Hos René Verlaan er der snart ikke flere tårer tilbage. 

Det er konsekvensen af at have grædt sig selv i søvn nat efter nat i flere år.

Hans liv kærlighed er 55-årige Lisa Klit. Sammen har de danset, skålet med deres venner og skabt et produktionsselskab. Ejet flere ejendomme og rejst verden rundt. Nu er det meste sort.

For, som B.T. tidligere har beskrevet, har René Verlaans kærlighed for nylig taget en beslutning om at søge aktiv dødshjælp. Selv er han efter 14 års kamp for at få den rette hjælp til sin kone, nu ramt af et komplet sammenbrud.

Han er blevet syg af at være pårørende. 

»Det er der ingen tvivl om. Jeg er brudt helt og komplet sammen fysisk og psykisk. Lige nu er jeg i et udredningsforløb, mens man finder ud af, hvilken behandling jeg har brug for,« siger han og tilføjer:

»Vi har ikke et liv. Jeg står op og morgenen, og så lægger vi en plan for, hvordan Lisa kan få hjælp. Hvem vi skal kontakte, eller hvordan vi overlever dagen. Det er en ond cirkel, og det er smertefuldt, for Lisa kæmper, indtil der absolut ikke er mere håb. Det er der, vi er nu.« 

Inden sammenbruddet 
Sagen om Lisa Klit starter for 14 år siden, hvor hun gik til lægen med en løbeskade og maveproblemer. Her fik hun en behandling, som både hun og flere læger senere er blevet overbevist om, blev starten på et sygt og langt kapitel i den nu 55-åriges liv.

For kun få uger senere blev hun mere og mere syg. I to år kastet rundt i det danske sundhedsvæsen, uden nogen kunne finde ud af, hvad hun fejlede. Derfor tog hun – med René Verlaan i hånden – til sidst primært mod universitetshospitaler i Europa og USA, der alle konkluderede, at hun var alvorligt og komplekst syg.

Tilbage i Danmark insisterede man dog kategorisk på selv at skulle udrede hende og finde frem til den behandling, hun havde brug for, har hun tidligere forklaret. 

Det, på trods af, at anerkendte læger og hospitaler allerede havde lavet forarbejdet og fremlagt en behandlingsplan.

I dag får hun ingen behandling, og har som nævnt for nylig taget en beslutning om at få hjælp til at dø, da livet uden er for smertefuldt, og kræfterne til at kæmpe er brugt op. 

Lisa Klit efter og før hun blev syg. 
Lisa Klit efter og før hun blev syg.  Foto: Privat
Vis mere

Det er også tilfældet for René Verlaan, der har været ved Lisa Klits side – både før hun blev syg og i dag. 

Han har forsøgt det hele, men uden held. Lidt efter lidt har han mistet sin karriere, sine penge, sit liv, sin Lisa. 

»Jeg forstår godt Lisas valg, men jeg har sagt til hende, at jeg ikke giver op med at kæmpe. Men man siger, at hvis flyet går ned, skal du først tage din egen iltmaske på og så hjælpe andre. Det har jeg aldrig gjort med Lisa, og derfor er jeg også blevet syg,« siger René Verlaan, der fortsætter: 

»Selvom jeg selv er helt nedbrudt, kæmper jeg videre på minderne. Det er svært at give op, når man ved, hvad livet kan være.« 

René Verlaan kan ikke give slip på minderne om sit gamle liv. Sin gamle Lisa. Men håbet svinder ind for dem begge. 
René Verlaan kan ikke give slip på minderne om sit gamle liv. Sin gamle Lisa. Men håbet svinder ind for dem begge.  Foto: Privat
Vis mere

Et magisk liv 
De mødte hinanden for første gang i 1989, og har elsket hinanden lige siden. Ubetinget, understreger René Verlaan. 

»Vi havde det mest fantastiske liv, du kan forestille dig,« siger han. 

Herefter kommer smilet frem i René Verlaans stemme, mens han fortæller om de dokumentarer, parret har produceret sammen. Alle de lande – og venner – de har besøgt. 

De mange grin, glas vin og fester, de har danset sammen til. Om dengang, de blev gift på Frederiksberg Rådhus for samme dag at stikke til Thailand på bryllupsrejse. 

»Der har ikke været en dag, hvor vi ikke har været sammen. Det er hjerteskærende at vide, hvad vi kom fra, til at være hvor vi er nu,« siger han og tilføjer:

»Logisk set ved jeg, at vi aldrig nogensinde får vores liv tilbage. Vi har for det første mistet alt, vi nogensinde har ejet. Nogle dage har vi ikke haft råd til mad. Og så er Lisa ikke mindst alvorligt syg og uden behandling.« 

At parret står uden penge, skyldes først og fremmest, at de gennem årene har brugt alt på behandlinger til Lisa Klit, og dertil, at hverken Lisa Klit eller René Verlaan i dag modtagelser ydelser i Danmark - på trods ad adskillige forsøg på dette. 

Lisa Klit, fordi hun i det danske system ikke er registreret som alvorligt syg eller har indtægt - og dermed 'ikke er berettiget' til sygedagpenge, og René Verlaan, som er hollandsk statsborger, ikke er blevet godkendt. 

René Verlaan håber at Lisa Klit får hjælp. Hvis den ikke findes i Danmark, så at blive sendt til udlandet for at modtage behandling, som tidligere har givet hende glimt af det gamle liv tilbage. 
René Verlaan håber at Lisa Klit får hjælp. Hvis den ikke findes i Danmark, så at blive sendt til udlandet for at modtage behandling, som tidligere har givet hende glimt af det gamle liv tilbage.  Foto: Privat
Vis mere

»Jeg har arbejdet og boet i Danmark i 20 år og altid betalt skat, men nu, hvor jeg ikke kan arbejde, fordi jeg passer Lisa, får vi intet. Det er grotesk. Derfor er jeg lige nu tilbage i Holland, hvor jeg kan få det, der svarer til kontanthjælp,« forklarer han. 

Flere i opråb
Siden B.T. først kunne fortælle 55-årige Lisa Klits historie, har flere politikere reageret på sagen. 

Herunder landets sundhedsminister Sophie Løhde, der har udtrykt »sin dybeste medfølelse«, men i øvrigt ikke har kunnet gå ind i den konkrete sag. 

Flere sundhedsordførere kalder desuden sagen for både rystende og uhyggelig, ligesom Kirsten Normann Andersen (SF) har sendt spørgsmål til sundhedsministeren, om hvordan vi bliver klogere på udviklingen, når det kommer til at diagnosticere sjældne og svære sygdomme andre steder i verden, så vi selv kan behandle dem hjemme.

Og så har medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne, Stine Bosse, ikke mindst gjort det til sin kamp at gøre mere for patienter som Lisa Klit i fremtiden, hvor hun i øvrigt mener, at EU skal spille en større og bedre rolle på området. 

Imens ligger Lisa Klit fortsat med et spinkelt håb om, at nogen vil gribe hende, inden det er for sent. Det samme håb har René Verlaan. 

»Jeg håber, at folk ser, at hvis hun ikke får hjælp, så er det enden for hende. Hun kæmper som ind i helvede, men hun ved også godt, at det snart er slut,« afslutter han. 

Du kan læse mere om Lisa Klits historie, samt hvordan flere læger tidligere har slået alarm for den danske patient i boksen herunder: