Større, vildere, flottere - og perfekt Parken-lyd. ’The Wall’ er et sansesus i sorroundsound.
- Imagine all the people living life in peace.
Sang publikum i kor inden koncerten, akkompagneret af baggrundsmusikken. Det er første gang, jeg har hørt det til en stadionrockkoncert. Det ligner en tanke. John Lennons håb om en bedre verden står i skærende kontrast til ’The Wall’s isnende dommedagsrock.
Efter fire dage i Skanderborg havde jeg frygtet at ramme muren (sorry!) i Parken her til aften. Det hjælper selvfølgelig lidt, at man for en gangs skyld er helt sikker på at kende sætlisten i forvejen.
Jeg så samme opsætning i Parken for to et halvt år siden. Havde derfor frygtet at koncerten ville blive endnu en af sommerens mange genudsendelser. Men allerede kort inde i første nummer ’In The Flesh?’ lænede jeg mig tilbage. Hold kæft, det er for sindssygt!!!
Lyden. Perfekt. Ja, du læste rigtigt. Glem alt om Parkens sædvanlige lyd-terror. Som en flod af velformede lyddråber smøg vellyd sig ud med ligeså mange farver som lysshowet. Vilde lydeffekter. Lyden stod fuldstændig klar. Præcis som himlen i morgenfrosten om vinteren.
Selv når Gilmours guitarpartier spilles mest larmende. Selv når bandet spiller hårdest. Flere numre, især i den sidste del af showet, blev spillet mere brutalt og råt end sidste gang. Som jeg husker det. Waters banebrydende lydanlæg er endda udviklet med et dansk firma.
Nogen. Lav et udvalg. Lovgiv. Tving Parken til at købe et lignende anlæg. Nu.
Det er bare lyden. Pyroteknik som en nytårsaften. En gavebod af lyd- og billedeffekter som en juleaften. Optimal, supersonisk og artistisk visuel state of the art-udnyttelse af den 100 meter brede mur, der langsomt bygges op i løbet af 1. sæt = side 1 og 2 på 'The Wall'. For til sidst af blive revet ned, efterhånden som mareridtet rinder ud.
Senere en 20 meter høj, ond lærer - ’hvis Ikke spiser jeres kød, er der ingen budding’.
Lige så stor groupie, snittet over som et hårdkogt æg i et fluorescerende lysbombardement.
Ændringer siden sidst? Først og fremmest er lysshowet udviklet kraftigt til denne stadion-version af 'The Wall'.
Musikalsk set er den vigtigste ændring et lille akustisk, soulfyldt appendiks efter ’Another Brick In The Wall, part 1’ - den med ’We don’t need no education’, igen med børnekor (burde de ikke være i skole?).
Og en tale på en slags dansk. ’Mother’ sunget med backing af en 33 år gammel koncertfilm, med samme sang. Og ’that little, miserable, fucked up Roger all those years ago’. Som han selv sagde.
Sandt er det, at vejen for ’The Wall’ fra tegnebræt til de første vinylplader var lang og besværlig. Pink Floyd var på vej i opløsning. Roger Waters var på vej i opløsning. Pladeselskabet var ikke vild med projektet.
Det lykkedes dem at presse Waters til at om-arrangere ’Another Brick In The Wall, part 1’ beregnet til datidens radiostationer og diskoteker. Ironisk at Waters ene knæfald for disse branchens ensporede cigarrygende bosser - by the way which one is Pink? - åbnede lågen til ’The Wall’s ekstremt store succes.
’The Wall’ er rockhistoriens mest gennemarbejdede, deprimerende dystopi om en verden, hvor et fascistoidt system reducerer alle til mentale burhøns.
Man kan begræde, at den fortælling efterhånden fylder mindre end show-effekterne. At Waters i takt med 'The Wall'-showets enorme succes, selv er blevet noget, der ligner den pengegris, han synger om på de fleste store Pink Floyd-album.
Men man kan ikke argumentere imod storhed. Selvom jeg altid har haft det svært med de orkestrale operette-agtige passager. Især i den sidste del af værket. Heller ikke i aften fik Waters mig til at elske det.
Iklædt det nye lydsystem bliver resten af musikken varmere, mere dyb, sort som soulrock, blå som melankolsk.
’Young Lust’ mere sumpet og liderlig end ellers. ’Goodbye Blue Sky’ smuk og klar, ’Hey You’ og ’Is There Anybody Out There?’ gribende. Guitaristen Dave Kilminster i ’Comfortably Numb’ med DEN guitarsolo som altid ukomfortabelt farlig.
Efter den uhøjtidelige. rootsagtige afslutning bøjer jeg mig igen for dette sanse-sus i sorroundsound.
’The Wall’ er verdens vildeste rockshow. Ellers jordens. Man ved aldrig, hvad der sker på den mørke side af månen.
Roger Waters med band, 'The Wall', Parken
