Da en blot seksårig skoledreng i begyndelsen af året trak en pistol, rettede den mod sin lærer og trykkede på aftrækkeren, skabte det både forfærdelse og undren i lokalsamfundet.
For hvordan fik han overhovedet fingrene i våbnet? Nu har drengens forældre for første gang udtalt sig i sagen.
Det skriver ABC News og CBS News.
Det var den 6. januar, den lille dreng tog pistolen med i sin taske, før han mødte op på sin skole, Richneck Elementary School, i den amerikanske by Newport News.
Midt under en time, som læreren Abigail Zwerner stod for, trak han ifølge politiet pistolen.
På et pressemøde har den lokale politichef, Steve Drew, fortalt, at læreren holdt sin ene hånd op – og kuglen, som blev affyret mod hende, gik først gennem hendes hånd, før den ramte hende i brystet.
Ifølge politiet skete skyderiet ikke ved uheld – men var tilsyneladende en 'bevidst' handling.
Efterfølgende kom det frem, at pistolen, en 9 mm Taurus, var blevet købt på lovlig vis af drengens mor.
Nu sætter familien for første gang ord på sagen, og ifølge dem var 'våbnet, som vores søn fik adgang til, sikret':
»Vores familie har altid været engageret i ansvarligt våbenejerskab og i at holde skydevåben uden for børns rækkevidde,« lyder det.
Hvordan våbnet helt præcist var sikret, eller hvordan det lykkedes den seks-årige at få fat i det alligevel, siger de ikke noget om.
I udtalelsen fra familien lyder det videre, at sønnen lider af et alvorligt handicap – på engelsk 'acute disability', som ofte bruges til at beskrive en mental lidelse – dog uden at komme nærmere ind på, hvad der er tale om.
»Han var under en pasningsplan på skolen, som inkluderede, at hans mor eller far tog i skole med ham og fulgte med ham til undervisning hver dag,« lyder det i udtalelsen, som fortsætter:
»Ugen for skyderiet var den første uge, hvor vi ikke var i klassen med ham. Vi vil angre vores fravær denne dag resten af vores liv.«
Læreren, der blev ramt af skuddet – Abigail Zwerner – modtager fortsat behandling, men hun er udskrevet fra hospitalet.
Drengens familie beskriver hændelsen som 'en ufattelig tragedie', da hun 'uselvisk tog sig af vores søn og børnene i skolen':
»Hun har arbejdet flittigt og medfølende for at støtte vores familie, da vi søgte det bedste uddannelses- og læringsmiljø for vores søn,« lyder det.
Den seks-årige dreng modtager selv fortsat behandling på et hospital.
Ingen er indtil videre blevet sigtet i sagen, som fortsat efterforskes af politiet.