De gik under bøgeskovens kroner i den unge nat. Havde festet ovenpå den succesfulde koncert. Var høje af glæde og adskillige drinks. Fjollede. 'Vi to, vi er da kærester, synes du ikke?' sagde han pludselig. Spørgende. Hun grinede. Sagde jo. Men indeni tog hjertet et ekstra hop.

»For da Pelle endelig sagde det, vidste jeg, at der lå meget mere i det,« siger Maria Jencel om dét, der kunne have været fuldemandssnak.

Men det var det ikke.

Kærlighedens veje har altid været uransagelige, og nogle gange skal man grueligt meget igennem, tage nogle voldsomme slag, før man finder fodfæste på dem.

I dag er livet tilbage på rette kærlighedsspor for radioværter Pelle Peter og Maria Jencel, men begge skulle gennem svære kærestesorger, før de fandt hinanden.
I dag er livet tilbage på rette kærlighedsspor for radioværter Pelle Peter og Maria Jencel, men begge skulle gennem svære kærestesorger, før de fandt hinanden. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og det skulle de populære radioværter Maria og Pelle Peter Jencel, hvis slag i kærligheden har resulteret i selvhjælpsbogen og podcasten '112 for knuste hjerter'.

For selv om lykken i dag stråler ud af dem, når de sidder omkring spisebordet og taler – samtidig med, at den foreløbige frugt af deres kærlighed, datteren Penelope på seks måneder, jævnligt blander sig i samtalen – så var vejen dertil belagt med bump.

»Jeg var et super bittert og indebrændt væsen,« beskriver Pelle Peter Jencel om dét sted, han var for blot få år siden.

P3-værten husker kun alt for godt dén dag, hvor hans liv tog en markant drejning.

Han var lige fyldt 30. Karrieren på skinner. Boede i den perfekte lejlighed med kæresten gennem fire år. De havde lige droppet p-pillerne. Nu skulle dén familie, han altid havde drømt om, stiftes. Realiseres.

Men så ringede telefonen.

'Jeg har mødt en anden. Jeg har kun kendt ham i fire dage, men jeg bliver nødt til at tage ned til ham. Han bor i Sydney, og jeg har booket en flybillet i morgen tidlig,' sagde hans kæreste.

»Så jeg gik fra at føle mig 'ekstrem lykkedes i livet' til den største fiasko. Hjemløs, single og tilmed forladt. Det kastede mig ud i en kæmpe livskrise, der var svær at komme igennem,« erkender den i dag 35-årige Pelle Peter Jencel om det kontante brud, som han stadig drømmer om kunne være foregået på en lidt mere human måde.

»For man føler sig jo meget lidt værd, hvis fire år sammen kan afregnes sådan. Detaljerne gjorde slaget endnu hårdere.«

Maria Jencel med datteren Penelope.
Maria Jencel med datteren Penelope. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nogenlunde samtidig gik Maria Jencel rundt på en lille græsk ø og følte egentlig også, at hendes liv på mange måder kørte på skinner.

Hun var 27. Havde i flere år arbejdet som journalist og var nu korrespondent i Grækenland, hvor hun boede med sin kæreste gennem tre år.

Men efter et lille og banalt skænderi smækkede han med døren. Skred.

»For mig var det uundgåeligt, at vi skulle gå fra hinanden på et tidspunkt, for det gik dårligt. Men pludselig tog han beslutningen meget tidligere, end jeg havde regnet med,« fortæller Maria Jencel, som i månedsvis håbede på, at de i det mindste kunne mødes og snakke sammen.

Det kunne de ikke.

»Min mor fik mig, da hun var 27. Og for mig havde det altid stået som tidspunktet, hvor jeg skulle stifte familie. Så da han gik, da jeg var 27, brød min verden sammen. For med ét var den drøm, jeg havde troet på hele livet, pludselig ikke længere mulig at få opfyldt,« siger hun om dét, der fyldte i hendes hoved.

Bruddet bragte hende hjem til Danmark. Og kærlighedens uransagelige veje førte hende til P3. Og i favnen på Pelle Peter. Helt bogstaveligt. Omend en version af ham, som han selv havde svært ved at genkende.

»Fra altid at have været en glad og smilende fyr med fuld fart på var jeg i to år grundlæggende et superbittert og indebrændt væsen.«

»Jeg havde fået nogle nye skyggesider, mere temperament og tristesse, manglede stadig at komme det sidste stykke af vejen, da jeg mødte Maria. Men jeg tror, at vi begge var klar til at møde en ny.«

»Det var en virkelig lang kurtisering,« siger hun grinende om det, der startede med, at han morgen efter morgen lukkede hende ind på redaktionen, fordi hun endnu ikke havde eget adgangskort. Jævnligt faldt de i snak sent på dagen, når de som de eneste på redaktionen sad tilbage og arbejdede.

Men som Pelle Peter siger:

»P3 er en lille arbejdsplads, så hvor hårdt går du efter en, som du følgende mandag skal møde på arbejdet igen?«

»Og jeg var ligesom lige startet,« tilføjer Maria.

Første spæde skridt ind på kærlighedens veje blev taget efter et P3-seminar, hvor de endte på en bar og snakkede ud over det arbejdsmæssige.

Kærlighedens uransagelige veje første Maria Jencel i armene på P3-vært Pelle Peter.
Kærlighedens uransagelige veje første Maria Jencel i armene på P3-vært Pelle Peter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

'Hvem er du? Du er for vild. Ud over alt det, du har lavet, er du er også typen, der kører ind i et skilt, lever af slik og Red Bull,' husker Pelle Peter, at han tænkte om sin nye kollega. Som han troede, var praktikant.

Derfra blev kemien kun stærkere og stærkere. De var sammen stort set døgnet rundt. Men uden at nogen af dem satte ord på det. Indtil den nat på Smukfest i Skanderborg.

'Vi to, vi er da kærester, synes du ikke?'

»At det tog så lang tid, før vi blev kærester, var jo også, fordi vi begge var bevidste om, hvor voldsomme kærestesorger vi havde i bagagen. Vi skulle være klar, vi ville ikke opleve et brud igen,« forklarer Maria Jencel og fortsætter:

»Pelle sagde i en af vores meget tidlige snakke, at næste gang han skulle have en kæreste, skulle han vide, at det var for evigt. At det var én, han ville giftes med og have børn med. Så da han endelig sagde det den nat, vidste jeg bare, at der lå meget mere i det.«

»Og præcis et år efter blev vi gift,« tilføjer han med et smil.

Det voldsomme kærestebrud er bag ham. Han er igen et fedt sted i sit liv. Men indrømmer blankt, at han gerne havde været det foruden.

»Men det ville jeg ikke,« siger Maria så.

»Jeg tror ikke, at jeg havde fundet Pelle, hvis det ikke var for mit brud. Det var det, der fik mig til at indse, hvad jeg ledte efter. Åbnede mine øjne for en mand som Pelle, som jeg ikke ville have set tidligere, fordi han ikke var min type.«

»Jeg ville have været gennem alle verdens traumer for at være endt op med de her to mennesker. Pelle og Penelope.«

De smiler kærligt til hinanden hen over bordet. Penelope pludrer.

Pelle Peter og Maria Jencel med deres datter Penelope på et halvt år. Begge er klar til at få mange flere.
Pelle Peter og Maria Jencel med deres datter Penelope på et halvt år. Begge er klar til at få mange flere. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvad vi kan sammen? Jeg tror bare, at vi er kæmpe fans af hinanden. Er gode til at tænke os som en enhed, som egentlig bare gerne vil se hinanden være glade og lykkelige. Så vi hjælper hinanden alt det, vi kan, med det.«

'112 for knuste hjerter' er udkommet på Gyldendals forlag