Der er registreret yderligere 701 smittede med covid-19.

Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut, som omfatter 30 timer på grund af tekniske problemer torsdag.

For fjerde dag i træk falder det samlede antal coronapatienter på landets hospitaler. Antal indlagte er siden torsdag faldet med 28, så 583 patienter med covid-19 nu er indlagt.

Heraf er 103 indlagt på en intensivafdeling, og 71 patienter får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Det samlede antal indlagte er det laveste siden 18. december.

Siden torsdag er der udført 126.855 prøver - dermed er positivprocenten 0,55.

I løbet af de 30 timer, som opgørelse dækker over, er fem mænd og otte kvinder med covid-19 afgået ved døden.

Yderligere 43 personer er blevet indlagt. At det samlede antal indlagte er faldet, kan både forklares med udskrivelser og dødsfald.

Det hører med til historien, at lyntest ikke indgår i opgørelsen fra SSI.

Lyntest tilbydes på statens regning hos fire private virksomheder. I løbet af torsdag fandt de private udbydere for første gang færre end 100 smittede med covid-19 på et døgn.

Præcis blev der registreret 99 smittede ved hjælp af lyntest - eller antigentest, som denne type prøver også kaldes.

/ritzau/