Der er langt til Bratislava.

For nogle en mellemlanding i Zürich og en lejebil fra Wien i 45 minutter. For andre en afgrundsdyb kløft skabt af adskillige års uenigheder.

Hernede i den slovakiske hovedstad sidder de danske sportsjournalister så og venter uden at vide, hvornår der lander bare en eller anden med et DBU-logo syet ind i et par fodboldshorts eller en blazer. Mandagens pressemøde på hotel Grand Hotel River Park kl. 16.30 blev ikke til noget og den efterfølgende træning heller ikke, for der er p.t. ingen landsholdsspillere. Hvem der er skyld i det, er brandfarligt at gætte på, men status er, at DBU og det danske herrelandshold igen er i konflikt.

Det danske landshold under sommerens VM i Rusland.
Det danske landshold under sommerens VM i Rusland. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

Og ifølge DBU-direktør Claus Bretton-Meyer skyldes det seneste forhandlingsstop, at Spillerforeningen kom med ultimative krav inden deadline.

Derfor kan man roligt spadsere en tur langs Donau, der skærer gennem byen, og bide de få solstråler bag de mørkeste skyer i sig, mens man skråler med på noget Medina - uden at blive kigget skævt til. Kunne man forestille sig.

Tirsdag er der planlagt pressemøde kl. 17.30 for Danmark på kampstadionet i Trnava, men om det bliver til noget, afhænger muligvis af, om enten det rigtige landshold ankommer, eller om DBU lykkes med at samle et hold af divisionsspillere. Det tror Christian Eriksen ikke så meget på.

»Jeg tror, at det er en tanke, der ligger fjernt for fodboldspillere. Hvem gider spille en landskamp, bare fordi der er konflikt,« sagde Eriksen onsdag.

Simon Kjær og Kasper Schmeichel.
Simon Kjær og Kasper Schmeichel. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

Og skulle det lykkes at sætte et hold sammen, bliver det uden landstræner Åge Hareide, der er på ferie hjemme i Norge, hvor han venter på, at konflikten bliver løst, så han kan fortsætte sit arbejde, som han har skrevet i en sms til B.T. Sport.

Imens venter Slovakiets landshold så på at finde ud af, hvad det er for et dansk hold, de skal møde onsdag. For kampen bliver til noget, er de blevet lovet. Det er også en god idé, for Uefa lover, at sagen vil blive taget op, hvis kampen aflyses.

»For enhver kamp, der ikke gennemføres, gælder det, at sagen bliver overført til Uefas disciplinærinstanser,« skriver Uefa i en e-mail til Ritzau.

Derfor gælder det lige nu for DBU om at finde minimum 11 spillere, der vil trodse konflikten og stille op for Danmark mod Slovakiet. Så bliver det ikke med de bedste spillere, men det er også lige meget, mener den tidligere DBU-generalsekretær Jim Stjerne Hansen.

»I det omfang, at DBU møder med de bedste af dem, der har lyst til at spille, mener jeg ikke, at der kan blive tale om sanktioner for, at man ikke spiller med det bedste hold,« siger Jim Stjerne Hansen ifølge Ritzau.

Slovakiet har da også en pressekonference planlagt tirsdag, som det hører sig til inden en landskamp, og mon ikke det kommer til at handle en del om Danmarks situation?

I Bratislava venter en god del danske sportsjournalister i hvert fald på at finde ud af, hvilken slags landshold der tjekker ind i Bratislava og møder op til pressemøde og træning i Trnava tirsdag.

Hvis der altså kommer nogen.