De første spillere på det nye, alternative landshold er blevet identificeret.

Det drejer sig om to spillere fra Avarta, der spiller i den danske 2. division.

Den ene er målmand Morten Bank - det har fodboldklubben bekræftet over for B.T.

Den anden er Christian Offenberg, som DR i første omgang havde sat navn på.

Avarta-duoen er altså med i den 23-mands trup, der onsdag skal møde Slovakiet i en testkamp. 30-årige Christian Offenberg er aktuel topscorer i 2. division med fem mål efter de første seks kampe. Ifølge B.T.s oplysninger er Morten Bank tiltænkt en rolle som reservemålmand.

»Klubben vælger at støtte op om spillernes beslutning om at spille med i landskampen, fordi de gør det for dansk fodbold. Hvis Danmark ikke deltager i kampene, kan vi få sanktioner, som betyder, at vi ikke kommer med i slutrunden,« siger Benny Nielsen, der er sportschef i Avarta, til DR.

TV2 Fyn skriver desuden, at også fem spillere fra den fynske 2. divisionsklub Tarup-Paarup ifølge mediets oplysninger er med på det alternative landshold. Her har klubben dog ikke bekræftet oplysningerne, ligesom der ikke er navne på dem.

»Vi har talt om det blandt spillerne og er blevet enige om, at det er op til folk selv at vælge,« siger Tarup Paarup-anfører Rasmus Nørgaard til TV2 Fyn.

En bus holder ved DBU's Fodboldens Hus i Brøndby tirsdag den 4. september 2018. . (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
En bus holder ved DBU's Fodboldens Hus i Brøndby tirsdag den 4. september 2018. . (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

Navngivningen af de første spillere på det alternative landshold kommer, efter at det tidligere i dag så ud til at være en realitet, at DBU havde formået at samle de 23 spillere, der skal erstatte de 'rigtige' landsholdsspillere, der ikke er til rådighed på grund af den verserende lønkonflikt mellem DBU og landsholdsspillerne.

I samme ombæring kunne B.T. afsløre, at flere spillere fra det danske futsal-landshold var i spil til en plads i truppen. Siden har B.T. så kunnet fortælle, at assistenttræneren på futsal-landsholdet har trukket sig med øjeblikkelig virkning.

Efter at forhandlingerne mellem DBU og landsholdsspillernes organisation, Spillerforeningen, brød sammen søndag, har fodboldforbundet siden ledt efter interesserede spillere i Superligaen, 1. division og 2. division.