Den tidligere FCK-spiller Rúrik Gíslason har netop udgivet sin første single – og nu er han blevet ansat af Viaplay som ekspert.

Islændingen, der får kvinderne til at dåne, har godt gang i livet efter fodboldkarrieren.

Det er blot få dage siden, at han lancerede sin første single som sanger. Sangen 'Older' er udgivet i samarbejde med den islandske dj og producer Doctor Victor, mens Gislasons kunstnernavn mundret holder sig til 'Rurik'.

Og nu er der så mere nyt om hans næste skridt i karrieren.

NENT Group melder, at man har hyret islændingen til at være ekspert på Island.

»Vi har i de sidste 20 år været de bedste inden for sportsproduktion i Norden, og dét har vi også til hensigt at være i Island. Rúrik vil, efter for nylig at have stoppet sin fodboldkarriere, bringe nye perspektiver samt dyb fodboldviden og ikke mindst personlig erfaring fra absolut højeste niveau til fodbolddækningen på Viaplay,« siger Kim Mikkelsen, sportschef hos NENT, i en pressemeddelelse.

Også Gislason glæder sig.

»Jeg har, siden jeg stoppede min spillerkarriere, ledt efter en sjov og interessant udfordring. Da Viaplay fortalte om deres ideer og planer for fremtiden, blev jeg straks overbevist om, at jeg ville med på den rejse. Viaplay vil levere fodbolddækning i verdensklasse på Island, og dét ser jeg meget frem til at være en del af,« siger han.

32-årige Gislason stoppede sin fodboldkarriere sidste år. Han har tidligere spillet for OB, Viborg og FC København i Danmark, men det er med det islandske landshold, at han gik verden rundt.

Under VM-slutrunden i 2018 i Rusland blev Gislason et fænomen og fik masser af kvindelige fans, der overdængede ham med tilbud.

Den store interesse fik hans Instagram-konto til at bugne. Over en million fulgte ham pludselig, men da han begyndte at lægge billeder op af sin nye kæreste, så mistede han et pæn del af sine følgere.

I dag følger omkring 750.000 ham.

Gislason skal desuden være med i den tyske version af 'Vild med dans', meddelte han tidligere på året.