OBs Jess Thorup lobber bolden over Viborgs målmand, men inden bolden når i mål, dukker hans holdkammerat op og prikker bolden ind. 4-0 til OB – på fire mål af Alphonse Tchami.
Den camerounske angriber var en stor succes i OB midt i 1990erne, inden han tog det noget utraditionelle skifte fra dansk til argentinsk fodbold og fik Diego Maradona som holdkammerat. Det vender vi tilbage til.
Alphonse Tchami, der fylder 50 år tirsdag, husker med glæde tiden i Odense. Det fortæller han til B.T., der fanger ham over en WhatsApp-forbindelse fra Rennes i Frankrig, hvor han er på ferie med sin familie.
»Tiden i Odense var den bedste del af mit liv som professionel,« siger Tchami, der sidste år stoppede som holdleder for Camerouns landshold og nu tager en pause fra fodboldverdenen for at fokusere på sin virksomhed, der arbejder med blandt andet en bank og en lufthavn i Cameroun.
»Jeg var ung og mødte en masse rare mennesker,« fortsætter den tidligere Superliga-profil og fremhæver særligt én person.
»Jeg har stadig kontakt til Lars Høgh, som var min bedste ven dengang. På grund af ham var min integration i Odense meget nem. Men alle gjorde alt for at hjælpe mig, fordi det var svært for mig at være væk fra mit hjemland, og jeg var den eneste udlænding på holdet. Det husker jeg stadig i hjertet i dag.«
Alphonse Tchami kom til Danmark i 1992. I første omgang spillede han for Vejle, men da klubben rykkede ud af Superligaen, skiftede angriberen til OB, hvor han for alvor slog sit navn fast.
I OB scorede han 28 mål i 65 Superliga-kampe – fire af dem altså i samme kamp mod Viborg i efteråret 1993.

I Tchamis første sæson på Fyn blev det til sølvmedaljer, og camerouneren var også med i 'Stribernes' europæiske eventyr. Først mod Arsenal i 1993 og igen året efter, da selveste Real Madrid blev besejret på Santiago Bernabeu.
»Vores tur i Europa var det bedste. Vi havde ikke én stjerne. Alle var stjerner, og alle kæmpede for hinanden. Det var vores ånd, og det gav os en masse gode minder,« husker Alphonse Tchami, der selv scorede i sejren over Flora Tallinn på vej til Madrid-braget.
Tchami følger den dag i dag fortsat OB på de sociale medier, og han håber, at klubben kan nå samme høje niveau som i hans egen tid.
»Jeg håber, de kæmper og arbejder for at skabe et godt hold i Odense, for det er en by, jeg aldrig vil glemme,« siger han.

Succesen i Odense fik storklubben Boca Juniors til at hente Tchami til Argentina. Her blev han holdkammerat med selveste Diego Maradona, der var i gang med karrierens sidste sæsoner.
I Argentina oplevede han en helt anden fankultur end den danske.
»Fansene i Odense var meget stille i forhold til i Argentina, hvor supporterne sang og dansede. Jeg kunne ikke gå ud og få en kop kaffe, uden de fulgte efter og sang. I Danmark var der intet pres, og folk havde meget mere respekt. Det savner jeg.«
»Men det var en rigtig god mulighed at spille i Boca med Maradona. Vi var gode venner, og han valgte at spille med mig. Det er jeg meget stolt af.«
Alligevel er det længslen efter Odense, der fylder meget i Alphonse Tchamis bevidsthed.
»Min drøm er at komme til Odense og se en kamp og gå i byen. Jeg håber, at jeg kan gøre det næste år. Jeg har altid drømt om at komme tilbage til byen – bare gå rundt i byen som turist.«
»Og jeg håber, at klubben vil invitere alle spillerne fra Madrid-kampen, så vi kan se hinanden. Det ville være skønt at mindes den tid med dem,« slutter Alphonse Tchami.
Tchami scorede i både sin første og sidste kamp for OB, og i Boca scorede han to mål i sin første kamp på den legendariske hjemmebane La Bombonera. Den vigtigste scoring faldt dog i ærkerival-opgøret Superclásico mod River Plate i 1995, som Boca vandt 4-2.
Efter opholdet i Sydamerika drog han til Hertha Berlin, hvor han aldrig for alvor slog igennem.
Derfra gik det kun ned ad bakke sportsligt set for Tchami, der skiftede fra klub til klub, indtil karrieren sluttede i 2005. I alt nåede han at repræsentere klubber i ti forskellige lande på fire kontinenter.