Konfliktskaber, ikke konfliktløser. Bluff-mager og Bush-puddel. Synd, at Norden ikke kan mønstre en bedre kandidat til Nato-posten. Det siges om Fogh i Norge. Midt i det diplomatiske kapløb frem mod udpegningen af Nato-alliancens nye generalsektretær, støder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu ind i heftig kritik fra vores nordlige naboer: Nato-landet Norge.

To partier i den rødgrønne regering sætter spørgsmålstegn ved Fogh som ny Nato-chef.

- Vi burde absolut have fundet en person, som var samlende og ikke provokerende, siger Signe Øye, forsvarspolitiske ordfører i Arbejderpartiet, som sidder på statsministerposten i Norge.

Hun bekymrer sig over, at mange - ikke mindst i den muslimske verden - opfatter Anders Fogh Rasmussen som konfliktskaber snarere end konfliktløser. Det belaster Foghs mulige kandidatur, at han så varmt støttede udenrigspolitikken under præsident George W. Bush, vurderer hun ifølge nyhedsbureauet NTB.

Endnu kraftigere kritik rejser sig fra regeringspartiet SV, som angriber Foghs uforbeholdne opbakning til Irak-krigen.

- Anders Fogh Rasmussen er en konfliktskaber, har støttet brud på folkeretten og repræsenterer en politik, som er havnet på historiens skrammelbunke, siger forsvarsordføreren Bjørn Jacobsen.

- Det er synd, at Norden ikke har en bedre kandidat, tilføjer han.

Kritikken falder samme dag, som den politiske redaktør på Aftenposten - Norges største abonnementsavis - nedsabler den danske statsminister i en kommentar.

- Nato-stillingen kræver troværdighed, samarbejdsforståelse og en dyb indsigt i vor tids vigtigste spørgsmål. Der svigter Anders Fogh Rasmussen, skriver redaktøren Harald Stanghelle og kalder statsministeren for både "bluffmager" og "Bush-puddel".

Den norske regering har endnu ikke taget en formel beslutning om, hvem de støtter som ny generalsekretær for Nato.

/ritzau/