Virkeligheden overhaler fiktionen i ’Livvagterne’. Muhammed-tegner angribes i søndagens afsnit. DR sender fortsat episoden

At tv-serien Livvagterne ligger tæt op af virkelighedens begivenheder, kan ses søndagens premiere på den nye sæson af ’Livvagterne’. Her portrætteres en Muhammed-tegner, der bliver angrebet af en muslimsk kvinde. DR overvejede om afsnittet skulle tages af.

I ’Livvagterne’ spilles Muhammed-tegneren af Lars Knutzon. Her hedder tegneren Preben Pedersen. Han bliver overfaldet, mens Rasmus fungerer som hans livvagt. Og det bliver endnu værre i afsnittet på næste søndag.

- Det er et uhyggeligt sammentræf med overfaldet på Kurt Westergaard netop nu. Men jeg skal jo ikke sidde her og være bagklog, siger Lars Knutzon, der understreger, at det er forfatterne, ikke ham, der har skabt Preben Pedersen som en type meget tæt på virkelighedens Kurt Westergaard.

Hos DR var der lørdag diskussioner om, hvorvidt afsnittet skulle tages af programmet eller sendes som planlagt.

- Det er et voldsomt og chokerende overfald, der har været på Kurt Westergaard, og det vil være svært ikke at have i baghovedet, når man ser de næste to søndages afsnit af livvagterne. Vi har selvfølgelig diskuteret hvad vi tænker, efter det her er sket, men vi sender afsnittet alligevel. I det her tilfælde kan vi være kede af at, vi skal sende dem lige nu af hensyn til Kurt Westergaard, siger DR1’s chefredaktør Ulla Pors Nielsen.

I DR forklarer de, at hele serien er inspireret af virkelige hændelser. De ligger vægt på, at der er flere Muhammed-tegnere, og at Preben Pedersen er inspireret af dem alle.

- Jeg vil gerne understrege, at vi selvfølgelig ikke har haft til hensigt at gå for tæt på virkelighedens Kurt Westergaard, siger Ulla Pors Nielsen.

Alvorlige begivenheder er ifølge DR vigtige at få med på dagsordenen i dramaserierne, og ’Livvagterne’ er den perfekte ramme.

- Jeg synes at Muhammed tegningerne er enormt vigtige, at behandle i vores dramaproduktion. Det er vigtigt at vi i vores fiktion på DR også tør at beskæftige os med vigtige temaer, siger Ulla Pors Nielsen.