I 180 grader møder vi mennesker, hvis liv har taget en voldsom drejning, men som er landet på benene igen. Denne uge handler det om Louise Bruun Pedersen, der måtte omlægge hele sit liv og sin karriere, da hun som 23-årig fik en pacemaker.
Mange teenagepiger ville være grønne af misundelse. Louise Bruun Pedersen levede et liv, hvor heste var alt. Fritid og job. Morgen, middag og aften. Men hendes drøm om at blive berider brast, da lægerne konstaterede, at hendes hjerte var ødelagt. En pacemaker var nødvendig, hvis hun ville overleve. Louise Bruun Pedersen var 23 år, da hun skulle genopfinde sig selv.
Louise Bruun Pedersen har altid været hestepige. Når hendes gymnasievenner gik til fester, tilbragte hun sin tid i stalden på rideskolen. Som bare femårig var hun begyndt at gå til ridning i barndomsbyen Hillerød, og da hun nåede gymnasie-alderen, gik det fra at være yndlingshobby til at være en sport på professionelt plan. Det betød masser af træning og minimum tre timer i staldene hver eneste dag. Oveni kom tiden, hun brugte på dressurstævner i weekenderne. Men Louise Bruun Pedersen var god til det.
- Jeg ville det. Du skal have drivet, og du skal træne, træne, træne, forklarer hun om årsagen til, at hendes lillepige-drøm om at lære at ride voksede sig til en sport, hun dyrkede på eliteplan.
Efter gymnasiet tog hun til Tyskland, for at arbejde i en privat dressurstald. Her gik det op for hende, at hendes store kærlighed til og talent for sporten kunne udvikle sig til en fuldtidskarriere.
- Dem, der havde stedet, spurgte mig, hvorfor jeg ikke tog uddannelsen som berider (en der træner og tilrider heste, red.). Du er dygtig, du kan det - er det ikke noget for dig, lød spørgsmålet.
Svaret lå egentligt lige for, syntes Louise Bruun Pedersen, og det halve år i Tyskland blev forvandlet til syv hele. Hun stod i lære i nogle af de store stalde, der ligger i Sydtyskland, og hun var god til det.
- Jeg synes, det var en enorm succes, når jeg kunne få de unge heste til at lave øvelserne. Det var det, jeg klart var bedst til. Man bliver helt høj, når man sidder oppe på en hest, og den gør det, man gerne vil have, og man håber, ens chef står dernede og ser det. Det er så fedt, fortæller hun.
Besvimede konstant
Men som 23-årig krakelerede hendes tilværelse. Hendes hjerte blev sygt og hun måtte opgive drømmen om en karriere blandt hestene.
Dagene i de tyske stalde var fyldt med hårdt arbejde fra morgen til aften, og hun mærkede hurtigt konsekvensen af sit syge hjerte. Den evigt energiske berider følte sig pludseligt meget træt. Men værre blev det, da hun begyndte at få besvimelsesanfald. Bedst som hun var steget af hesten eller var ved at muge ud i stalden, kunne hun falde om.
- En af gangene var jeg få centimeter fra at få en høtyv i ryggen, fordi jeg var ved at muge ud. Heldigvis stod der én i båsen ved siden af, der hjalp mig, fortæller hun.
I en lang periode havde hun altid buler i hovedet, fordi hun igen og igen besvimede på staldenes hårde betongulve. Hun røg ind og ud af hospitalet til undersøgelser. Det tog tre måneder, inden lægerne fandt ud af, at det var hendes hjerte, den var gal med. Hjertet var ødelagt af en virus.
- Jeg havde fået en virus, som jeg ikke havde fået kureret. Man melder sig jo ikke bare syg i sådan en branche. Der er jo nogen, der skal ned og ordne hestene, fortæller hun.
En forholdsvis uskyldig virus havde derfor udviklet sig til hjertesygdommen AV Blok 3, som gjorde, at Louise Bruun Pedersens hjerte kun slog 25 slag i minuttet i stedet for de 60 slag, som normale hjerter slår. De fleste danskere har AV Blok 1, hvilket betyder, at hjertet en gang imellem holder en lille pause, men i Louise Bruun Pedersens alvorligere udgave af sygdommen holdt hjertet så lange pauser, at hun besvimede af det.
Lægernes dom var klar: Louise Bruun Pedersen skulle som blot 23-årig have indopereret en pacemaker og hun måtte genoverveje det fysisk hårde liv med hestene.
Med den lille, indopererede hjertestarter ville hun kunne leve et normalt liv igen, men hun vidste med sig selv, at tiden som berider og konkurrencerytterske var slut. Skulle hendes hjerte sætte ud endnu en gang, duede det ikke, at hun ikke kunne andet end at ride på heste. Som 23-årig måtte Louise Bruun Pedersen derfor genopfinde sit liv.
En kommunikerende sjæl
En af gæsterne fra stalden havde et reklamebureau og tilbød Louise Bruun Pedersen, at hun kunne komme i lære i deres marketingsafdeling, når hun var helet efter operationen. Selvom hun ikke på forhånd havde noget kendskab til branchen, blev hun hurtigt bidt af at kommunikere. Men hun blev også besnæret af det nye liv, hun fik forærende, da hun dukkede op fra stalden. Pludselig opdagede hun, at der findes fritid.
- Da jeg kom ud af hesteverdenen, blev jeg pludseligt populær, alle ville være mine venner og alle ville være mine kærester. Jeg nød at gå i byen om aftenen, det var noget helt nyt for mig at holde weekend, fortæller hun.
Da hun var færdiguddannet, flyttede hun til København og fik arbejde på et reklamebureau. Samtidig startede hun en Facebook-gruppe, som er blevet hendes nye hjertebarn.
Gruppen ’Unge og voksne med pacemaker/ICD’ er et site, hvor folk med pacemakere kan dele deres erfaringer og støtte hinanden.
- Først var der en. Så to. Tre, fire, og så var vi tyve. Jeg syntes, det var en enorm succes, at der var tyve mennesker, der sådan havde fundet hinanden, fortæller hun om starten.
I dag har Facebookgruppen 336 medlemmer. Mange af dem har sendt beskeder til Louise Bruun Pedersen for at takke hende for at have skabt et fællesskab for folk med pacemakere.
- Denne gruppe er bare så fantastisk. Støtte og opbakning medlemmerne imellem - det er super. Vi kan tale om alt - utroligt værdifuldt, flot at lave denne gruppe Louise, jeg er så glad for, vi findes, lyder det fra et af medlemmerne.
Når Louise Bruun Pedersen læser beskederne, får tårerne frit løb. Hendes dårlige hjerte fik hende til at sige farvel til hestene, men i stedet kom der noget endnu mere værdifuldt ind i hendes liv kontakten til mennesker, der alle har kæmpet med svær sygdom, og som bruger hinanden og ikke mindst Louise Bruun Pedersen til at komme ovenpå igen.
De fleste ville nok være utrygge ved tanken om at være afhængig af en lille maskine i hjertet siger Louise.
- Men jeg er utrolig tryg ved at have en pacemaker. Selvfølgelig er der startvanskeligheder, men nu hvor jeg har den, tænker jeg ikke over det. Det ville være meget værre, hvis jeg ikke havde den.
