Michael Sommer blev landskendt, da han i 2019 var med i DR-programmet 'Gift ved første blik'.

Her blev han gift med Christina Arenholdt Nielsen. De skændtes, blev venner, fik parterapi, blev gravide, fik abort og endelig en skilsmisse.

Nu er det en mere lykkelig begivenhed, han kan dele i en række stories på sin Instagram.

Han er nemlig blevet gift igen.

Michael Sommer med sin kone, smykkedesigner Maria Kronholm. Foto: Privat
Michael Sommer med sin kone, smykkedesigner Maria Kronholm. Foto: Privat
Vis mere

På Instagram har han videredelt en række stories fra sin nye kone, Maria Kronholm, der fjerner enhver tvivl om, at de to er smedet sammen.

'Så gik den ikke længere at holde hemmelig. Michael og jeg blev gift i al hemmelighed uden gæster i går,' har hun skrevet til et billede af de to i kirken.

Michael Sommer har tidligere fortalt om, hvor hårdt deltagelsen i 'Gift ved første blik' tog på ham

»Jeg vil ikke kalde det en depression, men da det hele var overstået og begyndte at stilne af, kunne jeg mærke, jeg var brugt. Jeg var ramt på min psyke, og mit overskud var røget.«

Tidligere har han talt med DR om, hvordan oplevelsen fra DR-programmet er noget, han kan bruge i sit forhold med Maria Kronholm – på den positive måde.

»Jeg er blevet bedre til konflikthåndtering efter 'Gift ved første blik'. Hvis man er uenige om noget, så plejede jeg at fare op og skyde tilbage på den anden: 'Det kan godt være, jeg gør det her, men du gør det her'.«

»Nu er jeg blevet bevidst om, at der ikke er nogen grund til at lade sig rive med og give den anden skylden,« sagde han.

Som resultat af dette gik han sidste år på knæ og friede til Maria Kronholm.