Meget syge patienter uden coronavirus har betalt prisen for læger og sygehuses massive fokus på coronavirus.

Et fokus, de er blevet pålagt af statsminister Mette Frederiksen, sundhedsminister Magnus Heunicke og resten af S-regeringen.

Det fremgår af den nye rapport 'Håndteringen af covid-19 i foråret 2020', som er udgivet af en særlig udredningsgruppe udpeget af Folketinget.

Tidligere i dag kom det frem i B.T., at der i rapporten står, at flere andre myndigheder som Statens Serum Institut slet ikke anbefalede den massive nedlukning af sundhedsvæsenet.

Videre i rapporten står direkte, at regeringen inden beslutningen om nedlukningen ikke fik set ordentlig på, hvad beslutningen betød for andre syge patienter.

'Beslutningen om at lukke ned for sygehusaktiviteten i stor målestok synes ikke baseret på en mere nuanceret og grundig vurdering af, hvordan ikke-covid-19-patienter vil blive berørt i takt med en stigende aktivitetsreduktion,' står der i rapporten.

Og værre endnu. I rapporten står direkte, at der slet ikke er taget overvejelser om konsekvenserne af nedlukningen.

'Der er tilsyneladende ikke foretaget overvejelser over forskellige modeller for aktivitetsreduktioner, hvad angår omfang og timing. Det er derfor udredningsgruppens vurdering, at regeringen ikke har truffet denne beslutning på et tilstrækkeligt fyldestgørende grundlag,' står der i rapporten.

TIP OS: Kender du til, at en vagtlæge har afvist lægehjælp til en person med livstruende sygdom? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Rapporten bekræfter, hvad B.T. i en serie har dokumenteret:

Meget syge patienter uden coronavirus har fået forsinket behandlingen på grund af dette fokus på coronavirus.

Eksempelvis har kræftpatienterne Dunja Fogelberg Hansen, Bjarne Schou, Anne Mette Christiansen og Anders Bonemann mærket konsekvenserne af de særlige coronarestriktioner, da de har fået forsinket deres behandlinger.

Også patienter med andre sygdomme end kræft er døde som direkte konsekvens af lægerne fokus på coronavirus.

Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Vis mere

B.T. har fortalt, hvordan Poul Henning Hansen i marts sidste år ringede til vagtlægen med feber og nakkesmerter.

Men vagtlægen afviste at se ham på grund af coronarestriktionerne, og få dage efter afvisningen døde Poul Henning Hansen af akut meningitis.

Og Patienterstatningen har for nylig slået fast, at Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' ikke var død, hvis vagtlægen havde sendt ham på hospitalet, første gang han ringede efter lægehjælp.

B.T. fortsætter med at dække kritikken i den nye rapport.