Medmindre Venstre har planer om ligefrem at lette Helle Thorning-Schmidts vej til Statsministeriet bør partiets politiske ordfører Peter Christensen skrue ned for retorikken.
Hans stædige forsøg på at fastholde billedet af, at den socialdemokratiske leder er en skattespekulant, der 'tæller dag' for at ægtefællen kan slippe for at betale skat i Danmark, falder pinligt til jorden på en dag, hvor den samlede opposition ånder lettet op. Stephen Kinnock er ikke skattepligtig i Danmark i 2007, 2008 eller 2009, er konklusionen på den vurdering, de københavnske skattemyndigheder er nået frem til knapt tre måneder efter, at selvangivelsen blev indgivet fra ægteparret.
Det står endnu uklart, på hvilken baggrund, myndighederne er nået frem til resultatet udover, at der henvises til, at manden 'ikke har taget bopæl' i Danmark.
'Vi har fulgt reglerne, og 'de har haft adgang til alle oplysninger,' lød det fredag fra Helle Thorning-Schmidt, der samtidig forklarede, at ægteparret ikke agtede at lægge alle private oplysninger frem for offentligheden.
Sejr for Helle Thorning
Selv om konklusionen er en ubetinget sejr for Helle Thorning-Schmidt, der hele tiden har fastholdt, at ægteparret har fulgt reglerne, vil det faktum, at alt ikke bliver lagt åbent frem, give anledning til nye spekulationer. Ikke mindst fordi budskabet fra kredsen omkring S-formanden tidligere har været det modsatte.
Ulysten til at offentliggøre dybt private oplysninger er forståelig og principiel – som da Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde i 2005 gik skarpt i rette med sin chef Anders Fogh Rasmussen, der forlangte, at ægtefæller til ministre skulle lægge økonomiske interesser frem. På den baggrund ville Rohde fraskrive sig en ministerpost, lød det dengang fra den stålsatte og dygtige unge Venstre-mand til Ritzaus Bureau:
- Jeg vil aldrig nogensinde forlange af min familie, at de skal stille sig offentligt til skue på internettet. Og jeg vil opfordre alle politikere til at sige det samme: At det vil vi ikke være med til. Vi skal bedømmes på vores egne gerninger, men vores familie skal ikke betale prisen for, at vi er politikere.
Blod på tanden
Der er imidlertid næppe nogen tvivl om, at den manglede åbenhed om detaljerne om Skats afgørelse kan give Venstre yderligere blod på tanden i forsøget på at aktivere de vælgere, der som udgangspunkt finder det suspekt og provokerende, at en socialdemokratisk formand ikke lever sammen med 'Preben' nede fra det lokale AMU-center, men har en udenlandsk mand med en international karriere og et livsmønster, der gør, at han betaler skat i Schweiz og ikke i Danmark.
Men eftersom det ikke er dokumenteret, at parret har gjort noget ulovligt eller har ageret som snedige skattespekulanter ville det klæde Rohdes efterfølger på posten som politisk ordfører for Venstre at skrue ned for den hårde retorik.
En trossag
Sagen har efterladt Helle Thorning-Schmidt med ridser i lakken, men da den juridiske del nu er afklaret, er det op til vælgerne at vurdere partiformandens troværdighed og ageren. Uden håndfaste beviser er alt en trossag. Personligt er det ikke mit indtryk, at Helle Thorning-Schmidt generelt er en uvederhæftig politiker eller et menneske, der har forsøgt at fifle sig til, at hendes familie slipper billigere i skat.
Uden dokumentation for dét risikerer Peter Christensen at skade Venstre mere end han gavner ved at fortsætte i det høje toneleje. Hvis alle regler angiveligt er fulgt 'til punkt og prikke', som Helle Thorning-Schmidt hele tiden har insisteret på, vil Venstre vel ikke forlange, at der skal gælde særlige skatteregler for ægtefæller til socialdemokrater?
Man kunne nøjes med en humoristisk opfordring til Stephen Kinnock til at donere et beløb til den særlige konto i Skat for folk, der insisterer på at få lov til at betale til den danske statskasse - og fælles velfærd.
kilkaya stream group placeholder
Nyhedsbreve

Berlingske
Brutal
nedtur
Brutal
nedtur
Brutal
nedtur

Weekendavisen
Blev
besat
Blev
besat
Blev
besat