I 15 år har nøglerne til en 164 kvadratmeter stor Frederiksberg-kasse tilhørt Anders Matthesen.

Men nu er det altså på tide at give dem videre. Komikeren har nu solgt byggeforeningshuset – og i den forbindelse fået fyldt pengetanken op.

Den 45-årige ordekvilibrist har således fået 12,8 millioner for huset, skriver Se & Hør.

Da han selv købte huset i 2005, gav han væsentlig mindre for det. Han måtte nemlig smide 'kun' 5.763.000 kroner.

Det hvide hus med det røde tag er opført for 120 år siden i det, der hedder Den hvide by på Frederiksberg.

Dengang var det arbejdere ved Frederiksberg Gasværk, der boede på adressen.

Ejendommen har ifølge Se & Hør ikke været på markedet, men er blevet solgt som en såkaldt skuffesag.

De nye købere overtager 2. februar nøglerne til huset.