Det kan meget vel være, at Roberta på tre aldrig nogensinde skal tage et ballet-trin i sit liv. Men den lille pige er ikke i tvivl om, hvad hendes far laver.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det fik Alexander Kølpin og hans kone Sarah Zobel bevis for, da Roberta under børneforestillingen »Folk og røvere i Kardemomme by« på farfars Bellevue Teater stillede sig op ude i midtergangen og trak sine små strømpebukser og underbukser ned, mens hun svingede med armene over hovedet.

»Jeg stripper. Ligesom far,« erklærede den lille. Mens hendes flove forældre skyndsomst trak af med barnet.

»Roberta var jo med ude i Tappehallen, da vi lavede »Full Monty«. Og siden har hun været overbevist om, at far altid stripper, når han tager på arbejde,« forklarer Alexander Kølpin grinende. Stolt af sin fremmelige datter.

Lige for tiden er selvsamme Bellevue Teater i Klampenborg Alexanders arbejdsplads. Og det bliver det ved med at være til midten af august, hvor godt to uger med sommerballet er overstået. Det er 14. år i træk, at Kølpin laver ballet for københavnere og andet godtfolk.

Men kun år to på Bellevue. Og som sædvanlig er det lykkedes den tidligere solodanser fra Det Kgl. Teater og Bolsjoj-ballettens »Verdens Bedste Danser 1992«-prismodtager at trække nogle af verdens bedste internationale balletstjerner til København.

»For mig begynder det hver gang med råvarerne. Altså balletdanserne. Det er først bagefter, at ideerne til indholdet begynder at komme. Men det kræver altså også, at jeg nogle gange må planlægge flere år ud i fremtiden. Det er jo folk med fyldte kalendere.«

Tre ugers knokleri
»Fordelen ved at arbejde med top-professionelle dansere er udover den indlysende kvalitet også, at de »ikke behøver at skulle føle efter, om de nu virkelig føler sig motiverede, før de går i gang med arbejdet.

Danserne begynder at ankomme omkring 8-10. juli. Og så har vi liiige tre uger til at øve fem balletter.

Det kræver altså, at folk knokler fra 10 til syv, og at der er fuld piv på hårtørreren, når vi først går i gang. Men det kræver også, at jeg har planlagt alt på forhånd ned til allermindste detalje,« fortæller Alexander.

Og hvem er det så liiige, at unge Kølpin gerne vil hive ind at se sommerballet? Er det monstro nationens 20 blåhårede damer, som ææælsker Bournonville og kan alle trinene fra »Sylfiden« udenad? Eller er det de unge og hippe med Versace-tøjet og Gucci-taskerne?

Publikum kommer i S-tog
»Mit drømmepublikum er dem, som kommer herop med S-toget og ser dans for første gang. Dem gi'r vi så fem balletter. Og bagefter vil de forhåbentlig sige, at noget af det var sjovt, noget var flot, og noget forstod de ikke. Jeg orker heller ikke at lave ballet for anmeldere - og for dem, som kan Bournonvilles ABC forfra og bagfra.

Ballet skal kommunikere sanseligt og visuelt. Og være lidt ligesom mad. Det keder mig enormt, hvis det hele går op i at sætte etiketter på tingene. Det er lige meget, om dans er klassisk, contemporary eller modern.

Ligesom det også er lige så ligegyldigt, om mad kan kaldes pan-asiatisk, fussion eller nouvelle cuisine. Hvis jeg har det godt med hende eller ham, som jeg spiser sammen med - og i øvrigt nyder maden og bliver overasket over den - så er det dét, der tæller.«

maggie@bt.dk