Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen når ikke at lande en aftale før næste uges landskampe, oplyser DBU.

DBU tilbyder i stedet spillerne en midlertidig aftale.

DBU oplyser, at unionen har tilbudt ekstra sportslige tiltag for fire-fem millioner kroner om året, men uden at få en aftale på plads.

Nu tilbyder DBU spillerne samme vilkår for de næste to kampe for at undgå bøder og udelukkelse.

Danmark skal på onsdag møde Slovakiet på udebane i en testkamp, mens Wales gæster Aarhus på næste søndag i den første kamp i Nations League-turneringen.

Indtil videre er der ikke nogen melding om, at kampene ikke skal spilles.

DBU's formand, Jesper Møller, beklager situationen efter lørdagens bestyrelsesmøde.

- Det er beklageligt og alvorligt, at der ikke er en ny landsholdsaftale.

- Vi må konstatere, at parterne står langt fra hinanden, og at hele den danske model, hvor penge fra elite og landshold er med til at udvikle bredden, er truet.

- Herrelandsholdet er en vigtig del af fødekæden i dansk fodbold og er afgørende for, at vi kan investere i talentudvikling, pige/kvindefodbold og udviklingen af dansk fodbold bredt set.

- Det er et spørgsmål om fællesskab og solidaritet, som er bærende værdier i dansk fodbold, siger Jesper Møller til unionens hjemmeside.

DBU og Spillerforeningen har forhandlet om en ny landsholdsaftale for herrelandsholdet siden nytår - senest med en lang række møder i løbet af august.

DBU's bestyrelse har lørdag enstemmigt bedt DBU's ledelse om at sikre afvikling af de to forestående landskampe.

Dette omfatter blandt andet at tilbyde spillerne, at de kan få samme forhold som tidligere - hvad angår honorar, bonus, forsikring samt kok og behandlere.

Derudover vil de kommercielle aktiviteter blive sat i bero, da der ikke er en ny aftale for disse, skriver DBU.

Til gengæld forventer DBU, at spillerne møder ind til de to kampe, så dansk fodbold ikke bliver ramt af mulig udelukkelse og bøder fra Uefa.

Landsholdsspillerne skal inden søndag klokken 18 bekræfte, at de møder ind i landsholdslejren mandag, lyder kravet fra DBU.

B.T. Sport har uden held forsøgt at få en kommentar fra Spillerforeningen.

/ritzau/