Fagforbundet FOA ærgrer siger over ny toner om efterløn fra Helle Thorning-Schmidt, og at der igen skydes på den. LO tager det helt roligt.

Det er utrygt, at Socialdemokraterne nu bringer efterlønnen i spil igen, mener Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).

Formand Dennis Kristensen opfatter ikke Helle Thorning-Schmidts advarsel om, at efterlønnen kan være i fare som en direkte trussel, men helt tryg er han ikke.

- Jeg opfatter Thornings udtalelse som en melding om, at det kan godt være, at der ligger nogle rygende pistoler og venter på jer, og det synes jeg er ubehageligt forud for en trepartsforhandling, siger han.

Det overrasker FOA-formanden, at Helle Thorning-Schmidt tirsdag udtalte, at det kan koste efterlønnen, hvis ikke fagbevægelsen lever op til aftalen med S og SF om at skaffe 15 milliarder kroner ved at forlænge arbejdstiden.

- Jeg synes jo ikke det gavner processen, hvis der sådan bliver strøet rygende pistoler rundt omkring i de næste halvandet år, siger Dennis Kristensen.

I LO tager man det mere roligt og føler sig ikke spor truet, siger formand Harald Børsting.

- Hun vil blot understrege over for os, at hun bestemt forventer, at vi lever op til det tilsagn, vi har givet om at skaffe de 15 milliarder kroner på arbejdsmarkedet, fastslår LOs formand og tilføjer, at Helle Thornings ærinde desuden er at slå fast, at S og SFs plan Fair løsning er troværdig.

/ritzau/