Gadaffi Junior tabte til Ekstra Bladet

En retssag, som sønnen af den libyske leder har anlagt ved Østre Landsret, løb ud i ørkensandet. Han har ikke ret til erstatning, fastslog dommerne.

Det var helt på sin plads, da Ekstra Bladet beskyldte sønnen af Libyens statsoverhoved Muammar Gadaffi for kidnapning og vold. Derfor har Østre Landsret afvist Gadaffi juniors krav om 50.000 kroner i erstatning og en offentlig berigtigelse.

Sønnen, Hannibal Gadaffi, mødte aldrig op i landsretten for at tale sin sag, og derfor har dommerne støttet sig til forklaringer fra Ekstra Bladet og fra politiets rapporter i den opsigtvækkende affære.

I januar 2005 fik Københavns Politi en anmeldelse om, at en libysk borger var blevet bortført fra en lejlighed på Nordre Fasanvej og ført til den libyske konsuls hjem i Gentofte.

Manden havde ringet på sin mobil og fortalt, at han var bundet i kælderen og havde fået "smadret" arme og ben. Da politiet efterforskede sagen nærmere, gik det op for dem, at det tilsyneladende var Hannibal Gadaffi, der nu studerede på handelshøjskolen i København, som stod bag afstraffelsen.

Ekstra Bladet vandt også sagen i byretten, og nu har så også landsdommerne slået fast, at det materiale, der findes, støtter avisens historie.

/ritzau/