Det er gået for vidt, mener frisør Pari Khadem. Hun byder gerne Kurt Westergaard plads i stolen i frisørsalonen på Christiansborg.

Berøringsangsten overfor Muhammed-tegneren Kurt Westergaard er blevet for meget.

Det mener frisøren Pari Khadem efter, at først auktionshuset Lauritz.com ikke vil sælge en af tegnerens akvareller, og at nu også hans frisør, der har muslimsk baggrund, ikke vil klippe ham længere.

Christiansborgs frisør er vant til at style politikere fra alle ender af parti-skalaen, tv-personligheder osv. Hun byder hellere end gerne den aldrende tegner velkommen i salonen Paris Hair and Beauty.

- Jeg er frisør i Folketinget. Der er demokrati og ytringsfrihed, så alle er velkomne, siger Pari Khadem, der kom til Danmark fra Iran i 1985.

- Det er forkert, at vi bliver ved med at tie stille. Se, hvad der sker i Iran - hvordan det begrænser befolkningen. Vi gør det hele meget større end, det er, mener frisøren, der selv er muslim, født og opvokset i en muslimsk familie.

Pari Khadem er flygtet fra undertrykkelse i et totalitært regime, så det gør hende ondt at se, at folk som Kurt Westergaard nægtes noget så simpelt som en studsning i et demokratisk land. Hun frygter ikke, at landsmænd vil se skævt til hende, hvis hun får Kurt Westergaard som kunde.

- Der er jo nogen, som er efter alle, der har det på samme måde som jeg, at vi gerne vil leve i fred og demokrati og have et frit Iran. Så de ville nok komme efter mig alligevel, hvis det var, siger Pari Khadem.

Det har ikke været muligt at få kontakt til Kurt Westergaard og høre, om han vil tage imod frisørens tilbud.