Corona fylder så meget på dagsordenen for sundhedsområdet, at det kan være svært at huske på, at der også findes andre udfordringer.
Men det gør der.
Som B.T. gennem en længere periode har beskrevet, findes der en gruppe patienter med den muskelsvindslignende sygdom spinal muskelatrofi, som ville ønske, at de kunne blive behandlet med lægemidlet Spinraza.
Det ville de kunne blive i mange andre lande, men ikke i Danmark, hvor det kun er standardbehandling til børn under seks år.
Et nyt ministersvar fra sundhedsminister Magnus Heunicke viser, at Danmark simpelt hen er det land i Europa, der har de strammeste regler hvad angår adgang til medicin for disse svært handicappede børn og unge.
Spinraza er ganske kostbar medicin, hvorfor behandlingen kan blive en større udskrivning.
Regeringen har godt nok under coronakrisen ladet forstå, at man ikke 'kan sætte pris på et menneskeliv', men i virkelighedens verden er det netop, hvad man gør.
I Danmark spiller Medicinrådet en afgørende rolle i beslutningen om patienternes muligheder for behandlinger. Rådet er uafhængigt og har til opgave at udarbejde anbefalinger for, hvilke lægemidler der er standard på vores sygehuse.
»Rådet vurderer, om der er et rimeligt forhold mellem den kliniske værdi af lægemidlet og omkostningerne ved behandling med lægemidlet,« som det hedder på Medicinrådets egen hjemmeside.
Der findes undersøgelser og behandlinger, som danske læger kunne ønske sig at tilbyde deres patienter, men som der ikke altid er råd til, fordi der med begrænsede ressourcer naturligvis skal prioriteres.
B.T. har forsøgt at få sundhedsminister Magnus Heunicke til at forholde sig til, hvorfor patienter som Johanne, Benjamin, Johan, Marcus, Oliver og mange, mange flere, som B.T. har talt med, ikke må prøve Spinraza.
B.T.s journalister har stilet syv opklarende spørgsmål til ministeren, men har fået et ganske kortfattet svar: »Jeg skal henvise til Medicinrådet,« lyder det fra Heunicke.
Det er meget fornuftigt at lytte indgående til sagkundskaben, når det gælder spørgsmålet om behandlinger og lægemidler, men det må ikke blive et skjold, som politikere kan gemme sig bag, når valgene bliver svære.
Særlig underligt bliver det, når et af spørgsmålene går på Medicinrådets rolle i sagen. Det er et spørgsmål til ministeren, som han ikke kan sende videre til rådet selv.
Heunicke skylder offentligheden og de syge børn svar på disse spørgsmål – uanset vanskeligheden skal prioriteringerne forsvares. Må vi i dette tilfælde desuden stilfærdigt minde om, at Magnus Heunicke er sundhedsminister under 'børnenes statsminister', som Mette Frederiksen kalder sig selv?
Efterhånden som lægevidenskaben gør fremskridt, vil flere og flere lidelser kunne behandles, men ofte er det meget bekosteligt. Læg dertil de voldsomme omkostninger, som coronaepidemien allerede har haft for vores samfund og sundhedsvæsen.
Dilemmaerne bliver med andre ord flere og flere, og derfor bliver politikerne nødt til at komme på banen og være med til at prioritere tydeligt og stå på mål for deres valg.
Det ville klæde Magnus Heunicke at begynde her.
