Tidligere tirsdag kunne B.T. afsløre, at flere af spillerne på det danske futsal-landshold har tilbudt DBU at udfylde hullet efter Christian Eriksen, Simon Kjær & co., der på grund af den igangværende konflikt med DBU ikke er i spil til de kommende landskampe mod Slovakiet og Wales.

Men ikke alle på og omkring futsal-landsholdet er enige i beslutningen. Heriblandt assistentlandstræner Adolfo Rodriguez Vidal, der kort efter B.T.s afsløring røg på Facebook og annoncerede sit farvel til landsholdet.

'Jeg stopper dags dato på futsal-landsholdet som assisterende træner. Jeg har fået kæmpe oplevelser med pragtfulde mennesker blandt trænere, ledere, fysser, tøjmænd, spillere og andre futsal-entusiaster. Tusind tak til jer alle for alle de skønne oplevelser,' skriver han.

Ifølge B.T.s oplysninger er opsigelsen en konsekvens af futsal-landsholdets håndsrækning til DBU.

Avisen har været i kontakt med Adolfo Rodriguez Vidal, men han har ingen yderligere kommentarer til sit farvel til futsal-landsholdet.

B.T. har også været i kontakt med landstræner for futsal-landsholdet Nikolaj Saabye, der ikke ønsker at kommentere sagen. Han understreger dog, at han er skuffet over assistentens farvel.

»Jeg er rigtig ked af hans beslutning og over, at vi mister så god en fyr,« siger landstræneren.

Danmark møder onsdag aften Slovakiet på udebane.