"Jeg brænder altså kortet, hvis du ikke tager det med." Den 43-årige menighedsformand Flemming Frandsen nedstirrer det lille spillekort med et billede af en Pokémon - en snurrig, lille gut med cirkler på maven samt "evnen til at angribe med en speciel mental-teknik," som det står beskrevet på kortets bagside. "Jamen, det må jeg indrømme. Jeg tror fuldt og fast på, at den her Pokémon-figurs evner også kan virke på mig - så længe jeg har kortet her i huset," siger han.

Det ser ellers uskyldigt ud, spillekortet.

Men for hundredevis af bornholmere er det intet mindre end en dæmon fra Helvede, der ligger dér på stuebordet. En dæmon, der har kastet forbandelser over flere af klippeøens fortvivlede beboere - muligvis forsøgt at slå dem ihjel.

B.T. vovede pelsen, tog et spil i baglommen - og besøgte øen, hvor "Miraklet på Haslevej" har givet næring til både rituelle afbrændinger og opsigtsvækkende helbredelser.

Hovedpersonen hedder Flemming Frandsen, 43-årig formand for Missionsforbundets menighed i Rønne. Over et veldækket morgenbord hjemme i privaten på Haslevej, fortæller den venlige lærerstuderende historien om, hvordan Pokémon-fænomenet har påført bornholmere sygdomme såvel som fysiske skavanker - inklusive hans egen kone, Lilli.

"Det kan ikke blive ved med at være tilfældigt," som Frandsen anfører om de tilfælde, hvor en rituel afbrænding af Pokémon-kort har ført til den ene mirakuløse helbredelse efter den anden.

På Bornholm kender alle til historien om Frandsens eget mirakel. Dagen, der indledte et voldsomt korstog mod det populære børnespil. Historien om fruen Lillis lammelse og efterfølgende helbredelse. Historien om Pokémon - Satans eget foretrukne kortspil.

Historien starter sidste sommer. Frandsen hælder kaffe i koppen, byder på endnu et rundstykke, og vi læner os opmærksomt tilbage i stolen.

"Min kone er i bad og begynder pludselig at miste følelsen i begge sine arme. De bliver kolde og helt lammede, og hun må lægge sig ned. Vi er begge bange for, det er en blodprop,' indleder Flemming Frandsen.

Da familien kort efter lammelsen kører til overhøring - en slags konfirmation - nede i kirken, kan Lilli knap holde sig oprejst længere. Kirkens amerikanske præst, Jon Dunn beder for hende. Men intet hjælper. Efter overhøringen fortæller Jon Dunn imidlertid, at han et par dage forinden selv havde oplevet, hvordan hans læber pludselig var begyndt at opsvulme.

"Med mig kom det også som med ét slag, og jeg måtte tage på sygehuset kl. to om natten. De mente, at det måske var en allergisk reaktion, selvom jeg aldrig har prøvet noget lignende," fortæller præsten Jon Dunn, som sidder med ved morgenbordet hos familien Frandsen.

Han fortæller, at han efter sygehusbesøget tilfældigt får fat i nogle amerikanske avisartikler om Pokémon-fænomenet.

"Så kom jeg i tanke om, at det var dét spil, min 15-årige søn, Andrew brugte så meget tid på. Og da jeg så, at et af hans kort handlede om en bi, der stak i ansigtet, blev jeg mistænksom. Og jeg er altså slet ikke typen, der ser dæmoner bag hver busk," fortæller han.

Jon Dunn og sønnen brænder kortene i pejsen, og i løbet af en time var præstens ansigthævelse helt forsvundet.

"Og så blev det jo interessant."

Flemming Frandsen bryder ind igen.

"Da vi kommer hjem igen fra overhøring, lagde Lilli sig ned, og jeg taler med vores søn, Bo, om Jons historie."

17-årige Bo beder til Gud om et råd og er bagefter ikke i tvivl. Pokémon-kortene røg i pejsen.

"Det var bare en følelse, jeg havde. At det var det helt rigtige at gøre," forklarer Bo selv.

"Da vi kører ud til festen om aftenen, er mine smerter væk," fortæller Lilli Frandsen.

"Og jeg anede ikke, at de havde brændt kortene."

Så tog Fanden ved Bornholm. Eller Pokémon, om man vil.

De mange børn og unge fra Missionsforbundets menighed fik i ugerne efter miraklet overbevist flere og flere af øens jævnaldrende om farerne ved Pokémon. Var der nogle, der tvivlede, købte de unge bare kortene fri og brændte dem.

Og historierne om Pokémon-helbredelser og rituelle afbrændinger har siden virret i den bornholmske havluft. Fra by til by - fra menighed til menighed.

"En fyr, jeg kender fra Netto, har længe gået til fysioterapeut for sin ryg. Han brændte sønnens Pokémon-kort og er nu helbredt," fortæller Flemming.

"En dreng fra søndagssskolen kunne ikke sove og prøvede at smide sin Pokémon-dukke ud. Nu sover han bedre," fortæller fru Lilli.

Historierne om sygdom og helbredelse blev flere.

Før jul brændte man Pokémon-kort i utallige kristne, bornholmske hjem. Og Flemming Frandsen oplever stadig, hvordan Pokémon har trange kår på klippeøen.

"Så sent som i forgårs var der en pige i den klasse, jeg underviser, som hev et Pokémon-viskelæder op af penalhuset. Og de andre børn reagerede simpelthen ved at flytte stolen væk fra hende," siger han.

"Vi tror stærkt på, at Pokémon er djævelens værk. Jeg læste om ham præsten i Nordjylland, som udførte en rituel afbrænding af Pokémon-kort under gudstjenesten. Det er jo egentlig det samme, vi gør, selvom det kun er i pejsen. Vi råber bare ikke op om det.

Der er sikkert mange på Bornholm, som vil elske at kalde os fanatikere og vanvittige. Det synes jeg nu ikke, vi er," siger Frandsen, som dog godt kan forstå, hvis nogle alligevel hvisker 'fantast' bag hans ryg.

Pokémon-miraklet på Haslevej har delt byen i to - mellem de troende og de hovedrystende. Midt imellem står bestyreren af byens Fætter BR, djævelens egen baghave. En trofast kirkegænger, men samtidig storleverandør af Pokémon. Han har ifølge Frandsen lovet sin menighed ikke at anbefale indkøb af Pokémon. I går, da B.T. lagde vejen forbi butikken, var Pokémon-spillene imidlertid sat ned til halv pris. Og bestyreren selv var på tur i skoven.

På den kristne Peterskole i Rønne, hvor Flemming Frandsen for tiden er vikar, har skoleinspektør Lisbet Rønne-Rasmussen ikke planer om at ændre på skolens forbud af Pokémon. Og historien om "Miraklet på Haslevej" kender hun alt til.

"Jeg har selv prøvet at undersøge, om der skulle være noget over-religiøst ved spillet. Det kan jeg nu ikke se.

Spillene er forbudt her på skolen. Det gav bare problemer," siger hun og bekræfter Frandsens historie: At mange af ungerne på skolen hader Pokémon.

"Der er mange familier her på øen, som er meget lidt afklaret med Pokémon-fænomenet - og det smitter selvfølgelig af på børnene. Der er ret mange, som hader Pokémon," fortæller hun.

Tilbage hos familien Frandsen er B.T.s medbragte Pokémon-kort igen lagt i baglommen. Fru Lilli er i baghaven med dagplejebørnene, så Flemming står selv tilbage med morgenbordet. Nok er kortet væk, men opvasken forsvinder ikke så nemt.