Mette Frederiksen har gang på gang sagt, at det var en 'bred myndighedsgruppe', der anbefalede en nedlukning af Danmark 11. marts 2020.

Men planerne om nedlukning kan udelukkende være udtænkt i Statsministeriet.

Det er konklusionen i en 595 siders lang rapport om regeringens håndtering af coronavirus, som fredag blev præsenteret i Folketinget.

Nu beskylder Venstre Mette Frederiksen for at lyve og vildlede befolkningen.

Mette Frederiksen har holdt et utal af pressemøder i Spejlsalen. Senest torsdag, hvor hun forlængede den nuværende nedlukning.
Mette Frederiksen har holdt et utal af pressemøder i Spejlsalen. Senest torsdag, hvor hun forlængede den nuværende nedlukning. Foto: Philip Davali
Vis mere

Der har siden 11. marts 2020 været en heftig debat om, hvorvidt statsministeren talte usandt på det historiske pressemøde.

Her sagde Mette Frederiksen, at nedlukningen af Danmark skete efter anbefaling fra myndighederne:

»Derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode,« sagde Mette Frederiksen og opremsede alle de restriktioner, som danskerne kom til at leve under hele foråret.

Det var dog umuligt for andre partier at få et direkte svar på, hvilke myndigheder der havde anbefalet det.

Derfor valgte et flertal i Folketinget i juni 2020 at nedsætte en ekspertgruppe ledet af professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen til at undersøge baggrunden for nedlukning, herunder hvilke myndigheder der anbefalede det.

Efter at have gennemgået et omfattende materiale af notater, mails og referater kan eksperterne ikke finde en eneste myndighed, der kunne have udtænkt planen om at lukke det danske samfund ned – udover Statsministeriet selv.

Redegørelsen 'giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet den 11. marts 2020,' lyder det.

Ved en høring fredag eftermiddag blev professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen bedt om at uddybe rapportens konklusioner.

»Den måde, som statsministeren kommunikerer på, genspejler ikke de faktiske forhold,« sagde han om Mette Frederiksens udtalelser på pressemødet.

Planen om nedlukning kom ikke fra i AC-gruppen, som er en stab af højtstående embedschefer.

Den kom heller ikke fra National Operativ Stab (NOST), som er en krisestab på tværs af myndigheder, der koordinerer indsatsen mod corona.

Og heller ikke fra hos sundhedsmyndighederne, konkluderer rapporten:

'Det er i dette kapitel sandsynliggjort, at den grundlæggende skitse til den mere vidtgående model for nedlukning hverken bliver udtænkt i AC-gruppen, i NOST eller i Sundhedsstyrelsen. Der er også meget, der tyder på, at den ikke er udtænkt af Statens Serum Institut,' konkluderer eksperterne.

Dermed er der kun en mulighed tilbage: Mette Frederiksen og Statsministeriet:

'I kombination med den tætte styring og kontrol af covid-19-håndtering, som Statsministeriet udøver fra og med 27. februar, tyder fraværet af alternative ophav til nedlukningsplanen på, at den plan for nedlukning, som udmeldes på pressemødet i Statsministeriet  11. marts, i al væsentlighed er konciperet i Statsministeriet.'

Søren Brostrøm frarådede en stor nedlukning på selve dagen, hvor Mette Frederiksen lukkede samfundet.
Søren Brostrøm frarådede en stor nedlukning på selve dagen, hvor Mette Frederiksen lukkede samfundet. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Eksperterne når også frem til, at helt centrale embedsmænd gerne ville vente med at indføre coronatiltag:

'Det er endvidere udredningsgruppens indtryk, at det helt frem til 10. og 11. marts stadig i regeringen og blandt de centrale embedsmænd anses som en mulighed at vente med at iværksætte de nye tiltag og restriktioner.'

Det drejer sig blandt andet om Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Som afsløret i B.T. var Søren Brostrøm imod en stor nedlukning: 'Vi kan ikke ud fra sundhedsfaglige grunde anbefale et sådant tiltag i den nuværende situation,' skrev Brostrøm i en mail som svar til Mette Frederiksens planer kun syv timer før pressemødet.

Mette Frederiksens departementschef Barbara Bertelsen var bekymret over udviklingen i smitte op til pressemødet.
Mette Frederiksens departementschef Barbara Bertelsen var bekymret over udviklingen i smitte op til pressemødet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ifølge rapporten var Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, meget aktiv i at male et meget alvorligt billede af coronasituationen op til pressemødet.

I flere mails til andre departementschefer slår hun alarm over smittestigningen. Det sker 10. marts og 11. marts 2020.

'De e-mail giver et indblik i, hvordan hun og dermed pr. formodning Statsministeriet opfatter covid-19-situationen på dette tidspunkt,' skriver eksperterne om mailtråden.

Natten til 10. marts sender departementschefen i Statsministeriet en mail til en kreds af departementschefer med emneangivelsen 'De kommende dage'.

Barbara Bertelsen argumenterer i mailen for, at Danmark er der, hvor Italien var 22. og 23. februar, og der indsættes et link til en artikel i B.T., som handler om, at flere sygehuse i Norditalien er ved at kollapse på grund af de mange covid-19-patienter, fremgår det af rapporten.

Mailen indeholder blandt andet denne opfordring til departementschefkollegerne:

»De næste dage bliver afgørende i forhold til at formå i tide at have modet, agiliteten og handlekraften til uden tøven at træffe de rigtige beslutninger til at formindske og forsinke smitteudbredelsen mest muligt for at undgå at få kompromitteret kapaciteten på sygehusene,« skriver Mette Frederiksens departementschef, Barbara Bertelsen.

Den 10. marts og natten til 11. marts sender Barbara Bertelsen flere mail med vedhæftede artikler fra medier til departementscheferne, før hun skriver sin konklusion:

»Se reaktionerne – var det samme i TV Avisen. Vi har ikke tid til at eksperimentere. Det må lukkes helt ned så. Så giver det også sig selv, at folk ikke kan komme på arbejde...«