15. september 2011. Det er præcis ti år siden, OB sidst vandt en kamp i en europæisk turnering.

Polske Wisla Krakow blev besejret med 3-1 i den første gruppekamp i Europa League. Resten af gruppespillet endte i fire nederlag og en uafgjort, og siden har OB altså ikke formået at spille sig ud i den store verden. Her er spillerne, der slog polakkerne.

Stefan Wessels

Tyske Stefan Wessels vogtede buret mod Wisla Krakow.
Tyske Stefan Wessels vogtede buret mod Wisla Krakow. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Den tyske målmand, der har en slående lighed med sangeren James Blunt, lagde handskerne på hylden efter sæsonen. Siden 2014 har Wessels lært fra sig som målmandstræner for forskellige tyske ungdomslandshold, og lige nu er det U18-landsholdet, der får gavn af hans erfaring.

  • Alder: 42
  • Kampe for OB: 44
  • Klubber efter OB: Ingen

 

Espen Ruud

Espen Ruud var fast mand på højrebacken fra 2008-2014.
Espen Ruud var fast mand på højrebacken fra 2008-2014. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Nordmanden fortsatte i OB til januar 2015, og han er fortsat aktiv på grønsværen i dag. Nu tørner han ud for norske Odds BK, hvor han også startede sin seniorkarriere.

  • Alder: 37
  • Kampe for OB: 237
  • Klubber efter OB: Odds BK

 

Tore Reginiussen

Tore Reginiussen spillede kun én sæson i OB's stribede trøjer.
Tore Reginiussen spillede kun én sæson i OB's stribede trøjer. Foto: Marie Hald
Vis mere

Ruud var ikke eneste nordmand i startelleveren den septemberdag. Reginiussen er ligesom sin landsmand stadig professionel og er netop skiftet til det nordligste Norge og klubben Alta IF, der spiller i den tredjebedste norske række.

  • Alder: 35
  • Kampe for OB: 32
  • Klubber efter OB: Rosenborg, St. Pauli, Alta

 

Anders Møller Christensen

Anders Møller Christensen ærgrer sig over nederlaget til Villarreal i Champions League-kvalifikationen. OB røg i stedet i Europa League-gruppespillet.
Anders Møller Christensen ærgrer sig over nederlaget til Villarreal i Champions League-kvalifikationen. OB røg i stedet i Europa League-gruppespillet. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

I otte sæsoner var han fast mand i fynboernes defensiv, indtil han i 2014 skiftede til FC Roskilde, hvor han efter karrieren fortsatte som assistenttræner. I dag er han fodboldtræner på Oure Efterskole på Sydfyn.

  • Alder: 44
  • Kampe for OB: 273
  • Klubber efter OB: FC Roskilde

 

Chris Sørensen

Chris Sørensen skiftede til Randers kort efter OB's Europa League-exit.
Chris Sørensen skiftede til Randers kort efter OB's Europa League-exit. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Venstrebacken har ikke glemt, hvordan man snører støvlerne, for han spiller fortsat fodbold for Randers Frejas old boys-hold. I sommeren 2021 stoppede han som assistenttræner for klubbens jyllandsseriehold efter fire år på posten. I 2017 blev han kåret til turneringens bedste spiller, da Danmark tabte Star Sixes-finalen til Frankrig.

  • Alder: 44
  • Kampe for OB:
  • Klubber efter OB: Randers, Vendsyssel

 

Bernard Mendy

Bernard Mendy spillede blandt andet i Indien efter OB-tiden.
Bernard Mendy spillede blandt andet i Indien efter OB-tiden. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hurtigløberen vendte hjem til Frankrig efter opholdet på Fyn, inden han tog på eventyr i de indiske klubber Chennaiyin og East Bengal. I førstnævnte klub var han ad tre omgange. Nu er han assistenttræner for PSGs kvindehold, som han som midlertidig manager i 2018 førte til pokaltriumf.

  • Alder: 40
  • Kampe for OB: 50
  • Klubber efter OB: Stade Brest, Chennaiyin, AEL Limassol, East Bengal

 

Hans Henrik Andreasen

Hans Henrik Andreasen i duel med den nuværende OB-spiller Alexander Juel Andersen, der her spillede for AC Horsens.
Hans Henrik Andreasen i duel med den nuværende OB-spiller Alexander Juel Andersen, der her spillede for AC Horsens. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

'HHA' skiftede fra OB til Esbjerg og derefter til Hobro, hvor han nåede en halv sæson, inden turen gik hjem til fødebyen Ringkøbing som spillende assistenttræner i sommeren 2016. Efter karrierestoppet nåede han 50 kampe som cheftræner for FC Sydvest, mens han også var lærervikar i Esbjerg. Nu står han i spidsen for HH Academy, der udvikler unge fodboldspillere.

  • Alder: 42
  • Kampe for OB: 207
  • Klubber efter OB: Esbjerg, Hobro, Ringkøbing

 

Andreas Johansson

Svenskeren bragte OB på sejrskurs mod Wisla Krakow.
Svenskeren bragte OB på sejrskurs mod Wisla Krakow. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Svenskeren forlod OB i januar 2013 til fordel for Djurgården, hvor han spillede de sidste to år af sin karriere. Siden har han været partner i Never Offside, der hjælper fodboldklubber med digital eksponering. I dag er han rekrutteringskonsulent i rekrutteringsfirmaet Bonrec i Stockholm.

  • Alder: 43
  • Kampe for OB: 92
  • Klubber efter OB: Djurgårdens IF

 

Eric Djemba-Djemba

Den tidligere Manchester United-spiller nåede langt omkring i sin karriere.
Den tidligere Manchester United-spiller nåede langt omkring i sin karriere. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

»Så god, at de navngav ham dobbelt,« lød det om Djemba-Djemba. Den eneste Superliga-spiller, der har lavet en assist med sin sok, drog verden rundt efter OB-tiden. Ophold i Israel, Serbien, Skotland, Indien, Indonesien og Frankrig, inden karrieren sluttede i den schweiziske 5. division.

  • Alder: 40
  • Kampe for OB: 129
  • Klubber efter OB: Hapoel Tel-Aviv, Partizan, St. Mirren, Chennaiyin, Bhayangkara Surabaya, Châteaubriant, FC Vallorbe

 

Rúrik Gíslason

Gíslason gør debut som skuespiller i den islandske film Cop Secret, der forventes at have premiere i 2021.
Gíslason gør debut som skuespiller i den islandske film Cop Secret, der forventes at have premiere i 2021. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er uden for banen, islændingen har gjort sig mest bemærket siden tiden i OB. Ved VM i Rusland i 2018 gik hans Instagram-profil viralt. Han har nu tre gange så mange følgere, som der er indbyggere i Island. I foråret 2021 vandt han den tyske udgave af 'Vild med dans', og kort før det udgav han sin første single. Desuden er han ekspert for Viaplay på Island.

  • Alder: 33
  • Kampe for OB: 112
  • Klubber efter OB: FCK, Nürnberg, Sandhausen

 

Peter Utaka

Utaka har været på rundtur i kinesisk og japansk fodbold, siden han forlod OB.
Utaka har været på rundtur i kinesisk og japansk fodbold, siden han forlod OB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Den tidligere Superliga-topscorer gjorde et bemærkelsesværdigt – og ultrakort – comeback i dansk fodbold, da han spillede seks kampe for Vejle i 2018. Både før og efter dét ophold var han i japansk fodbold, hvor han fortsat bomber mål ind i den næstbedste række.

  • Alder: 37
  • Kampe for OB: 139
  • Klubber efter OB: Dalian Aerbin, Beijing Guoan, Shanghai Shenxin, Shimizu S-Pulse, Sanfrecce Hiroshima, FC Tokyo, Vejle, Tokushima Vortis, Ventforet Kofu, Kyoto Sanga

 

Rasmus Falk

Christian Eriksen fortalte i maj til magasinet Dossier, at de to Middelfart-venner i fremtiden vil følge deres børn til fodbold i OB.
Christian Eriksen fortalte i maj til magasinet Dossier, at de to Middelfart-venner i fremtiden vil følge deres børn til fodbold i OB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Christian Eriksens barndomsven har som bekendt spillet i FCK de seneste fem år, og han har kontrakt med klubben indtil sommeren 2025. I foråret 2020 købte han dog hus i Odense, så måske fremtiden bringer ham tilbage til hjemøen.

  • Alder: 29
  • Kampe for OB: 162
  • Klubber efter OB: FCK

 

Djiby Fall

Djiby Fall blev OB's dyreste salg nogensinde, da han smuttede til Lokomotiv Moskva for 35 millioner kroner.
Djiby Fall blev OB's dyreste salg nogensinde, da han smuttede til Lokomotiv Moskva for 35 millioner kroner. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Også Fall har været langt omkring i karrieren, der sluttede med et kort og ikke særligt succesfuldt ophold i Hobro i 2018. Hele ti lande nåede han at spille fodbold i. Inden han stoppede karrieren, boede han hos Dame N'Doye i København, hvor han også fik lov at bruge FCKs faciliteter til genoptræning.

  • Alder: 36
  • Kampe for OB: 55
  • Klubber efter OB: Lokomotiv Moskva, Lokeren, Greuther Fürth, Randers, Karsiyaka, Irtysh, Cincinnati, Hobro

 

Christian Sørensen

Christian Sørensen (i midten flankeret af Morten Skoubo og Rúrik Gíslason) varmer op til Villarreal-braget.
Christian Sørensen (i midten flankeret af Morten Skoubo og Rúrik Gíslason) varmer op til Villarreal-braget. Foto: Domenech Castello
Vis mere

Det blev kun til få minutter mod Wisla Krakow for Sørensen, der skiftede fra OB til Silkeborg og derefter til islandske Thróttur. De seneste to år har han spillet for Viborg. Christian Sørensen og Viborg møder OB 26. september.

  • Alder: 29
  • Kampe for OB: 21
  • Klubber efter OB: Silkeborg, Thróttur, Fredericia, Viborg

Mads Toppel, Daniel Høegh, Oliver Kirk Larsen og Morten Skoubo blev ikke skiftet ind af cheftræner Henrik Clausen, der i dag er akademichef i norske Haugesund.