Højtstående scientologer afslører, at Scientology bruger narkomaner til at få del i offentlige midler fra bl.a. Københavns Kommune. S vil have en forklaring.
Næstformanden i Borgerrepræsentationens socialudvalg, Lars Rasmussen (S) er chokeret over oplysninger om, at københavnske narkomaner er blevet sendt i behandling hos Scientology via behandlingsstedet Narconon.
Flere tidligere højtstående scientologer oplyser til 21 Søndag, at Scientology bruger narkomaner til at få del i offentlige kroner. Det sker bl.a. via behandlingsstedet Narconon, der angiveligt sender en del af deres indtægter videre til Scientology.
Lars Rasmussen vil på først kommende møde i socialudvalget bede om en forklaring fra de ansvarlige embedsmænd, og samtidig sikre at Københavns Kommune aldrig nogensinde mere sender narkomaner i behandling hos Scientology.
- Det er mig helt ubegribeligt, at den slags har kunnet finde sted, siger han.
Alene i de sidste seks år har Københavns Kommune brugt knap en million kroner på narkobehandling i Narconon.
Ifølge den tidligere højtstående scientolog Robert Dam, havner 10 procent af Narconons omsætning i Scientology.
- Pengene ryger op til toppen af Scientology-systemet, siger Robert Dam til 21 Søndag.
Han bliver støttet af Patty Pieniadz, der er tidligere leder af flere Narconon-centre i Connecticut i USA.
Lederen af Narconon i Danmark, Ole Thimer, afviser, at der går penge fra Narconon i Danmark til Scientology.
- Vi betaler ingen licens i Narconon. Vi betaler ikke til Scientology, siger han.
/ritzau/
