Det kan godt være, at penge kan købe alting i hele verden, men det er ikke altid en god idé.

Især ikke, hvis man samtidig snyder nogle af de fattigste og mest udsatte mennesker.

Det viser en sag fra Canada, som vækker forargelse langt ud over landets grænser.

Rodney Baker var topchef i spillefirmaet Great Canadian Gaming og stod i spidsen for kasinoer, spillehaller og væddeløbsbaner over hele Canada, men i sidste uge gamblede han ikke bare med sin egen karriere, men også med andre mennesker sundhed.

Og det kom til at koste ham jobbet.

Han og hans skuespillerkone Ekaterina Baker er gode for milliarder, og i sidste uge drog de fra Vancouver til Whitehorse i Yukon-territoriet.

I stedet for at gå i de krævede 14 dages karantæne lejede de et privatfly og fløj til Beaver Creek i den canadiske ødemark.

Det skriver The Washington Post.

Google Maps

I den lille by bor små hundrede mennesker, og her opsøgte parret den lokale vaccinationsklinik og udgav sig for at være nyansatte på et lokalt motel.

Derfor fik de vaccinedoser, der egentlig var tiltænkt ældre og sårbare personer blandt den oprindelige befolkning i området.

De små samfund i territoriet er højt prioriteret i den canadiske vaccinationsplan, da indbyggerne har langt til nærmeste sygehus.

Sidste år tjente Rodney Baker omkring 100 millioner kroner ifølge norsk TV 2, og han og hans kone vakte opsigt i det lille samfund.

Især, da de umiddelbart efter vaccinationen bad om at blive kørt til lufthavnen.

Da de ansatte på vaccinationsklinikken tjekkede med motellet, stod det hurtigt klart, at det hele var en løgn.

Parret blev tilbageholdt i lufthavnen, da de ville flyve tilbage til Vancouver.

»Jeg ved ikke, hvad de mennesker tænkte på. Der er ekstrem knaphed på doserne, og af en eller anden grund prøvede de at snyde systemet. Det er uretfærdigt. Det er forkert,« siger Canadas minister for urbefolkningen, Marc Miller, til The Guardian.

Og ministeren i delstaten British Columbia, Mike Farnworth, siger til Vancouver Sun:

»Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set eller hørt om en så foragtelig og modbydelig form for udnyttelse og mangel på moralsk kompas.«

Og ikke blot det faktum, at parret fik vacciner, som var tiltænkt andre og mere sårbare mennesker, så ryster det også mange, at de gik ind i et rum, hvor der opholdt sig alvorligt syge personer, som de udsatte for potentiel smittefare.

Rodney og Ekaterina Baker har indtil videre ikke selv udtalt sig i sagen.

De bliver nu sigtet for at have overtrådt Yukons beredskabslov, skriver CNN, og parret får derudover en bøde på 500 canadiske dollar.