Den britiske dronning Elizabeths barnebarn Eugenie fik sig en voldsom forskrækkelse, da hun sammen med to veninder blev overfaldet af røvere under en rejse til østen.

Heldigvis havde den 19-årige prinsesse og hendes to veninder et par livvagter bag sig, da de en aften pludselig blev overfaldet af en gadebande i Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

Kilder tæt på den engelske kongefamilie bekræftede i går aftes overfaldet overfor avisen The Sun.

Prinsesse Eugenie, der er datter af prins Andrew og hertuginde af York Sarah Ferguson, har det sidste stykke tid rejst verden tynd, hvilket har vakt kritik blandt den engelske befolkning, da det koster den engelske stat omkring en million kroner i udgifter til livvagter.

De kom dog i høj grad til sin ret, da en gadebande, der ikke genkendte den britiske prinsesse, forsøgte at frarøve hende og veninderne deres tasker.

Livvagterne greb straks ind, men da banden begyndte at kaste sten mod dem, lod de dem flygte af hensyn til prinsessens sikkerhed.

Det er første gang i løbet af 10 år, at britiske livvagter har været nødt til at gribe ind i forbindelse med trusler mod de kongelige.

Andre læser også