Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
DBU har nu fundet 23 spillere, som kan spille ugens landskampe mod Slovakiet og Wales.
Det erfarer fodboldmediet Bold.dk. Holdet skal mødes tirsdag klokken 13.
Efter at forhandlingerne mellem fodboldforbundet og landsholdsspillerne brød sammen søndag, har DBU jagtet andre spillere til at stille op i stedet for de 23 spillere, som Åge Hareide oprindeligt udtog. Der er i den forbindelse rettet henvendelse mod klubber og spillere i Superligaen, 1. division og 2. division.
Her har de reaktioner, der er kommet frem i medierne, i overvejende grad været negative - med få undtagelser.
Nu kan der tilsyneladende være fundet nok spillere til at kunne stille et hold, så DBU undgår en aflysning af kampene, som det skete i en lignende situation for kvindelandsholdet for næsten præcis et år siden. Der er ingen navne på nogle af spillerne hos Bold.dk.
På samme måde har B.T. tirsdag morgen fået besked fra DBU om, at 'vi melder ud på DBU.dk og Twitter, når der er nyt'.
Danmarks herrelandshold skal møde Slovakiet onsdag aften i Trnava og Wales søndag aften i Aarhus.
Ifølge Bold.dk skal de 23 'nye' landsholdsspillere rejse mod Slovakiet snarligt efter samlingen tirsdag kl. 13. Her venter så kun lidt over et døgns fælles forberedelse inden testkampen sammen med en endnu ukendt midlertidig landstræner.
Og det kan se ud til, at der snart er et dansk landshold på vej til Slovakiet.
Det bekræfter det slovakiske fodboldforbund over for DR.
»Vi har fået af vide, at Danmark ankommer med et hold i aften til hotellet, hvor de vil afholde et pressemøde,« siger Monica Jurigova, pressechef for det slovakiske fodboldforbund til mediet.
DBU har slået fast, at hverken landstræner Åge Hareide eller assistenttræner Jon Dahl Tomasson skal styre det alternative landshold.