Skats medarbejder, der behandlede Susanne Damsgaards skattesag, havde siddet i samme faglige netværk som den 52-årige sigtede skatteborger.

Susanne Damsgaards skattesag tog en grotesk udvikling, da den senere pure frikendte skatteborger første gang skulle møde op i Skat i Høje Taastrup den 22. oktober 2012 for at tale om sin skattesag.

Den kvindelige sagsbehandler i Skat, der sad med Susanne Damsgaards skattesag, var nemlig en del af Susanne Damsgaards tidligere faglige netværk.

Det fortæller Susanne Damsgaard til BT.

- Hun var en af dem, som jeg havde siddet i Erfa-gruppe (samarbejdsgruppe hvor medarbejdere fra kommuner og Skat deler erfaringer red.) med, da jeg arbejdede i Ishøj Kommune, siger Susanne, der undrer sig over, at sagsbehandleren ikke erklærede sig inhabil.

- Jeg sad og skulle gøre rede for personlige bankoplysninger. Alt fra en speedway-tur til ting, som jeg har solgt i den Blå Avis. Det undrer mig, at sagsbehandleren ikke erklærer sig inhabil, siger Susanne Damsgaard.

BT kan i dag fortælle, hvordan Skat i december 2011 først fik 52-årige Susanne Damsgaard fyret fra sit arbejde som sagsbehandler i Ishøj Kommune, og da hun efterfølgende fik arbejde i Hillerød Kommune i foråret 2012, forsøgte Skat igen at få hende fyret.

Alt sammen gjorde Skat, fordi Susanne Damsgaard i en periode var sigtet for skatte-og momssvindel, som hun aldrig havde begået, og som hun senere blev pure frikendt for.

Susanne Damsgaard fortæller BT, at rygterne om hendes skattesag løb hurtigt.

- Min søster der arbejdede i Gladsaxe Kommune blev pludselig konfronteret med min skattesag, mens den kørte. Jeg aner ikke, hvordan hendes kolleger kendte til den, siger Susanne Damsgaard.

Eksperter har i dag kritiseret Skats aggressive fremfærd over for Susanne Damsgaard og har blandt andet beskyldt Skat for at handle i strid med loven.