Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
DBU jagter nu spillere i de lavere danske fodboldrækker for at få samlet et alternativt, dansk landshold.
Ifølge TV2 Sport har samtlige klubber i 1. og 2. division modtaget et brev med henblik på at samle spillere nok til at stille op til de kommende landskampe mod Slovakiet og Wales.
TV2 Sport er i besiddelse af brevet, der er stilet til 'Direktører eller Sportsdirektører i 1. division og 2. division'.
Tidligere mandag kom det frem, at DBU havde sendt et brev til samtlige superligaklubber for at få samlet et landshold, efter at de oprindeligt udtagne spillere ikke er til rådighed på grund af den igangværende lønkonflikt mellem DBU og spillerne.
Det arbejde ser tilsyneladende ud til at være frugtesløst.
I brevet til de laverende rangerende klubber lyder det ifølge TV2 Sport, at DBU er i gang med 'at finde et alternativt hold' til ugens to landskampe 'således at vi opfylder Uefas bestemmelser om at stille med det sportsligt bedst mulige hold'.
'Det betyder, at vi i første omgang, helt naturligt, har taget fat i de danske spillere fra Superligaen, ved at sportsdirektørerne i Superligaen har videresendt et brev fra DBU til spillerne. Vi har som forventet, i lighed med konflikten med kvindelandsholdet sidste efterår, oplevet at SPF (Spillerforeningen, red.) mobiliserer alle kræfter for at få deres medlemmer til at være solidariske med spillerne på A-landsholdet, til trods for at dette ikke er en arbejdskamp. Bekymringen er derfor, om vi overhovedet når i mål, hvorfor vi ser os nødsaget til nu, at kontakte jer, som ansvarlige i 1. og 2. division, og bede om samme støtte,' står der i brevet.
Svaret til DBU er dog afvisende fra i hvert fald én af de involverede klubber. Ifølge SportFyn lyder svaret fra 2. divisionsklubben Marienlyst til fodboldforbundet således:
»Boldklubben Marienlyst ønsker ikke at videreformidle jeres henvendelse. Som 2. divisionsklub uden spillere på landsholdsniveau ønsker vi ikke at blive involveret i denne konflikt, som vi mener bør løses af DBU og de reelle landsholdsspillere,« svarer Marienlyst-formand Anders W. Berthelsen på DBU's henvendelse ifølge Sportfyn.
Mens de 23 spillere, der oprindeligt blev udtaget til truppen, altså ikke kommer i aktion i de to landskampe, kommer heller ikke landstræner Åge Hareide eller assistenttræner Jon Dahl Tomasson til at styre det alternative landshold. Det slog DBU fast mandag.
Over for B.T. har landstræner Åge Hareide i øvrigt for første gang reageret på sagen - det kan du læse om her
Af brevet fra DBU til klubberne i 1 division og 2. division fremgår det i øvrigt, at spillere, der allerede er udtaget til U-landshold, ikke kan komme i betragtning til det alternative landshold. Spillere skal melde sig til inden kl. 19 mandag aften.