Det seneste års tid har hun kæmpet sig ud af sengen gudsjammerligt tidligt. Taget turen til Valby og smilende sagt »go’ morgen« til hele Danmark. Men nu er det slut.
»Tænk, at jeg står og flæber. Det må I virkelig undskylde, men jeg har virkelig været så glad for, at jeg måtte være inde i jeres morgenfjernsyn, og at jeg har fået lov til at være en del af det her fantastiske hold.«
Som du kan se i videoen herunder, lød ordene sådan her fredag morgen fra den ellers garvede tv-vært Janni Pedersen, da ‘Go’ Morgen Danmark’ for sidste gang gik i luften med hende ved roret.
Hun har nemlig kun været udlånt som barselsvikar for Louise Wolff.
Men at Janni Pedersen har nydt det, har hun ikke lagt skjul på.
»Jeg har været på TV 2 News i over 13 år, og jeg elsker det. Elsker nyhedsafdelinger, News, mine kolleger. Elsker, at det går virkelig stærkt. Men efter 19 år på nyhederne måtte jeg også sige ‘Janni P, måske var det på tide, at du prøvede noget andet?’,« fortalte hun sidste år til B.T. og fortsatte:
»Det er meget rart med en timeout, hvor jeg kan få lov til at arbejde med de mere nære og personlige sider af mig selv. Og det gør mig jo ikke til en dårligere News-vært at have været der. Det er skodtidspunkt, men jeg er sgu ret glad.«
Sideløbende med sin morgentjans har 52-årige Janni Pedersen dog også passet sit ‘rigtige’ arbejde på TV 2. Nemlig ‘Station 2’ og ‘Bag forbrydelsen’. Og indrømmer gerne, at det har været en hektisk tid. Men som hun også har nydt.
Der er ikke nogen, der har sagt ‘du har et fantastisk skærmfjæs, dig skal vi gøre til studievært’Janni Pedersen om at have kæmpet sig til sin plads på TV 2
For det er alt sammen frugten af hårdt arbejde.
»Der er ikke nogen, der har sagt: ‘Du har et fantastisk skærmfjæs, dig skal vi gøre til studievært’.«
»Der er heller ikke nogen, der har sagt: ‘Du skal da være krimireporter eller vores faste mand i Københavns Byret'.«
»Jeg er ikke blevet plukket, fordi jeg var guds under eller et særligt talent i tv-branchen. Jeg har mast mig så meget igennem, har arbejdet så meget og er blevet ved og ved og ved, at jeg var svær at komme udenom,« som hun sagde til B.T.
Fremover må vi ‘nøjes’ med ikke at kunne komme uden om hende på de to krimimagasiner og TV 2 News.