Caroline Jacobsen valgte ikke kun at forlade hospitalet med sin syge søn. Hun tog også af sted med bange anelser.

»Det var første gang, jeg var bekymret. Ikke kun på mine egne vegne, men på hele systemets vegne,« siger hun.

Til hverdag arbejder den 28-årige københavnske sygeplejerske med kritisk syge børn, og hun har nu valgt at fortælle om sine egne oplevelser, da hun selv opsøgte sundhedsvæsenet for at få hjælp til 12 måneder gamle Carl Otto.

For i stedet blev hun mødt af meget lange ventetider på først akuttelefonen 1813 og siden ved ankomsten til Herlev Hospital.

»Jeg kunne godt have valgt at tie stille, men det var sindssygt skræmmende at stå med et barn, der er så sygt, og så får man ikke hjælp,« siger Caroline Jacobsen:

»Vi er jo ikke engang startet på sæsonen med børnesygdomme hen over efteråret og vinteren, og allerede nu er sundhedsvæsenet i knæ. Det er virkelig alvorligt, og det bekymrer mig.«

Forhistorien er, at Carl Otto forrige fredag ved egen læge fik konstateret mellemørebetændelse. Her blev han sendt hjem med en besked til forældrene om at ringe til 1813, hvis det blev værre i løbet af weekenden.

Det blev det så søndag, hvor han ifølge Caroline Jacobsen ud på aftenen var brandvarm med 40 i feber selv på Panodil, var slap, havde kolde hænder og fødder og havde besværet vejtrækning i form af såkaldte indtrykninger.

Carl Otto derhjemme, mens der er kø til at komme igennem på 1813.
Carl Otto derhjemme, mens der er kø til at komme igennem på 1813. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Som sygeplejerske vidste jeg, at jeg sad med et akut forværret barn, og derfor valgte jeg at ringe til 1813, for jeg kunne ikke tage ansvaret på mine skuldre hen over natten,« som hun forklarer.

Akuttelefonen leverede dog ikke op til sit navn, for Caroline Jacobsen fik besked på, at det ville vare 98 minutter, inden det ville være muligt at tale med en læge. Og selv om hun faktisk først troede, at det var en joke, viste det sig at være virkelighed.

Imens sad hun med »en slatten« søn og ventede og ventede og ventede. Og da der endelig var hul igennem, lød beskeden fra den pågældende læge efter at have set Carl Otto på en videokonsultation, at de skulle komme af sted på sygehuset.

Heller ikke akutmodtagelsen på Herlev Hospital levede dog op til sit navn, fortæller Caroline Jacobsen videre. Efter at have ventet 40 minutter på en hurtig snak med en sygeplejerske blev hun stillet i udsigt, at der ville gå yderligere mindst fire timer, før hun kunne komme til at se en læge.

Her ligger Carl Otto i en barnevogn, som Caroline Jacobsen selv fandt i et hjørne på Herlev Hospital.
Her ligger Carl Otto i en barnevogn, som Caroline Jacobsen selv fandt i et hjørne på Herlev Hospital. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og da moren efterfølgende fik at vide, at der kun var en læge på vagt og 13 børn foran i køen, valgte hun at tage Carl Otto med hjem, hvor hun vågede over ham resten af natten i stedet for at tilbringe de mange timer i hospitalets venteværelse.

»Jeg vidste, hvad jeg skulle holde øje med, men ingen forældre burde overlades med det ansvar,« siger Caroline Jacobsen:

»Det er ikke fair at sætte en mor i en situation, hvor hun både skal være sygeplejerske og læge og mor, for det følte jeg, at jeg var den aften og nat. Jeg skulle udfylde alle roller, og i virkeligheden burde jeg faktisk kun have været mor.«

Om mandagen blev det ved egen læge konstateret, at Carl Ottos infektionstal var »steget markant«, og han kom hurtigt på penicillin.

»Han kunne have undgået at være blevet så dårlig, hvis han havde fået hjælp noget før, og det kunne være gået meget meget mere galt, hvis infektionstallene var eksploderet yderligere. Og det er det, der er så skideuhyggeligt. at man som forældre skal stå med det ansvar,« siger Caroline Jacobsen, der understreger, at hun ikke retter kritik mod det sundhedspersonale, hun stødte på i løbet af søndagen.

Hun peger på en generel mangel på hænder i sundhedsvæsenet. og det føler hun sig desuden bekræftet i, efter at hun også har valgt at beskrive hændelsesforløbet på Instagram.

»Siden er det væltet ind i min indbakke med lignende horrible beretninger fra ligesindede frustrerede, magtesløse, rystede og bange forældre,« fortæller hun om henvendelserne, hvoraf B.T. har set flere:

»Det bekræfter for mig, at der er et problem, og at det ikke kun er et enkeltstående tilfælde. Og hvis ikke der kommer nogle flere læger og sygeplejersker til at tage sig af børnene, ender det med at gå galt.«

B.T. spurgte onsdag i sidste uge blandt andet Region Hovedstaden om, hvor lange ventetider man som borger kan forvente at skulle igennem på henholdsvis akuttelefonen 1813 og på akutmodtagelsen på regionens sygehuse, som eksempelvis Herlev Hospital. Der er endnu ikke kommet svar.