Spoler man tiden blot få måneder tilbage, var hun knap søgbar på Google. Nu er der over 95 millioner hit på hendes navn.

For mens hele verden sidste år gik amok over 'Tiger King', er Netflix-serien 'Bling Empire' nu serien, alle snakker om. Godt nok indeholder den ikke vilde kattedyr, men kløerne er i den grad fremme. Ikke mindst takket være seriens absolutte stjerne. Anna Shay.

'2020 gav os Joe Exotic. 2021 har givet os Anna Shay,' lyder en enkelt af reaktionerne på de sociale medier fra coronatrætte verdensborgere, der jubler af glæde over pandemiens nye mentale redningsplanke.

'Bling Empire' er skabt af manden bag 'Keeping Up with the Kardashians' og er en realityserie, der følger Los Angeles' ultrarige asiatiske jetsettere.

Anna Shay og Christine Chiu.
Anna Shay og Christine Chiu. Netflix

Dem, som ikoniske butikker som Dior, Cartier, Chanel og Gucci døgnet rundt åbner dørene for, når behovet for at shoppe bliver for overvældende.

Og er der noget, 60-årige Anna Shay elsker, så er det at shoppe.

»Hun er halvt japaner, halvt russer og super-superrig. Hendes penge stammer fra våben. Hendes far sælger bomber, våben, forsvarsteknologi. Og det er et par milliarder værd,« som en af hendes medstjerner i serien beskriver den indtil nu ukendte stjerne, som i sit 60 år lange liv altså stort set har formået at forblive under radaren.

Anna Shay blev – som hendes mor yndede at sige det – 'født i en krystalskål med en sølvske'.

Hun er datter den nu afdøde amerikanske milliardær Edward Shay, hvis formue ganske rigtigt blev skabt gennem våbenleverancer til primært den amerikanske stat.

De asiatiske gener har hun fra sin afdøde halvt japanske, halvt russiske mor, Ai Oizumi, som tilhørte aristokratiet i Japan, hvor hun mødte sin ægtemand, og hvor familien boede, indtil Anna Shay var otte år gammel.

Her levede lille Anna i overdådig luksus, men var allerede dengang en vildbasse, hvis største fornøjelse var at stikke af fra sine sikkerhedsvagter. Og eftersom Shay-familien tilhørte de royale rækker, rejste de af sikkerhedsgrunde altid i to hold.

I 1968 flyttede familien til Los Angeles, og som fars pige var lille Anna ofte med til møder, deltog i statsmiddage og ambassadebesøg.

Det smittede af i en sådan grad, at Anna Shay siden selv trænede med militæret, tog helikoptercertifikat og kurser i konflikthåndtering. Opsat på at få en plads i faderens verden. Men han sagde nej. Kvinder – i hvert fald i den verden – var ikke skabt til at arbejde.

»Så jeg blev gift i stedet,« som Anna Shay har fortalt om det første af sine i alt fire ægteskaber. Med hvem ved ingen. Endnu.

I stedet var det hendes lillebror Allen – som i øvrigt er gift med en kvinde med det danskklingende navn Kirsten Hansen – der overtog tøjlerne i firmaet, da faderen døde i 1995.

10 år senere solgte de to søskende dog firmaet til giganten Lockheed Martin for 1,2 milliarder dollar – svarende til godt og vel 7,5 milliarder kroner – som de altså kunne dele mellem sig.

Og dem har Anna Shay levet af siden. Levet rigtig godt af.

Det er godt gemt væk i Beverly Hills' bjerge, at hun residerer. Med sine ni labradorer. I et hollywoodsk palæ, der tidligere har tilhørt instruktør Tim Burton.

Men det, der gør Anna Shay til noget særligt og seriens klare stjerne, er hendes ligefremhed og no bullshit-attitude, som ikke mindst kommer til udtryk i de mange infights med Christine Chiu, seriens nyrige trofæhustru, som har en ubændig trang til at flashe sin rigdom.

Den nyrige trofæhustru Christine Chiu elsker at flashe sin rigdom. Her ved en fødselsdagsfest for sin etårige søn Baby G.
Den nyrige trofæhustru Christine Chiu elsker at flashe sin rigdom. Her ved en fødselsdagsfest for sin etårige søn Baby G. Netflix

Den slags falder ikke i god jord hos Anna Shay, der er født ind i en både adelig og velhavende verden. Og har et langt mere jordnært forhold til sin privilegerede status.

Selv kalder hun sig for filantrop. Og ifølge hendes venner er det ikke bare tomme ord.

En af hendes venner beretter historien om, at Anna Shay for nylig en morgen klokken 4 stak af fra sine sikkerhedsvagter for at tage til blomstermarkedet, hvor hun faldt i snak med en hjemløs mand, der kaldte sig for Elvis. Ham installerede hun i en lejlighed og fyldte den med varer til en hel måned.

Og da hun modtog sine check for at medvirke i serien, anede hun ikke, hvad hun skulle stille op med dem. Så hun forærede dem til filmholdet. For – som hun sagde – 'det var dem, der skulle holde mig ud'.

Men Anna Shay er også hende, der under pandemiens nedlukninger i Los Angeles stod uden for Gucci og pegede. 'Den. Den. Den. Den. Tak'. Og fik alt sendt hjem pr. bud.

'I wanna be Anna Shay' skrev en fan forleden på de sociale medier. Sådan er der nok mange, der har det. Ikke mindst i disse tider.

Kilder: Town and Country, Oprah Magazine, Legacy.com