Den danske stregbamse Magnus Saugstrup havde et lille blodigt bidemærke i panden efter torsdagens sikre 39-28-sejr over Schweiz i Boxen.

Midt i anden halvleg hastede han pludseligt ud på bænken – og gemte hovedet i et håndklæde. Det skyldtes, at den nordjyske pandebrask havde været i nærkontakt med et sæt schweiziske fortænder. 

»Ja, han skød, og så kom han til at køre tænderne ned i panden på mig.«

»Det blødte lidt, og jeg fik en lille bule. Men altså – det var virkelig ingenting. Så ingen stress,« forsikrede Saugstrup.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Med sejren sikrede Danmark sig endegyldigt en billet til onsdagens kvartfinale, og det betyder, at lørdagens sidste mellemrundekamp mod Tjekkiet er uden betydning.

Og det kunne være oplagt at give den danske anfører, der normalt trækkes store veksler på, en fridag. Men den er Magnus Saugstrup ikke med på.

»Nej, jeg kan godt lide at spille. Det er sjovt. Det er jo fantastisk at spille foran 15.000 tilskuere i pausen, og jeg tror, at vi alle sammen håber at spille.«

»Og kroppen har det rigtig fint. Og det giver så meget energi at spille foran det her publikum.«