Man kan høre sorgen i hendes stemme. Den er også udmattet. Få gange glimter den af håb.
55-årige Lisa Klit vil ikke dø, men hun har ikke længere et valg – og det er både uhyggeligt, men også uforståeligt, at en dansk patient kan ende her.
Det mener flere af landets sundhedsordførere, der har sat sig ind i Lisa Klits sag.
»Mange danskere har jo en berettiget forventning om, at der bliver taget hånd om dem, hvis de kommer ud for sygdom, og det er åbenlyst ikke tilfældet i denne her sag. Det virker på mig som om, systemet er kommet før borgeren – og sådan skal det altså ikke være,« siger Danmarkdemokraternes Jens Henrik Thulesen Dahl.
»Jeg er så rystet. Det, hun har været udsat for, er under al kritik,« siger Louise Brown fra Liberal Alliance, der tilføjer:
»Lisa har bevist, at der er behandling, der virker. Det er fair nok, hvis danske læger vurderer, at de ikke tør at udføre en operation eller en behandling, men når andre kan, kan jeg ikke forstå, at vi tøver med at sende patienter afsted.«
Sagaen kort
I de første 41 år af Lisa Klits liv nåede hun at blive forelsket. At uddanne sig som journalist, for senere at blive en anerkendt dokumentarist.
Hun har tjent penge nok til at eje flere ejendomme og altid betalt sin skat. Haft ro i maven over, at hun boede i et land, der ville gribe hende, hvis hun faldt.
Forstå sagen
Men da hun for 14 år siden fik problemer med maven og gik til lægen, ændrede den opfattelse sig hurtigt.
Her fik hun en behandling, som både hun og flere læger senere blev overbeviste om var en fejlbehandling, fordi hun kun blev mere og mere syg.
I de første to år kunne ingen finde ud af, hvad hun fejlede, mens hun blev kastet rundt i det danske sundhedsvæsen. Til sidst tog hun mod udlandet med håbet om, at der ville være nogen, der vidste mere.
Det var der, og hun fik behandling, der periodevist gav hende livet tilbage. Når hun ad flere omgange kom tilbage til Danmark, blev hun, på trods af den nye viden, dog kastet videre rundt eller mistænkt for at fejle noget psykisk.
Flere læger har over for B.T. tidligere kaldt Lisa Klits sag for den »værste, de har set,« og understreget, at »det er Danmarks ansvar, hvis hun dør.«
I dag er pengene brugt op, og Lisa Klit har ikke længere mulighed for at redde sit eget liv. Derfor har hun for nylig taget beslutningen om at søge aktiv dødshjælp.
'Dybt berørt'
Det er ikke første gang, at Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører hos SF, hører om patienter, der er blevet opgivet i det danske sundhedsvæsen, for dernæst at få behandling i udlandet, der virker.
Derfor har hun på baggrund af Lisa Klits sag også stillet spørgsmål til sundhedsminister Sophie Løhde, om hvordan vi bliver klogere på udviklingen, når det kommer til at diagnosticere sjældne og svære sygdomme andre steder i verden, så vi selv kan behandle dem hjemme.
»Man kan se her, at patienten har en oplevelse af forbedring (af behandling i udlandet, red.), og hvis der findes behandling, så skal den bruges. Der er vi nødt til at komme op i gear i Danmark og finde ud af, hvordan vi kan samarbejde.«
Jens Henrik Thuelsen Dahl kan heller ikke forstå, hvorfor der i Danmark »ikke er blevet taget bestik af den viden, som anerkendte udenlandske læger er kommet frem til om Lisas sygdom,« tilføjer han.
En viden, der blandt andet er kommet fra flere universitetshospitaler i både Europa og USA, viser adskillig dokumentation, som B.T. er i besiddelse af. Alligevel har man i Danmark insisteret på selv at skulle udrede Lisa Klit – og det har således endnu ikke ført til samme resultat eller behandling.
Per Larsen, der er sundhedsordfører hos Konservative, understreger, at »ingen mennesker burde gennemgå« et »uhyggeligt langt sygdomsforløb« som Lisa Klits, der berører ham dybt.
Han tilføjer dog, at vi i Danmark har et højt specialiseret sundhedsvæsen, hvor man bruger forholdsvis mange midler på at helbrede patienter sammenlignet med øvrige nordiske lande.
En svær ventetid
Hos Lisa Klit er stemmen fortsat sorgfyldt. Det er også det bedste ord, hun kan bruge til at beskrive sin nuværende situation, fortæller hun.
Hun afventer fortsat svar på, om hun kan få lov til at modtage hjælp til at dø, mens hun ikke kan lade være med svagt at håbe på, at hun får den rette hjælp.
B.T. har rakt ud til samtlige partiers sundhedsordførere. Mens Venstres sundhedsordfører, Christoffer Melson, henviser til sundhedsminister Sophie Løhdes (V) tidligere udtalelser, er de resterende ikke vendt tilbage.
B.T. har tidligere forelagt hele Lisa Klits situation og kritik af det danske sundhedsvæsen for både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet, der »ikke kan kommentere på den konkrete sag«, eller i øvrigt har svaret på B.T.s konkrete spørgsmål.
Herunder, hvem der har ansvaret for Lisa Klit.
I et skriftligt svar har Sophie Løhde udtrykt sin »dybeste medfølelse«.
Sundhedsstyrelsen har understreget, at det er lægen, som er ansvarlig for udredning af en patients symptomer samt henvise den til relevante undersøgelser. Du kan læse hele dens svar i boksen nederst i artiklen.
Du kan læse mere om, hvorfor døden nu er den eneste udvej for Lisa Klit HER, og HER kan du læse, hvordan flere læger gennem årene har forsøgt at slå alarm over for det danske sundhedsvæsen angående den 55-årige kvinde.
»Det er lægen, som er ansvarlig for udredning af en patients symptomer, herunder vurdere disse og eventuelt henvise til relevante undersøgelser. Hvilken diagnose der stilles og behandling, den enkelte patient kan tilbydes, sker ligeledes på baggrund af en konkret individuel lægelig vurdering. Om en patient skal tilbydes /fortsætte behandling der er opstartet i udlandet vil således også bero på en konkret og individuel lægefaglig vurdering. Lægen skal drøfte eventuelle valgmuligheder, samt fordele og ulemper ved en behandling, med patienten. I behandlingsøjemed skal man altid overveje behandlingsgevinster i forhold til risikoen for blandt andet komplikationer. Lægen skal i den forbindelse udvise omhu og samvittighedsfuldhed jf. autorisationsloven. Det gælder for al udredning og behandling, at patienten ikke har krav på en specifik undersøgelse eller behandling, da det som sagt er et lægefagligt ansvar at vurdere, hvilken undersøgelser/behandling den konkrete patient vil kunne tilbydes. Vi kan ikke som Sundhedsstyrelse pålægge læger at bruge eller visitere til en specifik behandling, som lægerne ikke fagligt mener bør tilbydes. I de faglige miljøer sker der en løbende vurdering og udvikling af indholdet i de forskellige sundhedsfaglige tilbud, men beslutningen om at indføre en ny behandling i sundhedsvæsenet ligger hos sundhedsvæsenets driftsherrer (for eksempel regioner). Dertil har Medicinrådet og Behandlingsrådet også en rolle ift. at vurdere om behandlinger skal anbefales som standardbehandling i Danmark. Udviklingen af de sundhedsfaglige tilbud i Danmark baseres på viden og evidens, der er genereret både i ind- og udland. Diagnoser er sundhedsfaglige arbejdsredskaber, der bruges til betegnelse af sygdomsbilleder, og som afgrænser sygdomme i forhold til hinanden. En diagnose stilles ud fra en konkret vurdering, og er en beskrivelse og ikke en forklaring. Diagnosen er primært et redskab til sundhedsfaglig kommunikation, og bruges altså som et redskab til et fælles sprog blandt de sundhedsfaglige. Da sygdomsbilledet kan ændre sig, kan diagnosen det også, og det at man en gang har fået en diagnose, betyder ikke, at man vil have den for altid. Mulighederne for behandling i udlandet er reguleret af Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v.1. Bekendtgørelsens kapitel 5 beskriver forholdene omkring patienters ret til behandling i udlandet. Hovedprincippet er, at regionerne varetager sygehusbehandling. Sundhedsstyrelsen fastsætter rammerne, herunder specialfunktioner i sygehusvæsenet og disses placering på sygehuse i landet. Specialvejledningerne beskriver også specialfunktioner, og hvilke sygehuse der er godkendt til at varetage dem. Sundhedsstyrelsen godkender, efter ansøgning, hvilke afdelinger i landet, der kan varetage specialfunktionerne. Specialfunktionerne handler om håndtering af tilstande, der er så sjældne eller komplekse, at de skal samles få steder i landet via højt specialiserede funktioner. Mennesker med sjældne sygdomme kan, som alle andre, få behov for behandling ved såvel afdelinger med regionsfunktion som ved højt specialiserede afdelinger. Dette afhænger af tilstanden og symptomernes sværhedsgrad. Af bekendtgørelsen om ret til sygehusbehandling mv. følger, at afdelingen med højeste ekspertise skal vurdere, om en højt specialiseret behandling er nødvendig, og om den vil kunne udføres i Danmark. Hvis en dansk sygehusafdeling, der besidder højeste ekspertise på området, vurderer, at nødvendig sygehusbehandling bør foregå ved en konkret klinik eller sygehus i udlandet, anmoder de om Sundhedsstyrelsens godkendelse af henvisningen dertil. Det vil sige, at hvis en læge, der besidder den højeste ekspertise på området, vurderer, at den behandling, en patient ønsker, ikke bør tilbydes, kan der dermed ikke henvises til behandling i udlandet. Sundhedsstyrelsen indgår ikke aftaler med udenlandske behandlere. Som beskrevet ovenfor er det den henvisende afdeling, der indgår disse aftaler og dermed skal sikre, at kvaliteten på det pågældende behandlingssted lever op til danske kvalitetsstandarder mv. Det er ligeledes den henvisende afdeling, der har den løbende dialog med det udenlandske sygehus.«Fuldt svar fra Sundhedsstyrelsen