Når Danmarks kvinder søndag aften går på banen til finalen ved EM i håndbold, er det Norge, der står på den modsatte side.

Et hold som Danmark har det usædvanligt svært imod. For selv om vi 'kun' skal tilbage til 2023 for at finde den seneste sejr ved et Golden League stævne, er det samtidig også den eneste danske sejr i de seneste ti opgør mod naboerne. 

Det er dog ikke noget, der fylder alt for meget hos den danske målvogter Sandra Toft.

»Det er klart, at man altid har et lille overtag, hvis man plejer at vinde, og jeg synes også, at de er favoritter i morgen. Jeg tror, at kampen mod Frankrig gav os et ekstra selvtillidsboost i forhold til at slå nordmændene, som også var lidt overraskede over, at vi slog dem (Frankrig, red.),« fortæller hun.

At nordmændene har overtaget er heller ikke noget, der er blevet snakket meget om i truppen.

»Vi har mere talt om, at nu skal vi tage dem. Der er stor ro og tro på, at det kan lade sig gøre, og jeg har ikke hørt nogen sige 'åh, Norge'.«

Danmark og Norge mødte også hinanden i finalen ved det seneste EM, hvor Norge vandt med 27-25, efter Danmark ellers havde ført det meste af kampen. Og det har givet Sandra Toft én meget vigtig læring.

»Vi var foran i 50 minutter, og hvad har vi lært af det? Vi skal også være foran de sidste ti minutter. Men det var en tæt kamp, og det var for Norges vedkommende med to af de store spillere, som ikke er her længere. Vi har lært, at vi har en chance.«