En 31-årig mand erkender at have filmet og fotograferet en lang række kvinder uden deres samtykke.

I flere tilfælde har han filmet kvinder og par på deres private adresser. Flere af dem imens de sov eller havde sex.

Den 31-årige erkender, at det var ham, der optog de videoer og billeder, der blev fundet på hans telefon i forbindelse med en anden sag.

Det fortalte hans forsvarer mandag formiddag i Københavns Byret.

Her er den 31-årige mand tiltalt for ikke mindre 71 forhold, der handler om uberettiget at have filmet eller fotograferet folk uden deres vidne.

Der er tale om 26 episoder, hvor han har optaget eller fotograferet kvinderne uberettiget.

»Jeg var ude og prøve at lave indbrud. Så det er noget, der opstår tilfældigt i forbindelse med det,« forklarede han i retten.

Han fortalte til anklageren, at han ikke ved, hvorfor han filmede og fotograferede kvinderne.

»Jeg har tit tænkt over det. Jeg tror det er spændingen - men jeg ved det ikke.«

Derudover forklarede han, at han »ikke har brugt videoerne til noget overhovedet.«

Men han understregede, at det ganske rigtigt var ham, der havde filmet og fotograferet kvinderne.

Fik fingrene i hans telefon
Det er kun et par måneder siden, den tiltalte sidst var forbi byretten i hovedstaden.

Her blev han idømt tre måneders fængsel for uberettiget at have skaffet sig adgang til værelser på Hotel Cabinn i København.

På værelserne lå kvinder og sov. Og dem rørte han ved, hvorved han krænkede deres blufærdighed, lød det i dommen.

Sagen om hotelkrænkelserne stammer fra sommeren 2023, hvor politiet hurtigt kom på sporet af den 31-årige.

Han blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet, og i den forbindelse undersøgte politiet hans telefoner. I alt fire styks.

På dem fandt man en lang række billeder og videoer af særligt kvinder, der umiddelbart ikke var klar over at de blev optaget, og det er netop det materiale, han nu sidder i retten for.

Dømt flere gange før
Det er langt fra første gang, at den 31-årige skal i retten for at have krænket kvinder.

Han er blandt andet tidligere dømt for at sætte et skjult kamera op i et solarie, som skulle bruges til at filme de besøgende.

Derudover har han en dom for at have franarret kvinder nøgenbilleder, og så er han også dømt for at have hacket sig ind på kvinders sociale medier for at tilgå billedmateriale.

For nylig blev han så ved Retten i Næstved kendt skyldig i en sag, hvor han sad tiltalt for at have kigget ind ad vinduerne hos en række borgere i Slagelse.

Også i den sag har han tidligere forklaret, at hans formål med at være på adresserne ikke var at belure kvinder, men derimod at han var der for at stjæle.

Det var dog ikke noget, retten dengang valgte at tro på.

»Vi mener, det er bevist, at de steder, hvor det er bevist, at du indfandt dig, var du for at krænke blufærdigheden, lure på nøgne damer, se folk have sex og eventuelt filme dem med dit kamera,« udtalte dommeren, i forbindelse med at der blev afsagt skyldkendelse i sagen.

Selvom den 31-årige i denne sag er fundet skyldig i langt de fleste forhold, han var tiltalt for, har Retten i Næstved endnu ikke afsagt dom.

Man har således afventet en mentalerklæring for at kunne tage stilling til, om den 31-årige skal idømmes almindelig fængselsstraf eller en anden foranstaltning. Og den mentalundersøgelse afventer stadig, hvorfor der ikke bliver afsagt endelig dom i sagen om videooptagelserne mandag.

Det blev afgjort mandag, at den 31-årige skal sidde varetægtsfængslet indtil sagen er afsluttet.

Det er dog muligt for forsvareren at begære ham løsladt inden da.

Den sidste retsdag i sagen er 16. maj i år, hvor der vil blive afsagt dom.

Hør mere om den 31-årige og hans forbrydelser i B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.

Omny Studio Clip

Seriekrænkeren på hotellet