget lang snot, vælger at beholde Lewis som træner. For Bengals er noget af en rodebutik. Offensiven har stort potentiale, men det er slet ikke blevet forløst i denne sæson. Løbeangrebet er NFLs næstdårligste, og kasteangrebet har været en stor skuffelse, hvilket især skyldes, at quarterback Andy Dalton noterede sig for sin værste quarterback rating (ikke at forveksle med passer rating) i karrieren, og at man valgte at lade to startere på den offensive linje gå i free agency. Et andet problem, der har været gennemgående i Lewis’ regeringstid, har været manglende disciplin. To kampe i træk i denne sæson blev en Bengals-spiller smidt ud … Det tror jeg aldrig, jeg har set før i den tid, jeg har fulgt NFL. Der er med andre ord meget at rette op på.
25. Denver Broncos (5-11 - nummer 11 før sæsonstart)
At NFL er en quarterback-drevet liga er Broncos det fremmeste eksempel på. Med et forsvar, der på papiret - og i begyndelsen af sæsonen - var et af NFLs bedste, og et angreb, der trods en middelmådig offensiv linje var udmærket besat på wide receiver- og running back-positionen, havde jeg så stor tiltro til holdet, at jeg før sæsonen spåede det en plads i slutspillet. Men hold da op, hvor tog jeg fejl. For hverken Trevor Siemian, Brock Osweiler eller Paxton Lynch viste et niveau, der var NFL værdigt, og så faldt resten af korthuset sammen. Den manglede kvalitet på spillets vigtigste position falder tilbage på general manager John Elway, og det er hævet over enhver tvivl, at klubben skal på jagt efter en quarterback i offseason. Forsvaret trænger også til en opgradering eller fire, og jeg vil også godt sætte spørgsmålstegn ved, om Vance Joseph er den rette mand til at stå i spidsen for holdet, selv om John Elway nytårsdag slog fast, at Joseph også er træner for Broncos i næste sæson.
26. New York Jets (5-11 - nummer 32 før sæsonstart)
Jeg havde ikke den store tiltro til Jets før sæsonstart - for nu at sige det mildt. Faktisk tvivlede jeg på, at holdet overhovedet ville vinde en kamp. Så dårlig så truppen ud. Angrebet manglede playmakere og en ordentlig quarterback, og bortset fra et par stjerner på den defensive linje og rookie-safety Jamal Adams så det ikke meget bedre ud på forsvaret. Forstå mig ret, Jets er ikke noget godt hold, men det har i løbet af sæsonen vist, at det som enhed er bedre end summen af de enkelte dele. Jeg er især imponeret over holdets kampgejst. Ikke noget med at lægge sig ned - på nær i et par kampe sidst på sæsonen. Hvis Jets finder en franchise quarterback og får draftet godt ser det forholdsvist lyst ud for holdet. Både cheftræner Todd Bowles og general manager Mike Maccagnan fik forlænget deres kontrakter, så de nu begge først udløber i 2020. Denne tålmodige tilgang synes fornuftig.
27. Miami Dolphins (6-10 - nummer 24 før sæsonstart)
Jay Cutler-eksperimentet var dømt til at mislykkedes, men man kan dårligt bebrejde træner Adam Gase for at hive sin gamle quarterback op af hatten, da Ryan Tannehill blev skadet kort før sæsonstart. Noget var han jo nødt til at gøre. Det ændrer dog ikke på, at sæsonen har været en skuffelse. Der var enkelte højdepunkter som sejrene over New England Patriots og Atlanta Falcons, men holdet var ikke i nærheden af at nå samme niveau som i sidste sæson, da holdet nåede frem til slutspillet. Værst så det ud i oktober og november, da det blev til fem nederlag i træk, og i de to kampe, hvor Dolphins gik fra banen uden at have sat ét eneste point på tavlen.
28. Chicago Bears (5-11 - nummer 30 før sæsonstart)
John Fox-æraen er slut i Chicago, og den kommer ikke til at fylde alverden i annalerne i den traditionsrige klub. Men selv om sæsonen har været trist set med Bears-øjne, er der dog lys for enden af tunnelen, vil jeg mene. For der er masser af ungt talent, som på sigt kan forvandle Bears fra pretenders til contenders. Holdet har to unge running backs i Jordan Howard og Tarik Cohen, en lovende quarterback i Mitchell Trubisky og et forsvar med flere unge talenter, som kun har tilladt 20 point i snit pr. kamp i denne sæson. Der skal dog nogle forstærkninger til, før holdet kan gøre sig gældende i den stærke NFC North.
29. Houston Texans (4-12 - nummer 21 før sæsonstart)
Jeg har egentlig lyst til at placere Texans noget højere oppe på listen, men med sølle fire sejre er det svært at forsvare. Der er dog en god grund til, at Texans’ sæson endte som en skuffelse. Skader. Og mange af dem. Til de største profiler. Ingen hold kan tåle at miste to af sine bedste forsvarsspillere, når det drejer sig om så gode spillere som J.J. Watt og Whitney Mercilus, og når quarterbacken går i stykker ugen efter vil de fleste holds sæson være dødsdømt. Jeg kan dog ikke vente med at se, hvordan Texans vil klare sig næste år, når alle mand er tilbage. Kan Deshaun Watson fortsætte sine imponerende takter bag center? Vil Texans-forsvaret vende tlibage til sidste sæsons niveau, når Watt og Mercilus får en hel sæson sammen med Jadeveon Clowney? Hvis svaret er ja til begge spørgsmål, vil Texans godt kunne byde både Jacksonville Jaguars og Tennessee Titans op til dans, og hvis Andrew Luck også vender tilbage i 2018, er AFC South pludselig en af ligaens sjoveste divisioner.
30. Indianapolis Colts (4-12 - nummer 26 før sæsonen)
Som frygtet endte Andrew Luck med at være skadet hele sæsonen, og Colts er altså ikke det samme hold uden stjernequarterbacken. Han skulle være klar til næste sæson. Det samme kan ikke siges om træner Chuck Pagano, der fik sparket efter holdets skuffende sæson. Pagano vil ikke være den eneste, der ryger. Jeg forventer en kraftig udrensning i truppen, der savner kvalitet hele vejen rundt. Angrebet har kun én playmaker i T.Y. Hilton, og forsvaret er ét stort rod, hvilket de 25,2 point i snit pr. kamp, som enheden tillader, vidner om. Og så er det jo ikke mindst spændende, om danske Andreas Knappe beholder sin plads på practice squad og måske endda kan snige sig blandt de 53 spillere i kamptruppen næste år.
31. New York Giants (3-13 - nummer 7 før sæsonstart)
Giants kan prise sig lykkelig over, at Cleveland Browns gik sejrsløs igennem sæsonen, for ellers havde holdet ligget nederst i denne sidste power ranking. For der kan ikke være to meninger om, at Giants er den største skuffelse i denne sæson. Jeg - og mange andre iagttagere - havde spået Giants til at vinde NFC East, men det viste sig hurtigt at være uden hold i virkeligheden. Det blev kun til tre sejre, og undervejs blev både cheftræner Ben McAdoo og general manager Jerry Reese fyret, mens quarterback Eli Manning blev bænket i en enkelt kamp. Godt nok var Giants ramt af skader til blandt andet Odell Beckham Jr., men det ændrer ikke på, at holdet over hele linjen præsterede katastrofalt. Løbeangrebet har været ikke-eksisterende, den offensive linje er vel NFLs ringeste, og forsvaret har været pinligt at se på - ikke mindst fordi spillerne så ud til at give op tidligt i sæsonen, hvilket de mange disciplinære problemer vidner om. Der venter en stor udrensning i offseason, men spørgsmålet er, om ikke det bliver en længere proces at få genrejst et af ligaens ellers mest stabile mandskaber.
32. Cleveland Browns (0-16 - nummer 31 før sæsonstart)
Jeg var ikke lige så solgt på, at Browns ville være markant forbedret, som andre iagttagere var inden sæsonstarten. Men jeg havde nu ikke i min vildeste fantasi troet, at holdet ville være så dårligt. Det kræver alligevel noget at være dårligere end et hold, der kun vandt én sejr i sidste sæson. Rædselssæsonen har allerede kostet Sashi Brown jobbet som general manager, mens træner Hue Jackson har fået lov at blive. Det forstår jeg simpelthen ikke. En træner, der kun er noteret for én sejr i 32 kampe, skal da smides ud på røv og albuer. Især når man har ansat en ny general manager og står med topvalget i draften for andet år i træk. Hvorfor i alverden skal John Dorsey trækkes med en træner, han med stor sandsynlighed - og med rette - ikke har ret stor tiltro det. Det er dømt til at gå galt. Men det er typisk Browns … Derfor er det da heller ikke nogen overraskelse, at flere college-quarterbacks overvejer at undlade at gå i draften, fordi de ikke har lyst til at blive draftet af Browns. Problemet er bare, at de glemmer, at Browns såmænd godt kan ende med et højt draftvalg i første runde igen i 2019 ...
