Landsholdskonflikten kan være på vej til at tage en yderst usædvanlig drejning.

Ifølge B.T.s oplysninger arbejder DBU med en ny mulighed, der handler om at sende det danske futsal-landshold til Slovakiet for at spille den planlagte testkamp onsdag aften.

Mandag har DBU ellers arbejdet ihærdigt for at finde spillere til landskampene mod Slovakiet og Wales, hvor man ud over blandt superliga-spillere skulle have forhørt sig i 1. og 2. division. Men nu ser det altså ud til, at løsningen kan blive futsal-landsholdet, der har tilbudt deres hjælp til unionen. Det fortæller flere kilder til B.T.

»En besked er blevet sendt rundt, der bekræfter, at den er god nok. Det danske futsal-landshold spiller i stedet for herrelandsholdet. Det er planen på nuværende tidspunkt,« fortæller en kilde til B.T., der i kraft af sin position vil være anonym, sent mandag aften. Tirsdag formiddag ser det ifølge flere medier ud til, at DBU har fundet 23 spillere til det alternative landshold, der tilsyneladende lander i Slovakiet senere på dagen

Mathias 'Zanka' Jørgensen, Lasse Schöne og Viktor Fischer ankom søndag aften sammen til hotellet i København for at diskutere konfliken.
Mathias 'Zanka' Jørgensen, Lasse Schöne og Viktor Fischer ankom søndag aften sammen til hotellet i København for at diskutere konfliken. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Intet er dog helt på plads endnu, men ifølge B.T.s oplysninger er både trænere og spillere fra flere futsal-klubber blevet informeret om, at det kan være dem, der optræder for det danske landshold mod Slovakiet.

Der er samtidig sendt en liste ud med, hvilke spillere der er tale om. Her er der ingen superliga-spillere at finde, men kun spillere, der har været inde over landsholdet i futsal, der også hører under DBU. Spillerne kommer fra klubberne JB Futsal Gentofte, SBV 09 Futsal, København Futsal og Sønderborg Inter Futsal.

Dermed er det blandt andre dem, der er i spil til at erstatte Christian Eriksen og co., der mandag aften mødtes i København for at diskutere sagen.

Konflikten mellem spillerne og DBU eskalerede i weekenden, efter at DBU havde sat 31. august som deadline for en aftale. Lørdag meddelte DBU så, at forhandlingerne var indstillet, og unionen tilbød spillerne midlertidige vilkår til at gennemføre de to kommende landskampe.

Søndag tilbød spillerne at stille op, hvis man forlængede den tidligere aftale. Det svar anså DBU som et afbud til fodboldkampene, og DBU meddelte, at man ville forsøge at finde en alternativ landsholdstrup til kampene mod Slovakiet og Wales.

Og en alternativ landsholdstrup ser måske nu ud til at være fundet til testkampen mod Slovakiet onsdag kl. 20.45 i Trnava.

B.T. har været i kontakt med DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, der ikke ønsker at kommentere historien.

DBU's elitechef, Kim Hallberg, har følgende kommentar til B.T.s historie:

»Jamen, det kan jeg hverken be- eller afkræfte. Vi har fået utallige e-mail fra divisionsspillere, seriespillere og hele hold, som rigtig gerne vil redde det her. Ikke for DBU's skyld, men for dansk fodbolds skyld. Om der er futsal-spillere mellem dem, har jeg ikke overblik over endnu.«

Derudover har B.T. forgæves forsøgt at få en kommentar fra folk på og omkring futsal-landsholdet.