Der er kaos på og omkring det danske fodboldlandshold.

Konflikten mellem DBU og landsholdsstjernerne har nu resulteret i, at Danmark både står uden landshold og landstræner to dage før den vigtige test kamp mod Slovakiet i Bratislava.

Landsholdsspillerne møder ikke op i landsholdslejren, og landstræner Åge Hareide er af DBU blevet beordret på ferie.

Netop Åge Hareide er flere gange i sin relativt korte periode som dansk landstræner blevet fanget i krydsilden mellem landsholdet og DBU. Og mange ville næppe bebrejde nordmanden, hvis han efterhånden var træt af at være fanget i den farce, som det iskolde forhold mellem union og spillere har udløst.

Men det er han ikke. Den succesrige landstræner har fortsat stor lyst til at stå i spidsen for det danske landshold. Det oplyser Hareide i en sms til B.T.

»Ja, det har jeg. Vi skal bare have løst konflikten,« lyder det kortfattet fra den 64-årige nordmand.

DBU og landsholdsspillerne har i de seneste dage forgæves forsøgt at lande en ny landsholdsaftale. Men parterne har ikke kunnet finde hinanden, og det har DBU betragtet som et afbud fra landsholdsstjernernes side.

Dermed skal der nu udtages et alternativt landshold til de kommende landskampe mod Slovakiet og Wales. Ligesom der også skal findes en midlertidig landstræner.